Gene Clark in memoriam

I denne uge, nærmere bestemt i tirsdags, er det tyve år siden, Gene Clark døde, 46 år gammel. Dødsårsagen var de fatale eftervirkninger af en mangeårig alkoholisme. Nogle måneder før sin død var han sammen med resten af de originale medlemmer af The Byrds blevet indlemmet i rockens Hall of Fame. For en enkelt aften lod de fortid være fortid, glemte deres indbyrdes modsætninger og gav en meget nærværende version af Clarks ‘I’ll Feel A Whole Lot Better’.

Sangen var b-siden til den anden single med The Byrds, ‘All I Really Want To Do’. Året var 1965 og The Byrds konkurrerede kammeratligt med Bob Dylan om at have opfundet folkrocken.

Gene Clarks vej til rocken gik via Hank Williams over et kortvarigt medlemskab af hootenanny-gruppen New Christy Minstrels og til Los Angeles. Der mødte han en lige så stor Beatles-fan, Jim McGuinn. Sammen dannede de The Byrds. Clark forlod bandet allerede i 1966, fordi han var blevet vraget som bandets forsanger af managementet.

Han efterlod sig så vægtige bidrag til Byrds-kataloget som ‘Eight Miles High’, ‘Set You Free This Time’, ‘If You’re Gone’ og altså ‘Feel A Whole Lot Better’, hvis guitarlyd han dog indrømmede at have planket fra The Searchers’ ‘Needles And Pins’. Ellers var han helt sin egen: Melankolsk og melodisk. Og vist ikke så lidt af en favorit blandt de barfodede hippiepiger…

Clarks solokarriere startede i 1967 med bluegrass-albummet Gene Clark with The Gosdin Brothers. Og fortsatte ad samme spor med The Fantastic Expedition of Dillard & Clark, en af de plader, de hørte en del, de musikere, der siden skulle kalde sig The Eagles. For slet ikke at tale om Tom Petty, der tilmed har indspillet en – skal vi sige – ret naturtro udgave af ‘Feel A Whole Lot Better’.

I 1971 udsendte Clark hovedværket White Light. Titlen står ingen steder på omslaget. Ved en fejl. Det var også den eneste fejl på albummet, som i 2002 blev genudsendt i en mesterlig version, der til fulde bekræfter, at Gene Clark havde haft format til at være andet end den nichefigur, hans svære sind lod ham forblive.

Anmelderne var vilde med pladen dengang. Publikum hørte den ikke. Måske var det grunden til, at han deltog i en forfladigende gendannelse af The Byrds – og som om det ikke var nok, kom han med i trioen McGuinn, Clark & Hillman i slutningen af 70′erne.

Siden udsendte han en række soloplader. Ingen af dem decideret dårlige. Men heller ikke så gode, at de udviskede mindet om The Byrds og hans 1971-album. Honorable mention: Hans samarbejde med Carla Olson på 1987-albummet So rebellious a lover.

Til gengæld er Gene Clark en af dem, der har nydt godt af cd-æraen. Hans katalog er smukt genudsendt. Med samme omhu som han selv lagde i sine kompositioner.

PR-foto.