Fleet Foxes – ranke og lydefrie

Normalt synes jeg ikke, det rager læserne under hvilke vilkår anmeldere anmelder. Det seneste år har der dog udviklet sig en tendens, som påvirker pladeanmeldelserne: Nogle selskaber er ophørt med at sende fysiske cd’er til anmeldelse. I stedet må man som anmelder nøjes med at gå ind og høre streaminger, måske endda downloade eller, når det går højt, få tilsendt en cd i et cover uden credits, tekster og så videre.

Pladeselskaberne har forskellige (bort)forklaringer på den praksis: 1: Det er for dyrt at sende de rigtige cd’er. 2: Det er overflødigt, fordi det jo, når alt kommer til alt, er musikken, det handler om. 3: Ingen gider alligevel købe fysiske plader, så nu tager vi konsekvensen af downloadkulturen. Og så videre.

Til det er bare at sige, at det så er meget mere mærkeligt og selvmodsigende, at branchen beklager det styrtdykkende salg af fysiske plader, og at så mange kunstnere gør sig så megen umage med deres omslag; næsten som om indpakningen er en del af det kunstneriske udtryk. Tanken om, at en plade er et værk, en helhed, er åbenbart umoderne volapyk for visse pladeselskaber.

Seneste eksempel i min indbakke er det andet album fra Fleet Foxes, Helplessness blues.

Det, selskabet ville have, jeg skulle forholde mig til, var musik, indpakket i et anonymiserende stykke karton. Den officielle cd, derimod, er et stilsikkert udstyrsstykke: Digi-pack, smukt kalligraferede sangtekster, udførlige credits på en miniplakat. Kort sagt en plade som de tog sig ud da Fleet Foxes’ forbilleder havde deres guldalder.

Det er meget let at høre, hvorfor Seattle-sekstetten har bjergtaget såvel lyttere som kritikere. Musikken er rank, smuk og lydefri, og sangeren (og sangskriveren) Robin Pecknolds double-trackede krystalklare stemme lyder som et lyslevende levn fra dengang, den musikalske dagsorden blev sat af Crosby, Stills & Nash.

Pecknold synger sørgmodigt, men aldrig selvmedlidende, som en Graham Nash uden saccharin, men selv om de Mike Stipe-inspirerede tekster ikke er uden poetisk transparens bliver de hurtigt alt for fulde af ukendte mellemregninger. For private, simpelthen.

Derimod er der over hans kompositioner samme improvisatoriske og impressionistiske skønhed som hos David Crosby og Incredible String Band samt ikke mindst Paul Simon, Pecknolds ikke særligt hemmelige helt.

Problemet med denne efterfølger til Fleet Foxes’ tiljublede albumdebut er imidlertid, at alle kvaliteter, også de instrumentale, ufortalt, så har Robin Pecknold kun et begrænset farvespektrum på paletten.

På godt, gammeldags dansk: Trods den guddommelige flerstemmighed og udsøgte instrumentation kommer sangene hurtigt til at lyde for ens og for ens opbygget.

Koraler og kantater er ikke ukendt land for Fleet Foxes, men denne skribent har det med den slags som med søndagsprædikener: Har du hørt en, har du hørt dem alle. Og der er noget både selvbevidst og andægtigt over dette band, som får mig til at anbefale at nyde dem i små doser. Prøv at undgå at folde hænderne imens. Det er svært.

Kun på et nummer som ‘The Shrine/Argument’ bliver der strukket ud, så hippierocken møder avantgardejazzen. Det sted må de gerne udforske noget mere. Kirkerne skal nok blive ved at stå. Både de konkrete og dem i sindet.

Fleet Foxes: Helplessness Blues. Bella Union

Denne anmeldelse kunne du først læse på Geiger.

PR-foto hentet her.