Falch og dialektikken live

Jeg kom i går aftes til at tænke tilbage på Bangla Desh-koncerterne i 1971. Nærmere bestemt det øjeblik, hvor George Harrison introducerer Bob Dylan med ordene: “I’d like to bring out a friend to us all, Mr. Bob Dylan.” I hyggelige, hængerøvs-Danmark synes vi, det er for meget med den slags introduktioner, men mon ikke de fleste i Portalen i Greve i går havde det sådan med Michael Falch.

Han er en ven, ikke bare et blegt facebook-fjæs. For sin hudløshed, for sin ærlighed, men også for sin mærkeligt paradoksale blufærdighed og for sit mod til at knuse spejlene foran sig. Hvis ordet ‘ikonoklast’ overhovedet giver nogen mening i dag, er Michael Falch en sådan. Han er beviset på, at man kan være spirituel uden at spille helligfrans.

Samtidig er han her og nu. Og vi kender ikke kun det foreløbige facit, men han har undervejs delagtiggjort os så meget i mellemregningerne, at vi som publikum regner ham med i vores nærmeste vennekreds.

Det giver især hans solokoncerter deres egen fortættede intimitet. En slags broderskab m/k. Men samtidig lurer noget, der ikke er forudsigelighed, lige under det, der jo ikke er overflade. Giver det mening? Det gjorde det i går.

Derfor er det så heldigt, at Michael Falch er velsignet (undskyld!) med en evne til at udfordre sing-a-long mageligheden. Selvfølgelig giver han sine største hits, men han gør det uden halbal-agtigt at invitere til støvletramp og Shu-bi-dua-agtig fællessang. Lige et lille twist der, en forskydning her og der i rytmen og intonering, som gør, at han alligevel holder sangen for sig selv uden at afstå fra at dele den med os andre.

Det kører sikkert på instinktet, men det er netop dèt, der gør ham så unik og alligevel velkendt som performer. Den dialektik og indre diskurs (og hvad de ellers kaldte det, dengang Falch læste dansk på KUA) bliver også holdt lyslevende ved, at han til stadighed (som i øvrigt også Dylan) henter obskure sange frem fra bagkataloget.

I Greve gav han således, på el-klaver, en rent ud åndeløst formidabel version af ‘Som Et Lyn’. Uden Malurtmanerer befriede han sangen fra dens Fairlight-fængsel efter 27 år. Ud sprang sangens sårbare og stærke kerne. En anden sjælden gæst på repertoiret, ‘Min Barndoms Blå Tatovering’, havde ikke originalversionens bløde moduleringer, men kom flosset og forrevet igennem, som om den var et outtake fra Neil Youngs ‘Time Fades Away’-album. Det er en ros.

Mindre sjældne, men ikke forhåndsannoncerede gæster var produceren og guitaristen Lars Skjærbæk samt sangeren (og datteren) Mathilde Falch. Den første gav tilbagelænget, men aldrig slapt modspil på både dobro (‘Trækfugle’ og ‘De Første Fugle Uden Dig’) og guitar, og kom, sikkert uforvarende, på ekstranummeret ‘Mød Mig I Mørket’ til at minde os om, at den unge Falch ikke kun lyttede til The Clash på Nørrebro, men sandelig også Crosby, Stills & Nash.

Mathilde Falch har jeg tidligere anbefalet her på bloggen. Og gør det gerne igen. Udover at forvandle sin fars ‘Din Himmel Så Blå’ til en sensuel blues, fik hun selv spotlightet på sig, da hun sang sin egen ‘Kom Med Mig’. Hun missede ikke, hverken med øjnene eller chancen.

Afslutningsvist var det et godt scenografisk stunt, at Falch som ekstra ekstranummer satte sig på scenekanten og trubadursang ‘Jeg Bliver Ved Med At Gå’. Men også en symbolsk tilkendegivelse af den nærhed, han føler med sit publikum.

At dømme efter klapsalverne var det gengældt. Vennerne i Portalen havde i hvert fald svært ved at gå.

Michael Falch fortsætter sin turne til medio december.

Foto: Martin Dam Kristensen, 2009.