Frontalangreb på 68′erne

1 Comment

londoncalling

Mandag 14.12 er det, gys, 30 år siden The Clash med deres debutalbum erklærede krig mod generationen, der opfandt ungdomsoprøret og friværdien.

COVERET siger det meste: I et grafisk regi, planket helt bevidst fra Elvis Presleys omvæltende 1956-debut, er en ung musiker sekunder fra at smadre en elektrisk guitar mod scenegulvet. Det er på en og samme gang et ’rend-mig-i-røven’ signal og en videreførelse af stolte, anti­au­toriære rocktraditioner. Sådan var The Clash.

De hadede 60’er-pionerer som The Who, men mest fordi de var først med at tage strøm på systemet, og nok så meget: fordi de ikke blev ved, men lod sig pacificere som kunst, ja, underholdning. Punken tilhørte forlængst nostalgikere, sociale tabere og antropo­loger, da The Clash i decem­ber 1979 udsendte deres tredje lp, dobbeltalbum­met “London Calling”. Men The Clash var kun punk i attituden, og for medie­medvindens skyld. Eller som guitaristen Mick Jones allerede i 1977 vrængede efter debut­pladen: »It ain’t punk, it ain’t new wave. Call it what you want, all the terms stink. Call it rock ’n’ roll!«

To år efter gav “London Calling” ham ret. Det, der slog, og stadig slår hårdt, er energien – e-n-e-r-g-i-e-n! Musikerne og sangene nærmest snub­ler over hinanden for at komme til, inden … ja, inden hvad? Der er en bevidsthed om, at dette er øjeblikket. Ikke nu, men nu, så grib det og udvid det. Sangeren Joe Strummer lyder til tider som om han dårligt kan få vejret af bare ophidselse og glæde over at være med til at udfodre rockhistorien på stort set hver eneste sang på en plade, der ikke afleverer sine pointer subtilt, men genopliver rock som  selve vilje- og råstyrkens talerør.

Den indledende titelsang er en ouverture til Arma­geddon, et sidste udkald for alle de uformulerende, der ikke vil finde sig i mere:

London calling to the faraway towns
Now that war is declared and battle come down
London calling to the free underworld
Come out of the cupboard all you boys and girls

London caling, now don’ t look at us
All that phoney Beatlemania has bitten the dust

…  for tiden er inde til et frontalangreb på pseudotrygheden og de åndede 68’ere, der har besat den offentlige bevidsthed, og ladet stå til:

The ice age is coming, the sun is zooming in
Engines stop running and the wheat is growing thin
A nuclear error, but I have no fear

London is drowning – and I live by the river …

Og så fra denne rock-fanfare hastigt videre til den gamle pigtråds­klassiker, »Cadillac«, der ruller deruda’ som en højoktan, ram­sal­tet rockabilly. Og som ikke har andet budskab end, at nu er hun kørt, ude af syne, og hun kommer aldrig tilbage. Kun hvis jeg kommer efter hende, så afsted, så afsted … og sådan er The Clash.

NÆRMEST uover­stigelige modsætninger mødes tvangfrit i musikken, og noget, der lyder som en evighedsmaskine, bliver igangsat og holder sig kørende på en blanding af reggae, ska, rudimentær rock af Kinks- og Who-skolen og en masse tydelige ekkoer af den musikalske smelte­digel, London altid har været. The Clash behersker ikke alt lige godt, men de vil det hele lige meget. Det er til at få åndenød over. Ikke mindst fordi der oveni al attituden, den rytmiske brutalitet og arm­bøj­ningerne også er et overflødighedshorn af gode sange: »Koka Kola,« »I’m not down« (tag den, Lennon!), »Revolution rock« (uden ironi) og uden for nummer, Mick Jones’ vidunderlige Motown-pastiche »Train In Vain«.

Budskabet er så tydeligt som Paul Simonons tordnende motor­savs­bas, Jones’ skarpretterguitarer og Topper Headons uortokse, men tungt­vejende tromme­spil midt­vejs mellem Ringo Starr og bigband jazz: Vi kan ikke vente på revo­lutionen. Vi må skabe den selv. Og vores våben er rocken. Tag den, alverdens Margaret Thatcher’e!

Tidernes tiltagende apolitisering har ikke kunnet kortslutte The Clash. “London Calling” rimer eklektisk på elektrisk, og lyder stadig som et af rockens smukkeste kultursammenstød.

The Clash: London Calling. Producer: Guy Stevens. Cover: Ray Lowry & Pennie Smith. CBS/Sony, 1979.

Albummet blev genudsendt, remastered, 1999 samt i en storslået dobbelt-cd udgave i 2004. Og som om det ikke er nok, er der annonceret en 30 års jubilæumsudgave på selve den runde dag, og The Clash er altså i den grad med historiens ubønhørlige ironi blevet del af den samme industri, de blev født som protest imod.

Ovenstående er et lettere revideret uddrag fra min bog Lydspor.

Også min blog-kollega CAPAC markerer dagen. Og musikken. Det samme gør Jens Unmack her.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

  1. comment-avatar
    Trine14. december 2009 - 09:26

    London Calling!!!! Det er da hvad du tager med til rocktræf næste gang, n’est ce pas? The Clash LIVE

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top