Falch stryger ikke inderligheden

Michael Falch, som i dag fylder 54, har det med at huske sig selv på, hvor han kommer fra. Hans bagkatalog rummer op til flere greatest hits-samlinger. I går var det 30 år siden, han debuterede som fandenivoldsk, men mærkeligt nok ikke respektløs billedstormer med Malurt og albummet Kold krig.

Det markerer han på sit (og Poul Krebs’) eget pladeselskab med cd’en Hele vejen. På en måde.

Der er en tendens i tiden til at gå tilbage og genindspille sine egne sange. Genhøre det gamle med fornyet indsigt, gå i barndom med voksne sko.

Falchs koncept er ret originalt. Med ‘sit’ band, Boat Man Love, og DR UnderholdningsOrkestret, sammen og hver for sig, genopfører han en række af de kendte sange plus fire helt nye numre.

Han er først og fremmest i fin vokal form. Inderligheden er intakt, enhver ansats til sentimentalitet sat uden for døren og ordene står klare og stærke. En rock-psalmist uden salvelse.

Siden Neil Young fik rødstrømperne på nakken med sin højtbelagte ‘A Man Needs A Maid’ har Falch næret en hemmelig kærlighed til strygere og rock. Den er han ikke alene om, og der er svulmende, men patos-frie øjeblikke i nyarrangementerne af ny-klassikeren ‘Binder Mig Aldrig Igen’, ‘Trækfugle’ og ‘Lad Mig Lige Se Dig’, mens jeg nok synes, at hans vokal på ‘Mød Mig I Mørket’ og Helge Sundes arrangement af samme sang lidt for udtalt lever hver deres liv. Strygerne truer hele tiden med at tage magten fra sangeren. Måske skulle man helt have undladt vokalen? Og hvad blev der af ‘De Vildeste Fugle’?

Derimod er der hjerteren telepati mellem Boat Man Love og Falch på spændstige fornyelser af bl.a. ‘Over Vesterbros Torv’ (med Neil Young-mundharpe) og ‘Neonsolen’, der skinner stærkt her, 29 år efter at den blev tændt.

De nye sange er varsomme og sympatisk tøvende, på vej videre frem. Ikke fri for at være det, den tidligere litteraturstuderende på KUA i 70′erne vist lærte at analysere som programmatiske. Men sunget med verve og nerve:

Vejrbidt og vindblæst vandrer man videre
på usikre ben med hinanden som ven
Vi finder et ståsted til kommende tider
Stadig insisterende på en happy end…

Godt, at Falch stadig er for rastløs og søgende til at finde den. Vingeslaget er måske ikke længere så vildt og utæmmet, men vingefanget er ikke blevet mindre med denne alt andet end repetitive selvfejring.

Pladen er – naturligvis – forsynet med en eksemplarisk booklet, hvor Falch skriver så engageret og selvransagende godt om sine sange, sine inspirationer og sit liv, at det for den, der skriver dette, næsten virker lidt flovt at have skrevet op til flere bøger om ham.

Men igenigen og heldigvis: Musikken får altid det sidste ord.

Michael Falch og Boat Man Love kan ses på Plænen i Tivoli fredag 24.9 kl. 22.