Pladen, han fik, hed Gumboots og rummede lokal pop, spillet på fodstampende accordeon. Simon var ikke i tvivl om, at han ville spille med netop de musikere, men … for der var et men: Siden 1980 havde apartheid-styret i Sydafrika været underlagt en kulturel FN- boycot, som forbød samkvem med kunstnere i landet. Simon forhørte sig her og der og drog den konklusion, at det netop ville være meget anti-apartheid at tage til Johannesburg og indspille med de lokale, læs: sorte, musikere. Det skulle han aldrig have gjort.
Han fik ørerne i den politiske maskine, og det overvejende hvide meningspoliti gjorde anskrig. Dels overtrådte Simon en international sanktioneret boykot. Dels udnyttede han de sorte musikere. De sorte sydafrikanske musikere havde nu svært ved at se, hvori udnyttelsen bestod. De blev betalt for deres arbejde, en del af dem blev tilmed medkomponister på sangene på Graceland, som endte med at blive advokat og plakatsøjle for sydafrikansk musik, og vokalensemblet Ladysmith Black Mambazo, blandt pladens førstestemmer, blev et verdensnavn derefter.
Med næsten et års forsinkelse udsender Sony nu en ekstravagant, elaboreret 25 års jubilæumsudgave af Graceland. Udover standard-cd’en udgives fire øvrige jubilæumsversioner, bl.a. 2cd+2dvd som udover det remasterede originale album indeholder dokumentarfilmen Under African Skies, den originale og medrivende ‘African Concert’ fra Zimbabwe 1987, tre originale musikvideoer og den ikoniske ‘Saturday Night Live’-performance af ‘Diamonds On The Soles Of Her Shoes’. Bokssættet indeholder også ‘The Story of Graceland’, fortalt af komponisten selv, samt kopier af en original Graceland-plakat og en deluxe 80-siders bog, der byder på hidtil usete fotos og interviews med Paul Simon. Alt i alt en kvalitativ dimensionsudvidelse af den oprindelige plade.
Først og sidst står musikken stadig tilbage, uindpakket som endnu et eksempel på, at politikken sjældent kan hamle op med virkeligheden, som her udfolder sig i svajende og fejende firefjerdedelstakt, så selv bænkevarmere kommer i selvsving. Og sange, der gør op med indtrykket af Paul Simon som den der meget New York’er-intellektuelle sangskriver med de kloge ord og de underspillede pointer. Det ene billede udløser det næste på sangene, og teksterne former sig som små snapshots; linjer og vendinger, man husker, mens man glemmer dét, der kom før og efter, sådan som det ofte er, for hvem lever i helheder?
Til gengæld er musikken i den grad sammenhængende. En uafsluttet globetrotterrejse i musikken som vores fælles sprog. Og i den retning i tråd med Simons tidligere sange, fra den peruvianske folkemusik på ‘El Condor Pasa’ over reggaerytmerne på ‘Mother And Child Reunion’ til dansemusikken på Graceland, som er af den slags, der overfløddigør analytikere. Men Simon ville ikke være Simon, hvis ikke der var pop af den slags, der både gør hitlisterne sjovere og lytteren klogere på livet. ‘You Can Call Me Al’ er og bliver et hit med juju-guitaristen Chikapa ’Ray’ Phiris delikate spil som ledetråd også her. I den anden ende af spektret er titelnummeret en svimlende enkel sang om at tage på pilgrimsrejse til mausolæet for den eneste konge, USA har haft, Elvis Presley.
Med sig har sangeren sin søn, sit knuste hjerte og et ønske om at blive tilgivet. For alt det, han ikke har gjort godt nok. Og indledningsverset favner både hverdag og det, der er langt større, mere uudsagt:
