Frits Helmuth – meget mere end hudløs

Man behøver ikke være Springsteen-fan for mangen en aften i fladskærmens skær at tage sig i at nynne hans sang om at have »57 channels and nothin’ on.« Og så pludselig, midt i båndsløjfen af udpinte temaer, skamløse pinligheder og oppustet retorik, kan man støde på programmer, der ikke alene minder en om fascinationen og magien ved mediet, men ligefrem får en til at skrive tak på girokortet til licenskontoret.

Nu er girokort ikke, hvad de var. Det er fordybelse på tv heller ikke. For slet ikke at tale om hæderlighed og ærlighed.

Begge dele var i mandags til stede i både generøst og næsten grumt overmål i Per Wennicks dokumentar om Frits Helmuth, manden, de kaldte »ølhundens søn.« Foromtalen beskrev programmet som »hudløst.« Brugen af den kliche er slet ikke i sync med det timelange indblik i et liv, levet af en mand, for hvem virkeligheden var en fiktion – for nu at citere hans søn, Mikael Helmuth.

Historien om Frits, sønnen, der både kæmpede for at komme fri af faderens skygge og gemte sig i den, er følelsestærende alvor. Fortalt uden billige trick.

Med hans sidste forestilling, ironisk nok i rollen som Osvald, som rammefortælling, indfølt filmet i 2003 af Henrik Helsgaun, oprulledes en skæbne, der fik succes på scenen, men det modsatte, når følgespottet var slukket.

Frits Helmuth var førstestemmen i det tragiske kor; sønnen, datteren, Pusle, vennen og instruktøren Kaspar Rostrup var blandt de, der gjorde koret flerstemmigt. Ikke smukt og harmonisk, men nøgternt og alligevel med ømhed. Helt i Wennicks stil, som skyede det patroniserende, det fordømmende, det sentimentale. Man kan indvende, at han skulle være gået mere til sin hovedperson og udfordret dennes defaitistiske holdning til sit alkoholiserede liv og den mavesårsfremkaldende arv efter en far, der var lige så fraværende som han selv endte med at være. Det var unødvendigt.

Close-up-billederne sagde alt om omkostningerne ved at »skulle leve op til at være den, han var blevet berømt på at være.«

Og næsten uudholdeligt at overvære var de sene optagelser, hvor han – siddende over en fadøl – glædede sig til et andet liv. Samtidig sagde hans vandanløbne øjne, at han vidste, at det magtede han ikke. Han havde valgt for længst. Som han sagde: »Hvor meget poesi kommer der ud af et glas isvand?«

Det er på sin vis rigtigt, men også noget fordrukkent sludder. På den anden side ville ædruelighed – deprimerende nok – ikke have givet nær så godt tv.

Genudsendes på søndag på DR1 kl. 15.55

PR-foto: Agnete Schlichtkrull/DR ©

Denne anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK