Genhør med Pearls Before Swine

ER DET ikke lige vejr til en omgang, god livsbekræftende melankoli? Omslaget på den vinyludgave af One Nation Underground, som vi sled tyndt i mit bofællesskab, var i grå-hvid. Det passede meget godt til musikken, som for et tiår siden ville være blevet kaldt unplugged. Sådan lød Pearls Before Swine allerede i Sgt. Pepper-året 1967, hvor albummet udkom på det lille, obskure elitistplademærke ESP (hvor også The Fugs debuterede).

I en verden, hvor den kommende revolution (både den i hovedet og den på gaderne) helst skulle foregå i state of the art-stereo, lød disse sange som noget, der var faldet ud af en tidslomme. Beatles, Byrds og Beach Boys havde aldrig eksisteret. I hvert fald lod Tom Rapp, som var Pearls Before Swine, sig ikke mærke med det. Skyldte han nogen noget, var det netop de poetisk-politiske galninge i The Fugs og 1800-tallets folkelige viser om drab og kærlighed.

One Nation Underground – det lyder som en bevægelse, men var der noget, Rapp ikke var, så var det missionær for hverken det ene eller det andet. Han skrev sange om det stille liv og det stille vand. Begge dele kan som bekendt skjule en del. Og der var en viden og en smerte i de sange, som ignorerer, at han skrev de fleste af dem, før han var fyldt 20.

En bilulykke, som nær var blevet fatal for ham, satte hans sangskrivning i gear. Og den første sang, ‘Another Time’, er næsten hans største. Den indleder pladen og spreder med sin dumpe basgang og klokkeklare spinet stadig fløjlsblød stilhed omkring sig:

Where have you been to? Where did you go?
Did you follow the summer out when the winter pushed its face in the snow?
Or have you come by again to die again
Try again another time …

synger Rapp med til en melodi, der lyder som en minimalistisk udgave af et Bach-præludium. Rapp læsper, og det så meget, at han nu om dage var blevet sendt til en sangpædagog, men det er en del af charmen og varmen. Vi er, hvad vi er. Og vi bliver måske, hvad vi vil være.

Det håb bærer pladen, som ikke kun er så alvorlig og smuk som en sommer, der falmer. Rapp kan også være vittig, bidsk og anarkistisk i sine instrumentsammensætninger. Som på ‘Miss Morse’, hvor en banjo i duet med et Farfisa-orgel “sender” morsekoden for F-U-C-K. Og på ‘I Shall Not Care’ sætter han endnu en vemodig ballade sammen med et rocket b-stykke, som The Doors må have hørt, da de året efter lavede ‘Unknown Soldier’.

Men det er, når poesien får uforstyrret plads, at Tom Rapp folder sig ud. En sang som ‘Morning Song’ emmer af mystik og billedrigdom. Spørg mig stadig ikke, hvad den handler om, men jeg kan se det hele for mig:

Along the cold and gross canal the grey-walled dwarf leaps high dwelling dark-victorious silent with a cry …

DE SAMME middelalderlige billeder fremkaldes på ‘Ballad To An Amber Lady’, komplet med instrumentalt højenloft og en intimitet, som hele tiden er ved at blive for privat. Men også pirrende. Hvem er hun? Hvorfor sidder hun der? Hvem venter hun på? Små spørgsmål som – lader Rapp ane – kan udløse store svar for den, der tør lytte hinsides sig selv. Og sådan er det hele vejen. Smukkest, mest renhjertet rørende – hvis man da kan gradbøje en plade, der er smuk og renhjertet rørende – på ‘Regions Of May’, hvor forelskelsen aflokkes religiøse undertoner:

Your face is invading the portals of my eyes and drawing crazy patterns on my mind
Who created mist created your smile and who created rainbows created you

Pearls Before Swine bad næsten selv om at forblive kult med det navn. De, og det vil sige Tom Rapp, lavede andre fine plader, men One Nation Underground er en af rockens oversete perler. Et par år senere fik Rapp tilbud om at spille på Woodstock. Hvem ved, hvad det havde betydet for hans karriere? Han afslog, for på det tidspunkt boede han i Holland med udsigt til smukke svaner i en pittoresk kanal og var nyforelsket. Try again another time.

Kritikerne roste ham, men det blev ved det. Også selv om han flyttede til et større pladeselskab, og udsendte en række fine plader i eget navn, som nu fås i boksen Jewels were the stars.

I 1975 gav han op. Uden at have tjent en krone. Og startede forfra ved at sælge popcorn i en biograf om dagen og læse jura om aftenen. Siden 1984 har han virket som advokat med speciale i arbejdsret og borgerrettigheder. For nylig fik han som 64-årig et nyt speciale, aldersdiskrimination.

PS: Som otteårig deltog den North Dakota-fødte Rapp i en talentkonkurrence i Rochester, Minnesota. Han blev nr. tre. To pladser foran en lille, genert fyr fra Hibbing – der hed Bobby Zimmerman.