George Clinton: Funkens ufo

Når Prince i næste måned nok engang modtages kongeligt af sine danske fans, er der ingen tvivl om, hvem der er hovedperson. Alligevel vil Prince være den første til at vedstå sin gæld til kapelmesteren, sangeren, komponisten og produceren George Clinton, som i dag fylder 70.

Det var nemlig Clinton, som fra slutningen af 60’erne udstak retningen for den teknologisk opdaterede og spektakulære modernisering af funk’en, som folk som Prince siden nød godt af.

Med sine musikalske workshops – de løse, men alligevel stramt rytmiske konstellationer Parliament, Funkadelic og P-Funk – satte Clinton en ny dagsorden for den stil, vi kan forkorte funk.

Med sin musikopfattelse har Clinton været med til at give den sorte kultur en alt andet end Onkel Tom-agtig accent. Derfor er det ironisk, at han i 50’erne hjemme i New Jersey ernærede sig som en af de mange afroamerikanske frisører, der som speciale havde udglatning af kruset hår.

Inspireret af doo wop dannede han Parliaments i 1955. Sideløbende med sangerens senere job som samlebåndskomponist for pladeselskabet Motown fik gruppen et moderat hit i 1967 med singlen ‘I Wanna Testify’. En pladeselskabskonkurs endte med, at Clinton tabte retten til gruppens navn. Han gendøbte bandet Funkadelic, som i praksis blev turneudgaven af det orkester, der kom til at hedde Parliament ved albumdebuten i 1970. Siden har Clinton kørt en dobbeltsporet karriere. Mindst.

Med den tidligere James Brown-bassist Bootsy Collins og keyboardspilleren Bernie Worrell som dynamiske medspillere iscenesatte Clinton op gennem 70’erne sin helt egen konceptuelle stil, hvor science fiction mødte pop, soul og syrerock. Afro-futurisme kalder kapelmesteren det selv. I hvert fald blev Clintons musik noget af det mest samplede i de følgende årtier. Og selv bleghvide bands som Red Hot Chili Peppers har erkendt hans betydning så meget, at de har brugt ham som producer.

Inden da havde Clinton og hans kompromisløse funkparlamentarister mødt hård modstand fra den langt mere føjelige og bløde disco. Sammenholdt med nye pladeselskabsproblemer kastede det ham ud i en både kommerciel og kunstnerisk krise. Selv om George Clinton den dag i dag, bl.a. under navnet Gangsters of love, på scenen holder høj puls som omdrejningspunkt for sine mere end 25 musikere, virker det, som om der er konstant overtræk på idebankkontoen.

Til gengæld har han, vanen tro, skabt sig en ny niche. Han er blevet en efterspurgt foredragsholder om kosmisk energi og universets uendelighed. Rygter vil vide, at man ikke kan undgå at danse til, når han sidder bag roret i tankernes rumskib.

Få et aktuelt overblik over de tilsyneladende ustoppelige aktiviteter her.

Pr-foto