Fjernt fra landsbyens gadekær
24. februar 2010 //
Ved årets udgave af dansk Melodi Grand Prix blev Jørgen de Mylius og Keld Heick hyldet med stående bifald. Det manglede bare andet. Det er sådan, vi skal behandle lyslevende legemliggørelser af en del af vores kulturarv. Ingen af de herrer er dog de rene museumsstykker. I radioen gør Mylle alt for at dokumentere, at musikken ikke blev opfundet i går, og Heick har de senere sæsoner ikke kunnet holde fingrene fra guitaren, når han har haft ‘oldies but goldies’-besøg på Charlie.
Med Mylius som konsulent og den yngre, retrobevidste guitarist (og Martin Hall-producer!) Johnny Stage som konceptmager og producer udsender Keld Heick i dag cd’en ‘Time Machine’, 18 sange fjernt fra landsbyens gadekær.
Sangene er nænsomt og smukt udvalgt blandt de mange popsange, som havde deres storhedstid i årene lige før Beatles-bølgen skyllede alt overbord. Og Heick synger dem med ærlighed og kærlighed i Stages kongeniale arrangementer. Postmodernister vil sikkert efterlyse lidt mere kant, men Heick var altid mere til Cliff og Ricky Nelson end til Elvis. Og han er tro mod sin fortid. Dette er ikke nytolkninger som sådan – og det er pladens konceptuelle svaghed – men snarere opdateringer fra en, der var der, mens det skete. Det er dens styrke. Ikke desto mindre er nogle af pladens bedste sange Heicks bud på Eddie Cochran-numre. “Nervous breakdown” er rent ud formidabel. Og Marty Robbins’ “A white sportscoat and a pink carnation” er stadig ikke til at stå for. Corny, ja vist, men det var jo sådan det var dengang pigerne bar hofteholdere og ikke selv hjalp til, når den skulle af. Nummeret er i tråd med resten af pladen, der er fuld af detaljerigdom (med en flov smutter i stavningen af komponisten til Buddy Hollys “Heartbeat”) og musikalsk af den gode, gammeldags slags. Her fortjener kontrabassisten Andreas Bennetzen hædrende omtale.
Jeg er måske lidt forudindtaget. Keld Heick var mit første idol. Ikke som sanger, men som håndboldmålmand. Han var ret suveræn der i skolegården på Statsgymnasiet Schneekloths Skole, og jeg var lettet, da han blev student. Så kunne jeg komme på skoleholdet…
Samtidig havde han jo sine Donkeys, og mens de siden måtte prøve at leve med, at de som de høflige, unge mænd, de var, havde sagt ja til deres producers ønske om at de skulle indsynge noget på dansk, ja, så er vi stadig en del, der husker deres første Beatles-inspirerede single “I’m waiting for you”.
Heick har vist stadig boldøje. Og ørerne fejler altså heller ikke noget, skulle jeg hilse og sige.
PS: Johnny Stage har samtidig udsendt sit eget album, “Unknown album”. Her medvirker den engelske guitarlegende Chris Spedding. Værd at tjekke ud. Til at begynde med her.
Foto: Thomas Juul/Tilsted (fra www.keld-hilda.dk)
Jeg læste godt i Ud & Se (udmærket dobbeltportræt af hr. og fru Heick – anbefales), at pladen ville komme. Den skal jeg bestemt give en lytning eller fem.
[...] Peter Belli gjorde det efter en længere omvej ad den måske mere lønsomme dansktopvej. Og nu gør Keld Heick det samme: Vender tilbage sin sine pigtrådsrødder. På Kelds Myspace-side kan man høre et par numre fra pladen – Eddie Cochrans “Nervous Breakdown” og Buddy Holly-klassikeren ( og kendingsmelodien fra den engelske tv-serie af samme navn) “Heartbeat”. Hvor Belli gik tilbage for at gå et par skridt frem i sangkataloget, banker Heicks hjerte for halvtredsernes og de tidlige tresseres rock. Og hvis de to sang er repræsentative for pladen som helhed, så må man sige, at Keld Heick – lige som tilfældet var med Peter Bellis genfødsel – har hjertet med i det overraskende og velkomne projekt. Jeg vender tilbage til skiven, når jeg engang får fingre i den . Imedens kan I læse Torbens omtale af pladen her. [...]