Fri strengeleg med Billy og Aske

Når vinteren strenges, er guitaren en god radiator. Og to guitarister kan sammen udgøre et helt kraftværk. Det beviste Aske Jacoby og Billy Cross, da de i går lagde vejen omkring Bremen i København som næstsidste stop på en mini-turne, der slutter torsdag i Kerteminde.

De er som guitarister ret forskellige. Cross har især på akustisk ikke så lidt af en god, gammeldags guitar-picker i sig, når han da ikke opmaler Jimmy Page-lignende lydlandskaber eller demonstrerer, at slideguitar ikke behøver være en træt blues-kliche. Jacoby, som altid har forstået at være tilstede i selv den mest fraværende musik, er mindst lige så teknisk velfunderet. Han lyder på sin Chandler-guitar som en ung Larry Coryell med en distinkt country-flavour, men fremhæver selv både Jeff Beck og The Beatles som en inspiration.

Lyden var eksemplarisk, og ydede righoldigheden af glissandi, barrégreb, flageoletter og overtoner fuld retfærdighed. Men selv om det måske nok tangerede det nørdede i nogle af de klangudforskende instrumentalpassager, hvor den ene improvisation digtede videre på den anden, blev det aldrig bare blær og guitarlir.

Aske Jacoby og Billy Cross spiller nok for og til hinanden, men de lader ikke publikum i stikken. Og så er der en god portion humor med i selve spillet. Derimod kunne jeg godt have undværet mellemlægssnakken. Den var ikke altid lige morsom.

Repertoiret var til tider lige lovligt leddeløst sammensat, og hyggen tog af og til over på bekostning af intensiteten, men er det ikke sådan, det er, i en legestue?

Første sæt varierede fra ‘Freight Train’ til en gnistrende udgave af Larry Williams’ arketypiske rocker ‘Bony Moroni’, og efter pausen strålede Cross’ kvaliteter som balladesanger, midtvejs mellem Don McLean og Bob Dylan anno ‘Simple Twist Of Fate’.

Også Jacoby lagde sine tunge lodder i vægtskålen med autoritative sangfortolkninger af Dylan’s ‘Ring Them Bells’ (fra cd’en Clubbing) og fra samme plade ‘The Water Is Wide’. Duoen rundede af med en strømførende opdatering af Chuck Berry’s ‘You Never Can Tell’ og som ekstranummer en sjælden fremførelse af ‘Legionaires Disease’ – i sin tid doneret af Dylan til Delta-Cross Band.

De relativt få, men meget medlevende tilskuere afsluttede aftenen med stående ovationer. Forhåbentlig får langt flere chancen ved den næste gang, der da må komme, ikke?

Foto hentet på flickr.