Falch og dialektikken live

2 Comments

Jeg kom i går aftes til at tænke tilbage på Bangla Desh-koncerterne i 1971. Nærmere bestemt det øjeblik, hvor George Harrison introducerer Bob Dylan med ordene: “I’d like to bring out a friend to us all, Mr. Bob Dylan.” I hyggelige, hængerøvs-Danmark synes vi, det er for meget med den slags introduktioner, men mon ikke de fleste i Portalen i Greve i går havde det sådan med Michael Falch.

Han er en ven, ikke bare et blegt facebook-fjæs. For sin hudløshed, for sin ærlighed, men også for sin mærkeligt paradoksale blufærdighed og for sit mod til at knuse spejlene foran sig. Hvis ordet ‘ikonoklast’ overhovedet giver nogen mening i dag, er Michael Falch en sådan. Han er beviset på, at man kan være spirituel uden at spille helligfrans.

Samtidig er han her og nu. Og vi kender ikke kun det foreløbige facit, men han har undervejs delagtiggjort os så meget i mellemregningerne, at vi som publikum regner ham med i vores nærmeste vennekreds.

Det giver især hans solokoncerter deres egen fortættede intimitet. En slags broderskab m/k. Men samtidig lurer noget, der ikke er forudsigelighed, lige under det, der jo ikke er overflade. Giver det mening? Det gjorde det i går.

Derfor er det så heldigt, at Michael Falch er velsignet (undskyld!) med en evne til at udfordre sing-a-long mageligheden. Selvfølgelig giver han sine største hits, men han gør det uden halbal-agtigt at invitere til støvletramp og Shu-bi-dua-agtig fællessang. Lige et lille twist der, en forskydning her og der i rytmen og intonering, som gør, at han alligevel holder sangen for sig selv uden at afstå fra at dele den med os andre.

Det kører sikkert på instinktet, men det er netop dèt, der gør ham så unik og alligevel velkendt som performer. Den dialektik og indre diskurs (og hvad de ellers kaldte det, dengang Falch læste dansk på KUA) bliver også holdt lyslevende ved, at han til stadighed (som i øvrigt også Dylan) henter obskure sange frem fra bagkataloget.

I Greve gav han således, på el-klaver, en rent ud åndeløst formidabel version af ‘Som Et Lyn’. Uden Malurtmanerer befriede han sangen fra dens Fairlight-fængsel efter 27 år. Ud sprang sangens sårbare og stærke kerne. En anden sjælden gæst på repertoiret, ‘Min Barndoms Blå Tatovering’, havde ikke originalversionens bløde moduleringer, men kom flosset og forrevet igennem, som om den var et outtake fra Neil Youngs ‘Time Fades Away’-album. Det er en ros.

Mindre sjældne, men ikke forhåndsannoncerede gæster var produceren og guitaristen Lars Skjærbæk samt sangeren (og datteren) Mathilde Falch. Den første gav tilbagelænget, men aldrig slapt modspil på både dobro (‘Trækfugle’ og ‘De Første Fugle Uden Dig’) og guitar, og kom, sikkert uforvarende, på ekstranummeret ‘Mød Mig I Mørket’ til at minde os om, at den unge Falch ikke kun lyttede til The Clash på Nørrebro, men sandelig også Crosby, Stills & Nash.

Mathilde Falch har jeg tidligere anbefalet her på bloggen. Og gør det gerne igen. Udover at forvandle sin fars ‘Din Himmel Så Blå’ til en sensuel blues, fik hun selv spotlightet på sig, da hun sang sin egen ‘Kom Med Mig’. Hun missede ikke, hverken med øjnene eller chancen.

Afslutningsvist var det et godt scenografisk stunt, at Falch som ekstra ekstranummer satte sig på scenekanten og trubadursang ‘Jeg Bliver Ved Med At Gå’. Men også en symbolsk tilkendegivelse af den nærhed, han føler med sit publikum.

At dømme efter klapsalverne var det gengældt. Vennerne i Portalen havde i hvert fald svært ved at gå.

Michael Falch fortsætter sin turne til medio december.

Foto: Martin Dam Kristensen, 2009.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

2 Comments

  1. comment-avatar
    Peter Due Jensen26. november 2010 - 17:16

    Hvor meget jeg end har respekt for din viden om rockmusik, din sikre sprogfornemmlse og stilistiske originalitet, kan jeg ikke undgå at blive irriteret over din udbredte vane med at fyre akademiske fraser af (dialektik og diskurs fx.), for så i den næste sætning at skrive noget nedladende om netop det (“og hvad de ellers kaldte det…”). Du kender tydeligvis selv alle ordene, og er i det hele taget selv meget akademisk i din tilgang til musikoplevelser. Hvorfor vil du være ved det?

  2. comment-avatar
    Torben28. november 2010 - 15:43

    @Peter Due Jensen: Hm, jeg kan godt se, at det af og til kan se sådan ud, men jeg føler og har faktisk aldrig følt mig særlig akademisk i min tilgang til musikken. Det kan de dele af min venne- og bekendtskabskreds, som faktisk er akademisk, bekræfte det.

    Med fare for at blive beskyldt for proletarromantik vil jeg sige, at jeg kommer fra et arbejderkvarter i Sydhavnen og har gået på et højborgerligt drengegymnasium på Frederiksberg. Den dobbelthed har præget ikke alene min tilgang til kunsten, men hele mit liv.

    Ja, jeg kender ordene og bilder mig ind, at jeg har sat mig ind i deres betydning. Almen dannelse hed det vist før gymnasiereformen. Netop derfor forholder jeg mig kritisk til ‘fraserne’. For mig har musik aldrig skullet forstås, men opleves. Det har jeg nu skrevet om musik i 30 år for at få folk til at forstå:-)

    Men tak for at blive holdt i ørerne. Bliv ved med det.

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top