Flow My Firetear 20 år senere

Kommentarer slået fra

Mens vi venter på den annoncerede multi-cd-boks med Sort Sol, skader det ikke at mindes, at det i denne måned er 20 år siden, gruppen udgav albummet Flow my firetear.

BILLEDET AF en meget ung Steen Jørgensen – og vennen Camilla Høybye – taget lige før Sex Pistols-koncerten i København i sommeren 1977 hænger for evigt på hukommelsens opslagstavle, lidt falmet, lidt krøllet, men stadig fuldt af ungdom, næsvis provokation og en ’verden kan bare vente sig’-attitude. Sex Pistols ruin Copenhagen står der på det hjemmelavede banner, de bærer mellem sig.

Det gjorde Sex Pistols så langtfra, men den koncert og en med punk-gudfædrene Ramones blev prologen til det, der først hed Sods, og fra engang i 80’erne Sort Sol, et af de desværre alt for få levedygtige beviser på, at enhver modbevægelse rummer en indbygget sorteringsmekanisme – hvem er bare med for sjov, hvem tager øjeblikket så alvorligt, at det begraver en, og hvem vokser sig større end situationen ved at bruge den som brændstof og katapult.

Sort Sol var et lysende eksempel på det sidste.

Bandets debutalbum bød på to ting, vitalitet og vilje, men ret beset var Sods bedre til at spille op end til at spille. Sort Sol blev aldrig musikalske verdensmestre, og man kunne sagtens gå ind og pille de svage led fra hinanden, men det ville ikke give mening i en musik, der i den grad er sig sin begrænsning bevidst, at der deri ligger ikke så lidt af dens storhed.

Eller som sangeren Steen Jørgensen engang sagde: »Det er vel noget med, at vi er fire helt forskellige personer, som kan mixe en cocktail, vi alle sammen kan lide. Vi er en enhed, men den er ikke homogen som f.eks. D:A:D’s. Det giver nogle gange et resultat, som er smukt samtidig med, at det er grimt eller truende … Vi slipper aldrig noget, før vi er færdige med det og tilfredse med det. Og så er der måske også det, at vi altid har flirtet med andre miljøer end lige nøjagtig dansk rock. Det er simpelt hen for kedeligt, så vi har mere hængt sammen med digterne og malerne, som vi … har følt os lidt mere i fællesskab med, ja …«

ALBUMMET Flow My Firetear tydeliggør, hvad han taler om. Det kom efter en pladepause på små fire år og står som en monolit i den del af den danske rock, Sort Sol aldrig har følt sig helt hjemme i. Lars Top-Galias og Peter Peters motorsavseffektive guitarer med indbygget lyrisk sans (!) og de mest spektakulære udskridninger og hurtige opbremsninger siden Blue Oyster Cult opbygger et stålblankt værn mod den truende mainstream.

Men det rives ned indefra af især bassisten Knud Odde Sørensens næsten popsymfoniske sange, som aldrig går af vejen for et godt refræn, der virker nærmest punk-uforskammet i denne sammenhæng. Den kamp, det sammenstød, giver en dynamik, som ligner en bæredygtig vision, langt fra mange danske rockstjerners hang til klanglig udglatning. Og i Steen Jørgensens sort- og storladent dramatiske, til tider næsten overartikulerede vokal høres klart et ønske om en rock, der vil være uden for tiden. Ikke sådan at forstå, at forbillederne fra Jim Morrison over Iggy Pop og Joy Division til Leonard Cohen er svære at dechifrere, men de er bare irrelevante, når Sort Sol først står op. På den led, og i deres charmerende selvtilstrækkelighed, ligner de et andet stort dansk band, Gasolin. Det er derfor logisk, at Wili Jönsson spiller klaver på ‘Daughter Of Sad’, som sagtens kunne være skrevet af Kim Larsen.

DET ER en af mange sange, som vistnok handler om trangen til at teste vingerne i tidens orkan. Og andre sange handler om at føle livet brænde og måske brænde op i solen. På den indledende ‘Siggimund Blue’ synger Steen Jørgensen:

When I was a young child My heart was on fire and the air would burst aflame flowers were growing nothing knowing could be just the same And I loved it as I always do …

og senere på pladen, på den nattemystikmættede ‘Midnight Train To Summer’, befinder vi os i »my land of snow«, hvor »only darkness grows«. Men forude venter – igen – solen. Historien melder ikke, om han når frem, men musikken lader ane, at det lige så godt kunne handle om at få den indre sol frem.

Det er denne insisterende modstand mod at levere svar, denne frygtløshed over fraværet af indbyggede fortolkningsmuligheder, denne hang til hellere at fare vild end vise vej, der gjorde Sort Sol til noget særligt – ikke kun i dansk rock. Og så havde de en lyd, der stod som et manende udråbstegn midt i mageligheden.

Sort Sol: Flow My Firetear. Producere: Kim Hyttel & Sort Sol. Cover: K Grafik & Ole Christiansen Columbia/Sony.

I 2002 kørte GAFFA en føljeton om Sort Sol. Afsnittet om Flow my Firetear kan du læse eller genlæse her.

Sort Sol-boksen, The Blackest Box, udgives af Universal 28.3.

PS: Gamle punkere ruster ikke. De bliver bare kongelige. Se her.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top