George Jones fylder firs

Kommentarer slået fra

George Jones – navnet er lige så almindeligt som hans antal af hits og et liv, hængende på kanten, har været ualmindeligt. I morgen fylder countrysangeren George Glenn Jones 80. Gennem mange år ville man ikke have kunnet få bookmakere til at modtage indsatser på, om han ville leve året ud. Alkohol og kokain var hans modspillere i en grad som country og for den sags skyld rock ikke havde set siden Hank Williams brændte for tidligt ud.

»Jeg havde altid ingen ting som barn, og nu fik jeg pludselig alting kastet for mine fødder. Den slags kan ødelægge dig hurtigt,« har han forklaret sit misbrug.

George Jones debuterede samtidig med Elvis Presley og delte plakat med ham ved flere shows, bl.a. Louisiana Hayride, men mens Presley dansede ruskindsskoene til, satte den Texas-fødte Jones sin cowboyhat, som han ville.

Han fortolkede ballader med en smerte, der ikke siden Williams havde været iblandet mere selvpineri, og i første halvdel af 60’erne skilte Jones sig ud fra genrens tiltagende glathed. ”Walk Through This World With Me” og Jerry Chessnuts ”A Good Year For The Roses” gjorde han til klassikere – her i duet med Alan Jackson. Hjertet bankede for bluegrass, men han matchede croonere som Jim Reeves og Eddy Arnold, dog med mere salt end sukker i stemmen.

I 1968 flyttede Jones til Nashville, to skilsmisser rigere eller snarere fattigere. Der mødte han Tammy Wynette. De levede som hund og kat. Forholdet blev ikke mindre soap opera-agtigt af Jones’ misbrugsproblemer. Sammen fik de en stribe hits, som skamløst trak på den offentlige viden om deres parforhold: ”We Can Make It” og ”We’re Gonna Hold On” er typiske titler.

I midten af 70’erne fik Wynette nok. Og parret blev skilt, men fortsatte pikant nok med at indspille duetter. I 1979 gik Jones på afvænning. For første gang. Samtidig fik han nyt liv som sanger med ”He Stopped Loving Her Today”. Og en ny kone:

I 90’erne fik Jones kam til sit vigende hår. En generation af sangere, der ironisk nok alle var hans fans, foryngede countrygenren. Han tabte terræn, men det blev til et par fine albums. Samt selvbiografien I lived to tell it all. Og et fødevarefirma, der producerer grillpølser og bacon, beregnet til mikrobølgeovnen.

I 1998 kørte han næsten fatalt galt. Han havde drukket. Og gik på rettens ordre i rehab – igen. Siden har han været ædru. Han nøjes derfor med at skåle i sit eget mineralvandsmærke White Lightning – opkaldt efter hans første hit – når Nashville-institutionen The Grand Ole Opry dagen efter fødselsdagen hylder den stadig turnéaktive George Jones med en stjernebesat galla.

Den altid anbefalelsesværdige blog Mod Strømmen lykønsker også George Jones.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top