Ganske godt genhør med C.V.
16. november 2011 //
DER VAR EN periode i mit alt for lange liv som avisanmelder, hvor jeg var så forgabt i C.V. Jørgensen, at det truede med at underminere min kritiske integritet. Og når jeg siger C.V. Jørgensen, mener jeg bandet af samme navn. Jeg hang ud med dem, var på turne med dem (bl.a. i Oslo, hvor de spillede for to skakspillende tilskuere og det var det) og sangene kendte jeg bedre end mit eget personnummer.
Den tid i 70′erne med nappajakke og figursyede Baron-skjorter kommer tilbage for fulde hammer ved genhøret med det bokssæt, der netop er udkommet under den passende titel Det ganske lille band. Jeg siger det bare som en advarsel, før du læser videre.
Det startede med, at jeg faldt bagover, da jeg hørte T-shirts, terylenebukser og gummisko, C.V.’s andet album. Jeg skrev en sikkert alt for begejstret anmeldelse i MM, og satte mig for, at ham måtte jeg interviewe. Det foregik hjemme i min toværelsers med karnap i Sydhavnen. Interviewet blev aldrig trykt. Carsten sagde ikke meget, for nu at sige det mildt. Og virkede hele tiden, som om han mest havde lyst til at gå.
Ordene gemte han også dengang til pladerne.
Dem er der fire af i den nye boks. Solgt til stanglakrids, Storbyens små oaser og Vild i varmen remastererede i en lyd, der virkelig kommer ud af højttalerne; plus en cd med rariteter som solide DR-koncertoptagelser fra 1979 med guitaristen Ivan Sonne Horn i hopla samt to oversatte udgaver af Entertaineren og Fra en telefonboks. Gary Nicklin rammer tonen, men skæringerne, som var en promo-maxisingle til MIDEM i Cannes, viser, hvorfor C.V. holdt sig til at forny det danske sprog.
MENS SANGENE og C.V.’s egenartede blanding af sårbar ensomhed og hudflettende sarkasme jo ikke kan komme bag på mange, minder bokssættet også om, hvor stor en rolle bandet C.V. Jørgensen spillede. Og hvor meget musikerne gjorde for musikken. Ja, både trommeslageren Rene Wulff og ikke mindst Ivan Horn er jo medkomponister til nogle af de vægtigste bidrag i C.V.-kanonen.
I mangt og meget var ‘det ganske lille band’ i sin grundopstilling med Horn, bassisten Erik Falck og Wulff C.V.’s E Street Band. Indbyrdes var de meget forskellige, og der var ikke altid fordragelighed i hverken turbus eller øvelokale. Temperamenterne slog gnister, når egoerne kolliderede. Og det kan høres i musikken.
Wulff, der nu har sin egen karriere som sanger, slog så hårdt som Max Weinberg, og havde en formidabel hi-hat og stortromme og spillede en mean ole mundharpe. Genhørt kan man mene, at der er noget anspændt over trommestilen, men det harmonerede godt med hans måde at være i band på. Han skøjtede aldrig udenom, men var en enorm drivkraft som hele tiden udfordrede den småindolente tilbagelænethed, både Horn og Carsten let kunne falde i. Hans makker, Erik Falck, var mediatoren i bandet, men var som instrumentalist pågående og funky som få. Hans basgange er ofte sange i sig selv. Og han var den, der tydeligst holdt fast i gruppens oprindelige inspiration, som ikke så meget kom fra Bob Dylan som fra Doobie Brothers og Little Feat.
Lowell George (og Rory Gallagher og Ry Cooder) var nogle af de guitarister, Horn hørte. Og nok var han en af tidens danske guitarguder, men han trykkede bare aldrig en solo af for sin egen skyld. Altid for melodien. Introen til ‘Entertaineren’ er et godt eksempel; for ikke at tale om hans slidespil og ophøjelse af rytmeguitarspillet til en kunstart.
ANDRE VAR MED til at farvelægge sangene. I starten Per Wium, hvis tangenter og strings på ‘Bellevue’ dukker op efter alle disse år, hvor de næsten var gemt væk i en dårlig cd-gengivelse. På samme prægnante måde er hans Aladdin Sane-agtige klaverspil på ‘Abonnenten’ lige så uundværlig for den sang som C.V.’s mærkeligt følelseslakoniske og alligevel fascinerende selvportrættering af ham, der “stirrer panisk på en stum dum telefon/du er helt alene nu, men alt for nervøs til at ta’/den i din hånd og du vil så nødigt vække nogen…” Siden indgik Thomas Grue i en tandem med Horn, og afsluttende introducerede Lotte Rømer med sine klaviaturkompetencer en ny rytmisk følsomhed i det karlekammer, bandet sagtens kunne være.
Den dag i dag ville jeg nødig skulle vælge mellem de tre plader. Friskheden, det helt personlige univers midt i en fodformet tid og så fornemmelsen af at være på vej til at eje hele verden smitter stadig på Storbyen små oaser.
Vild i varmen for Stig Kreutzfeldts produktion og civilisationskritiske popsange som ‘Et satanisk mesterværk’ og den alt for underkendte ‘vi-fik-vist-aldrig-sagt-farvel’-sang, ‘Clue’ – fatter man ikke meningen med C.V. Jørgensen, når man hører den sang, fatter man den trist nok aldrig. Det var den plade, hvor markedsføringen bestod af klistermærker med tekstcitater fra sangene!
Og endelig Solgt til stanglakrids for ‘Søndags-seancer’ og den profetiske ‘Surf a la mode’ om den klare, utvetydige punk, der en dag kan ende “alternativ muzak”. Det var et album, hvor sangeren forudså 80′ernes ‘ingenting og festfyld’, som den især tog tilløb til at udspille sig i den støt voksende reklamebranche, han kendte via sin kones arbejde.
Men samtidig er der over det sidste album ikke længere helt samme glubende iver efter at sige til og fra. Noget var kørt til ende, og Carsten Valentin Jørgensen parkerede sig selv på et sidespor, hvorfra han - med skarpsyn – søgte at gennemskue snitmønstret til tidens tern.
Han forlod 70′erne og efterlod en samling nye fædrelandssange, som du finder i denne boks.
C.V. Jørgensen: Det ganske lille band 1977-1979. Koordination: Thomas Trolle Hemdorff. Remaster: Jørgen Bo Behrensdorff. EMI. 4cd.
Kollega Capac har også genhørt Jørgensen & co.
Mon der kommer en komplet boks engang?
Det siges
“remastererede i en lyd, der virkelig kommer ud af højttalerne”
Har kun smuglyttet på Spotify, men volumen har da vist fået et ordentligt hak opad, som på så mange andre moderne remasters…
@Klaus: Det er ikke så meget i volumen, som i selve dynamikken og nuancer. Nu lyder musikken faktisk som før pladerne i sin tid blev skåret…
@ Torben Bille
Hvorfor har du egentlig aldrig skrevet en bog om CV? Jeg mener: Du har fulgt hans musikalske udvikling på tæt hold og du har interviewet ham flere gange end nogen anden. Du må simpelthen have materiale til en bog. Din kritiske integritet er vel ikke truet i højere grad med CV end med Michael Falch eller Sebastian eller hur? Er det fordi CV ikke vil autoriserer en sådan bog (apropos Niels Martinovs flove såkaldte biografi – det er jeg sikker på, at du under alle omstændigheder kan gøre bedre)?
Siges det også at CV udgiver en plade næste år?
@Peter Due Jensen: Hvor er det svært at skrive en biografi. Hvis hovedpersonen autoriserer den kan man være sikker på at det kun er hans version som kommer frem. Tænk bare på de nye om Johnny Madsen og Krebs, som er et orgie i skønmaleri og ligegyldigheder. Omvendt er den ikke autoriseret vil den blive hakket ned af de anmeldere som elsker kunstneren og som foretrækker skønmaleriet!
@Peter Due Jensen: Tak for tilliden. Jeg kender ikke til omstændighederne omkring Martinovs bog, men aktivt med i den var han jo ikke, så du har ret i, at sådan en bog har vi stadig til gode:-)
Autoriserede biografier er kedelige. Sådan en har jeg aldrig lavet. Præmissen for bøgerne med og om både Falch og Sebastian har været, at det var deres liv og min bog. I det krydsfelt mødtes vi.
Det siges, at CV har noget nyt på vej, men jeg ville ikke tage et væddemål om det før pladen er der…
@Torben Bille: Tak for ordene. de fik mig til at læse dine gamle artikler om CV, fra både MM,Politiken og Zoo-Magazine. Jeg har af en eller anden grund aldrig lyttet til CV Jørgensen før Indian Summer (Tidens tern dog undtaget). Men SÅ købte jeg boksen i går og var solgt (og ikke til stanglakrids!).Det er ganske intens og stærk musik! Nu vil jeg fortsætte min fordybelse i CV´s univers og er især spændt på de to første plader.
Ked af at det hele ikke er kommet samlet i en box, men det kan måske skyldes at hele tre pladeselskaber skulle involveres i projektet. En anden grund til at man udgiver hele produktionen i flere box´e kan være at man får en højere styk-pris når der er færre CD´er i hver enkelt box? Må jeg også lige pointere at lay-outet i denne box ligger langt fra de noget “flade” pap-covere, som oftere optræder i box-udgivelser! Disse er således lavet i samme kvalitet som den nye box med Sort Sol og det er hvis også samme mand som står bag indpakningen!
@Arne: Ja, det er lækkert, at de er lavet som lp-replica. Og du har ret i, at ventetiden på den definitive boks nok også skyldes en række rettighedsclearinger. F.eks. findes hverken det oprindelige selskab, der udgav de to første plader, eller det selskab, som forestod den første genudgivelse af samme.
Måske skulle vi lige pege på – af hensyn til ‘nybegyndere’, at den gamle boks med de syregrønne hits stadigvæk er til salg for en slik derude…
@capac: Absolut, men selv om den dobbelt-cd medtager nogle af tidligste CV-ting, er lyden på den slet ikke på niveau med dette bokssæt.
Det tror jeg gerne, selv om lyden dog er bedre end den møgbeskidte lyd, Souxie and the Banshees fumlede med… Men en udmærket intro er det nu, hvis man ikke har værket i forvejen.
@capac: Du har ret i at det er en udmærket intro, men det er og blir´ kun en intro og derfor mener jeg at pengene er givet bedre ud ved at købe hele CV´s produktion. Udover den ny box til kr. 170,00 koster resten af bagkataloget kun 40-50 kroner stk. Jeg har selv nu investeret i alle de CD´er som jeg manglede og jeg er rystet over den høje kvalitet. Selv de to første som jeg aldrig har haft mod til at lytte til, i det jeg troede de repræsenterede noget indadvendt hippie-flip, er utroligt spændende og livgivende at lytte til. Nu vil jeg bruge fredagen (og week-enden) til i endnu højere grad at komme ind under huden på de mange plader. Tak til TB fordi han med sin enkle artikel, endnu engang har åbnet mine musikalske øjne (omend, det som sædvanligt betyder at jeg må tømme min sparebøsse).
@Arne: Ja, det er også det forbehold, jeg tager over for de syregrønne. Det er selvfølgelig bedre at købe hele kataloget. Så kan vi så vente på, at hele dynen bliver opgraderet, som Torben antyder, det vil ske…
Havde I det muntre hjørne på pladespilleren tidligere i dag. En fantastisk dejlig plade – og meget bedre end den overvurderede Sjælland…
@Klaus: Nu skal jeg ikke bruge TB´s platform til en privat tvist, men alligevel! “I det muntre….” er en genial plade hvor både tekst og musik går op i en højere enhed, og det mener jeg trods det at jeg har boet i Bjerringbro!! Med hensyn til “Sjælland” er jeg ganske uenig med dig. De to plader kan ikke sammenlignes, da de er opbygget med hver sin stemning. Måske kan pladens jazz-univers forstyrre “gamle” CV-fans. Men da jeg selv er den lykkelige ejer af knap 130 plader med Miles Davis og en del Palle Mikkelborg, finder jeg pladens musik ganske unik og får gåsehud, hver gang jeg lytter til den. At lytte til den er næsten en religiøs oplevelse!! Den kan ikke vurderes højt nok og hvis der var nogen retfærdighed til vil han meget snart modtage Nobels litteraturpris for teksterne!
Ja, hvis du kender Davis og Mikkelborg, så har du jo nærmest phd i jazzhistorie.
Det er den grimme 90′er trommelyd og de ferske keyboard der skæmmer Sjælland. Det muntre hjørne er tidsløs…
Kære Klaus. Nææ jeg er ikke proffesor i jazz, men pointen var, at jeg nok lytter anderledes til “Sjælland” fordi jeg i forvejen holder meget af de to nævnte kunstnere. I øvrigt kaldte CV Jørgensen & Co arbejdsprocessen med “Sjælland” for “Så Miles, som muligt”. Jeg har hørt både “Det muntre..” og “Sjælland” i dag og er vildt betaget af begge, uagtet deres forskellige univers. Måske skyldes skuffelsen over lyden på “Sjælland”, svagt afspilnings-isenkram?
PS: Som jyde kan jeg godt gå med til at Sjælland er overvurderet, men så er det mere et geografisk problem end et musikalsk!
Tror desværre ikke nyt afspilnings-isenkram kan redde de sange der lider under Kasper Windings produktionsvalg. De må have lyttet til de “forkerte” Davis plader, f.eks. Aura…
@Klaus: Det er blevet sagt at man ikke kan diskutere smag. Vel kan man så!! Det er bare nogen gange svært at blive enig. Jeg vil gerne slutte denne debat med at glæde mig over at vi begge kan blive enige om at “I det muntre hjørne” bare er en rigtig god plade! Tak for dine ord! og til TB fordi han er så gavmild, at han lader os komme til!
@arne: I skal være velkomne. Jeg er nok enig i, at Sjælland er en kende overvurderet, men igen: Det beror på dagen og ens modtagelighed.
Selv foretrækker jeg, når alt kommer alt, Indian Summer, som er med i min bog Lydspor – 100 af verdens bedste rockplader (Gyldendal, 2001). I Kulturkanonudvalget mere eller mindre kompromissede vi os frem til Tidens Tern, som stadig er en langt bedre plade end C.V. selv har givet udtryk for, at han synes.
Fraklip fra det fjerne anyone? Jeg fik aldrig rigtig lyttet mig ind på den. Indian Summer er også en favorit her – Nanna gør det godt på den plade…
@Klaus: da debatten har taget en drejning vil jeg gerne fortage et comeback. “Fraklip…” er en sjov plade da den nok er den perfekte blanding af “Sjælland” og “Indian Summer”. Og jeg vil gå så langt som at sige at “Fraklip..” er nem at holde af for den som er vilde med “Indian summer”, men knap så begejstret for “Sjælland”. Selv holde jeg meget af den, men må nok også indrømme at det er et værk som kræver megen tid og fordybelse, for at knække koden! Rygtet siger at CV kommer med et studio-album i 2012 og jeg er da også meget spændt på om han vender tilbage til det mere enkle rock-udtryk i det jeg må erkende at han nok ikke kan udvikle sig mere i “jazz-genren” uden at komme for langt ud!
Inspirationskilderne: little feet, som tb skriver, staves nu little feat
@Kurt: Navnet “Little Feat” hentyder til Lowel George´s små fødder. Men angiveligt som hyldest til Beatles valgte man at stave det “Feat”, hvilket får mig til at gantage den hel unikke og gamle vits, som jeg selv har opfundet: “Bare fordi man lytter til Little Feat, behøver man ikke gå i små sko”.
@Kurt: Tak for rettelsen. Den er nu effektueret.
@Torben! Hvordan mon ATS ville rette en stavefejl af ovennævnte karat? Mon ikke man ville skrive: ATS bekagler at vi kom til at stave Little Feat for Little Feet. Dette skyldes en “fodfejl” hos korrekturlæseren! For at han ikke skal dø i synden har vi malet ham brun over det hele med skosværte og låst ham inde i et kosteskab, sammen med Pia Kjærsgaard!
PS: Vi overvejede at male ham brun med Nutella, men det ville nok være umenneskelig (for ham).
De hedder da Little Feat, fordi ordet “feat” betyder bedrift på engelsk (de små bedrifter), og har altså intet med hverken Lowell Georges eller andres fødder at gøre eller for den sags skyld med Beatles
Nemlig!
Nys hjemkommen fra Sort Sol´s afskedskoncert måtte jeg lige tjekke sidste nyt fra TB. Jeg skal beklage at jeg har kolporteret en usandhed om Little Feat` s navn, men føler en hvis uskyld da jeg har anekdoten fra LF´ s bassist Kenny Gradney, som jeg delte to fadøl med, efter en koncert på Train i Aarhus. Jeg glæder mig til at møde ham igen, så han kan lære nogle facts om den gruppe, han har været medlem af i knap 40 år!
PS: Han fortalte at pointen med Beatles var at man tog et kendt ord og lavede lidt om på det. Beedle blev således til Beatles, Birds blev til Byrds og Feet blev til Feat!
På Little Feats hjemmeside:
How did Little Feat get its name?
As strange as it sounds, the name Little Feat comes from the size of Lowell George’s feet. Paul Barrere explains; “Lowell George had unusually little, fat feet and Jimmy Carl Black of The Mothers happened to make mention of them to Lowell with an expletive. Lowell deleted the expletive and the name was born with Feat instead of Feet, just like the Beatles. Neat huh?”
Min bror (som er journalist) siger ofte: “Research kan ødelægge selv den bedste historie. Godt at konstatere at det modsatte kan være tilfældet
@Arne og Kurt
Jeres argumentation er ganske overbevisende, så jeg skynder mig at pakke skråsikkerheden ned. Jeg bliver dog nødt til at understrege, at “feat” altså betyder bedrift.
@Peter Due jensen: hvis man er fuldt overbevist om et eller andet er man ikke skråsikker, så er man “bare” sikker. Og det er der ikke noget galt i. Jeg tror vi alle har været så overbevist om et eller andet at vi var parate til at vædde alt hvad man ejer, for så at opdage at man har taget fejl. Og så er det at man opdager at man blot er et menneske, hvilket jo ikke er så dårligt! Jeg glæder mig til fortsat at læse dine input hos TB!
PS: Det er korrekt at feat betyder drift på engelsk. Men var det denne betydning ville man nok vælge at hedde Little Feats, da det jo er flertalsformen. Omvendt er feat i betydningen feet, jo flertalsform i sig selv!
For lige at få tingene i rette perspektiv, i relation til alle de mange kommentarer i forbindelse med denne anmeldelse, skal jeg blot fortælle, at der er to væsentlige årsager til at dette bokssæt nu engang ”kun” indeholder 3 (4 – inkl. rariteter) Cd’er:
For det første fordi vi alle fire i bandet – dvs. Ivan Horn, Erik Falck, Carsten V. Jørgensen og undertegnede – i sin tid skrev kontrakt med Metronome. Dvs. vi skrev kontrakt som band og ikke som enkeltperson (Carsten!).
For det andet fordi det man her hører ganske enkelt repræsenterer det, vi nåede at indspille i den tid bandet eksisterede. Hvis der skulle have været hældt en masse andet på, ville det jo have været ret så misvisende at kalde boksen for ”Det Ganske Lille Band”!
Vores bagkatalog har siden Metronome dagene været på en længere rundrejse hos div. danske pladeselskaber – desværre med en hel del ”cheap model” udgivelser til følge, og uden vi havde magt til at stoppe det. Vi har hele tiden ment at disse indspilninger fortjente en bedre skæbne, og nu er kataloget så heldigvis landet hos EMI, som har været ultra seriøse og meget entusiastiske gennem hele denne proces. De har absolut kun villet det bedste, hvilket naturligvis har været en sand fornøjelse at konstatere. Endelig kan vi læne os tilbage med et resultat i hånden, vi alle fire kan stå 100% inde for – og det sidste punktum er dermed sat!
Men ellers vil jeg bare sige tak for alle de pæne ord – og mens jeg er her – ønske jer alle en god jul.
Bedste hilsner
René Wulff
Tak for info, Rene. Og det samme til dig!
Kære Rene! tak for dine ord og din indsats på de fire plader. “Problemet” er nok at vi er mange, som i flere år har tørstet efter hele CV Jørgensens produktion, remasteret og i en fin box, inclusiv pladerne fra “Det ganske lille band”. Det er set før at flere pladeselskaber er gået sammen om at udsende en kunstners eller en gruppes hele produktion. Det sidste må være Tony Bennett, som netop har udsendt en box med over 70 CD´er. Musik som oprindeligt blev udsendt på to pladeselskaber. Nu håber jeg blot at jeres fine box, kan motivere andre til at udsende resten af CV´s produktion i samme høje kvalitet, både lyd- og designmæssig!
@Arne: Til din orientering kan jeg fortælle, at der rent faktisk – og seriøst – bliver arbejdet på at få udgivet en del af Carstens bagkatalog i “ny udgave”. Men hvor omfangsrigt det bliver og hvornår det sker, skal jeg ikke kunne sige. Ét af problemerne er jo, som du selv er inde på, at en stor del af materialet ligger spredt ud på forskellige selskaber. Én ting er dog sikkert – det kommer ikke til at indeholde materiale med “Det Ganske Lille Band” i denne omgang. Personligt ville jeg ikke have noget imod, hvis man på et tidspunkt samlede hele C.V. Jørgensens bagkatalog i ét og samme bokssæt. Men det er ikke aktuelt lige nu og her, og for at være helt ærlig tror jeg heller ikke, det er noget du skal sætte næsen op efter vil ske foreløbig! Carsten har i øvrigt også helt andre ting i hovedet lige pt., da han som bekendt arbejder på både en live-Cd og med nyt materiale.
@Arne: En ting er, at C.V.-kataloget er på forskellige selskaber. Noget andet er, at nogle af disse selskaber af den ene eller anden grund ikke er mere, og både de mekaniske rettigheder og forlagsrettighederne er på andre hænder, og det er tit ikke de samme hænder – om jeg må sige, men det kan da lade sig gøre, hvis man virkelig vil. Det har du ret i.
Uden at sige det højt har Rene også den pointe, at musikere som regel kerer sig mere om nu- og fremtiden end om fortiden.
Derfor kan det have lange udsigter, men lobbyarbejdet er jo, som du kan læse, i gang:-)
[...] Læs også Torbens personlige omtale af boksen – her. [...]