Florence og poesimaskinen

Kommentarer slået fra

Florence Leontine Mary Welch. Navnet er lige så ekslusivt som den musik, hun laver sammen med det band, hun kalder The Machine, selv om de spiller som alt andet.

Ceremonials er efterfølgeren til gennembrudsalbummet Lungs. Og det lyder om muligt endnu mere storladent, endnu mere flertydigt, endnu mere suggererende med sin tætvævede, næsten guitarløse, pastoralt-orkestrale stoflighed af stemmer og keyboards, som ikke er af denne verden, men alligevel lige her for at minde os om skønheden altid finder en vej, ligesom smerten. Som en overflod, der virker uanstændig midt i en krisetid.

Florence Welch er i sin vokale rækkevidde blevet sammenlignet med både Kate Bush og Sisters of Mercy. Jeg hører også både Grace Slick og Annie Lennox i en stemme, der kan være klar som et kildevæld og selvfortabt som den bundløse brønd, mange af os til daglig lægger låg på. Og så midt i al det æteriske kan Florence også skrue bluesbissen på.

Det nye album mangler måske en øreåbner som ‘Kiss with a fist’, den småpunkede 2008-single, der satte Florence+The Machine på landkortet med ord som “you hit me once/I hit you back/you gave a kick/I gave a slap/you smashed a plate over my head/then i set fire to our bed…’ Sådan er der ikke meget pop, der lyder.

Sangene på Ceremonials er måske lidt for ens produceret, med en selvsikkerhed, som om hun allerede er et brand, men hvor er det både udfordrende og velsignet med en sanger og komponist, der tør give sig sin hang til det pompøse i vold uden at personligheden af den grund bliver væk i klanglige draperier og attituder. En sang som ‘Shake it out’ giver hende i fuld udfoldelse. Se den her.

Jeg vil nødig gå op til eksamen i analyse af ret mange af sangene. Det handler om at opleve snarere end at forstå. Som hun synger: “And the heart is hard to translate, it has a language of its own…” Og om at svømme hen med risiko for at drukne i følelsernes hav. Hun udleverer ingen korkbælter.

Florence får Oh Land til at lyde som en tegneseriefigur.

Florence+The Machine: Ceremonials. Producer: Paul Epworth. Universal Island. Udkommer i dag.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top