MIDT I EN BEATTID

Torben Bille spiller luftguitar på sindets gribebræt

Fargo ligger i Præstø

Fargo er, som de fleste filmelskere vil vide, en vindblæst by i North Dakota, som filmmageren Joel Coen gjorde til et sted i sindet. Fargo er også navnet på et albumdebuterende dansk band, ledet af sangeren og sangskriveren Jonas Bækkeskov Hansen. Han bor i Præstø. Det kan man ikke høre.

Hans drævende (og drevne) diktion emmer af Midtvesten. Det samme gør pladens otte i mere end forstand selvskrevne sange. Country er altså stikordet, tilsat samme dosis rock, som gjorde Gram Parsons så stilskabende.

Sangene skriver sig smukt ind i countrytraditionen om brudte løfter, knuste hjerter og den livgivende tro på, at tingene altid ender med at falde i hak, selv om livet kan give nogle hug.

Bandet bag Jonas Hansen er så no-nonsense tæt som Delta-Cross Band, og i Rune Højmark har man en instrumentalist, der navnlig på pedal steel ville kunne narre en indfødt amerikaner. Tilbagelænet og dog helt fremme i støvlesnuderne. Hør hvordan han, sammen med Jonas Hansen, gør Waylon Jennings hjemve-klassiker ‘Long way from home’ til sin.

Lige så overbevisende er Højmark på mandolin i tolkningen af Eric Clapton og Rick Danko’s ‘All our past times’, hvor Jonas Hansen i duet med Erika Nordahl glemmer sig selv til fordel for hinanden. Hvis man ikke kan forstå, hvad jeg mener, så hør dem synge:

All our past times should be forgotten
All our past times should be erased
I don’t care how much it costs
‘Cause I don’t count the loss

As long as I can see your face again

Man kan sagtens være anmeldersur og indvende, at det er småt med originaliteten. Til gengæld skorter det hverken på indlevelsen, genrehengivenheden eller ægtheden. Det sner ikke kun i Fargo, men også i Præstø.

Fargo: Don’t go south. Producere: Fargo m. Søren Mikkelsen og Jonas Hansen. Gateway Music.

Hør mere her.

Tagget med: , ,

Comments are closed.