En død sanger går i dag direkte ind på ottendepladsen på den danske salgshitliste. Uden tvivl som resultat af en intensiv tv-annoncering de seneste par uger. Det er ikke første gang Eva Cassidy får comeback. Faktisk brød sangeren først igennem et par år efter at hun i november 1996 døde af modermærkekræft, 33 år gammel.
Ingen betvivlede i hendes levetid Cassidys fremragende stemme og forbløffende alsidighed, men pladeselskaberne sagde nej, fordi de ikke helt kunne finde en selvstændig profil at markedsføre hende på. Det synes jeg ikke, man kan fortænke dem i. Cassidy skrev ikke mange sange selv, men holdt sig til den store gyldne sangbog, og gav ‘What a Wonderful World’, ‘Chain of Fools’ og ‘The Letter’ med lige stor indlevelse:
I starten af 90′erne blev hun anvendt som korsanger for både funknavne og gangster-rappere, men det var alene med sin guitar foran et lyttende publikum, at hun begyndte at skabe sig et navn i Washington D.C. og omegn. Frustreret over de stadige afslag fra de store selskaber udsendte hun i starten af 1996 det selvfinansierede livealbum Live at Blues Alley,som er som et blueprint for hendes formåen. Samme sommer blev det opdaget, at kræften var gået i knoglerne og en kemokur kom alt for sent.
Et år senere udsendtes det album Eva by Heart, som hun sammen med produceren Chris Biondo havde arbejdet på helt op til sin død. Og i 1998 kom kompilationen Songbird. I England forelskede en BBC-radio-dj sig så meget i pladen, at hans afspilning af især ‘Somewhere over the Rainbow’ og titelsangen gav et millionsalg, og åbnede for den udpining af hendes efterladte indspilninger, som siden har gjort hende til både et ikon for grådlabil inderlighed og en helt lille industri.
Kan man abstrahere fra det, er Eva Cassidy en god måde at genopdage alt for nedslidte sange på. Hun giver dem nyt liv. Og altså også efter sin død.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
