Go’ morgen til ubekymretheden

Kommentarer slået fra
Go’ morgen til ubekymretheden

Katrine Hertz Mortensen er tilbage. Det har Go’ Morgen Danmark-værten været et stykke tid efter barsel, men for hver dag bliver det tydeligere, hvor savnet hun har været.

Hvor alt for mange kvindelige tv-værter lader til at blive valgt ud fra deres vilje til at lade sig skrue ned i en let gennemskuelig babe-skabelon, er Katrine Hertz Mortensen voksen. Fotogen, bevares, men først og sidst fuld af nærvær, (selv)ironi og en humor, hun hverken kan eller vil lægge bånd på, men som aldrig griner alvoren fjoget væk.

Selv om det kan virke unfair at sammenligne med andre morgenværter, bliver hendes kvaliteter åbenlyse, når man ser Lisbeth Østergaard. Hun legemliggør selve den larmende ubekymrethed.

Endnu et eksempel kom i tirsdags. Et alt for upåagtet efterspil oven på VM i håndbold var Ekstra Bladets tv-udfritning af landstræner Ulrik Wilbek om hans udeblivelse fra et pressemøde. (eksternt link)

Lisbeth Østergaard bragte et uddrag, men i stedet for at bruge det som indgang til en diskussion om journalistisk etik og almindelig god opførsel reducerede hun det til freakshow. Ydermere introduceret med ordene: »Han var syg, sagde han i hvert fald.« Kommaet fik lov at stå en evighed.

Da Wilbek gik ud af billedet efter at have kaldt udspørgeren infam og afskyelig, viste det sig, at Østergaard bare brugte klippet som anledning til at åbne ’hvor-er-det-sjovt’-skuffen. For at legitimere det, mente hun, at Wilbek måske var inspireret  af Rasmus Trads’ legendariske udfald mod Kurt Thorsen, hvordan de to ting så bare tilnærmelsesvist kan sammenlignes for slet ikke at tale om den herostratiske og meget sigende tavshed fra Birthe Rønn Hornbech (som i øvrigt ikke blev fyret af Fogh, som der blev sagt).

Men grinet igennem blev der i studiet. Går man ind på Ekstra Bladets web-tv og ser hele ’interviewet’ med Wilbek, bør man snarere græmmes. Her ser man, hvordan reporteren – hun ved selv, hvem hun er – smisker sig ind på landstræneren, før hun som en anden lærerinde mere end antyder, at Wilbek lider af pjækkesyge. Hvis han gjorde, havde han i hvert fald ikke pligt til at svare hende. Han er jo ikke statsansat. Siden har det vist sig, at manden har mavesår.

Man skal være chef på Ekstra Bladet at kunne stå på mål for den form for journalistik. Ved at kolportere den, tilmed tendentiøst skamskåret og ledsaget af dumsmarte bemærkninger, burde en ansvarlig på Go’ Morgen Danmark inden have indset, at der ville blive dømt klart overtrådt.

Go’ Morgen, Danmark. TV2. Kan ses eller genses på nettet.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Denne anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken.

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top