Gid Paul fyldte rundt hvert år

Jeg havde egentlig lovet mig selv (og dermed læserne), at årets McCartney-kvote var ved at være opbrugt på denne blog. Det var før jeg i Vega havde sagt tillykke sammen med en stuvende fuld, begejstringsdampende sal. Okay, så Paul kommer ikke hertil i denne omgang. Det gjorde ikke noget i aftes. Han var der så rigeligt. I ånden.

Konceptet for Tim Christensen, hans uforlignelige Damn Crystals og gæsterne Mike Viola og Tracy Bonham var lige så enkelt som det var svært. Første sæt bestod af bandets udlægning af RAM, og efter pausen diskedes der op med Macca’s greatest.

Tim C. og hans band, som var meget mere og alt andet end “& co”, gjorde det svære enkelt, fordi det var så indlysende, at de havde det smittende sjovt. Ja, kapelmesteren selv lignede en, der havde fået en livsdrøm opfyldt. Og lød lige sådan. Som han skriver på Facebook: “What an education it has been to dig that deep into another musician’s (Mr. McCartney) work these last 7 days. Almost like musical-surgery. This is the most fun we’ve had in a looong time.”

Kan en kopi være bedre end originalen? Det spørgsmål trængte sig på, mens bandet con amore-arbejdede sig igennem RAM. Ved vejs ende må svaret være ja. Årsagen er den enkle, at aftenens band er langt bedre end det udvidede one man band, McCartney i sin tid omgav sig med. At Tim Christensen deler kunsterisk DNA med McCartney er ingen nyhed, men det til tider svimlende var i hvor høj grad de øvrige medvirkende var med til at facettere musikken. Både før og efter pausen.

Tracy Bonham var sej, sødmefyldt og livfuld og hendes tolkning af især ‘Heart of the country’ forvandlede sangen til hjertegribende, flosset blues. Og Mike Viola sang og spillede ‘Maybe I’m Amazed’, så der var grund til forbløffelse. At påtage sig medejerskab er én måde at karakterisere hans version på. En anden, lige så præcis er: Wow!

De flerstemmige vokaler havde – i sagens natur – en organisk fylde og lethed som originalen savner. Ikke mindst på grund af Søren Koch, som ikke bare er  beatles-nørd om en hals, men både kan få sig selv og elbassen til at synge. Og på den anden fløj gav Lars Skjærbæk blødheden kant med et guitarspil uden overflødige dikkedarer. Blær er for novicer. Her gik vi til benet og bed os fast. Overgangene sad samme sted som vokalerne – lige i skabet. Tænk at ‘Rockshow’ kan lyde som et nødvendigt nummer…

McCartneys musik er nok enkel i sin melodiske klarhed, men så nem at spille er den heller ikke.

Alligevel fremstod disse to timer så næsten urimeligt lystfulde. Og når kazooerne, megafonerne og de økologiske blæserinstrumenter fik spilletid, forlenedes showet yderligere med en burlesk cirkus-agtig karakter ikke ulig den, man i sin tid mødte hos Bonzo Dog Doo Dah Band og McCartney-bror Mike’s Scaffold. En fin ekstra pointe ved en koncert, der åbenbarede forskellen på cover og tribute. Ikke et band on the run, men et band on the fun, som en publikummer bagefter karakteriserede showet på Facebook.

Ja, der er grund til at ærgre sig, hvis man gik forgæves eller hellere ville se shortpassende Spanien sidsteøjebliksbesejre Kroatien, men fortvivl ikke: Der var videooptagende folk på plads, så mon ikke det ender med en dvd, der foreviger begivenheden …

På vej ud hørte jeg småbrok over, at der ikke var så meget som et Beatles-nummer på repertoiret. De numre, der blev spillet, demonstrerede til fulde, at Paul McCartney for længst er trådt ud af skyggen fra The Beatles.

Tim Christensen, The Damn Crystals, Mike Viola og Tracy Bonham: Pure McCartney. Store Vega. Mandag.

På Vegas hjemmeside finder du et galleri af Rasmus B.S. Hansen-billeder, der næsten er som at være der selv. Næsten.

Sætlisten var følgende:

FØRSTE SÆT – RAM

1. Too Many People
2. 3 Legs
3. Ram On
4. Dear Boy
5. Uncle Albert/Admiral Halsey
6. Smile Away
7. Heart Of The Country
8. Monkberry Moon Delight
9. Eat At Home
10. Long Haired Lady
11. The Back Seat Of My Car

ANDET SÆT – Greatest Hits

1. Venus And Mars / Rock Show
2. Coming Up
3. Live And Let Die
4. Maybe I’m Amazed
5. Pipes Of Peace
6. Let ‘Em In
7. Ballroom Dancing
8. Jet

Ekstranumre:
X. Junk
XX. Band On The Run

Midt i en beattid erfarer, at bandet som boblere havde numre som ‘Another Day’, ‘Tug Of War’, ‘My Love’, ‘My Brave Face’, ‘Jenny Wren’, ‘No More Lonely Nights’,’ Say Say Say’, men de forblev i øveren.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Foto og video: Lene Boisen ©