Meddelelsen om Amy Winehouses død fik mig til at rode på min indre soulhylde. Frem dukkede Betty Swann, som en kort overgang i 1966-67 lød som genrens fornyelse. Hendes sange er stadig ret holdbare. Og stemmen sexet og smidig og smittende musikalsk.
Swann, som blev født i Louisiana i 1944 som Betty Jean Champion, debuterede i 1964 med sin egen sang ‘Don’t Wait Too Long’. Den var komponeret af Arethas søster Carolyn og produceret af Arthur Wright for det lille uafhængige Los Angeles-selskab Money – godt navn i den branche.
Gennembruddet kom et par singler senere, i 1967 med ‘Make Me Yours’. Den blev et stort R&B-hit, blev pænt placeret på Hot 100 og gav også navn til hendes første album. Hun skiftede til Capitol uden helt samme succes, og da hun gjorde sin debut på det navnkundige soul-selskab Atlantic i 1972 var det et par sæsoner for sent.
Toget til discoland var sat på skinner. Og der hørte Betty Swann ikke hjemme. Hun besad simpelthen for megen ægthed. Joss Stone har senere bevist hendes langtidsholdbarhed med sin tolkning af Swanns ‘Victim Of A Foolish Heart’.
Betty Swann sang sidste gang offentligt i 1980, og er i dag pensionist.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
Herligt Torben! Lad os fremkalde nogle flere halvglemte damer!