Graceland revisited

Kommentarer slået fra

Musikken tilhører den, der åbner sig for den. Og ingen har været så åben som Paul Simon, der som solist har gjort det til sin mission at se, hvor langt man som musiker, sammen med andre, kan komme ind i musikkens mystik uden at miste sin mainstreamappeal.

Derfor var han heller ikke i tvivl, da han i sommeren 1984 fik foræret en godt brugt plade med den særlige sydafrikanske popmusik, mbaqanga. Simons forrige plade, Hearts & Bones, var blevet et moderat flop, og han var træt af at soppe rundt i de friske minder om sin egen skilsmisse og irriteret over folks undren over, at han så ikke i det mindste genoptog sit gamle musikalske ægteskab med Art Garfunkel. Han var med andre ord klar til at forelske sig. Og Paul Simons nye kærlighed hed sydafrikansk musik af den slags, der fik og får Soweto til at swinge trods alt.

Pladen, han fik, hed Gumboots og rummede lokal pop, spillet på fodstampende accordeon. Simon var ikke i tvivl om, at han ville spille med netop de musikere, men … for der var et men: Siden 1980 havde apartheid-styret i Sydafrika været underlagt en kulturel FN- boycot, som forbød samkvem med kunstnere i landet. Simon forhørte sig her og der og drog den konklusion, at det netop ville være meget anti-apartheid at tage til Johannesburg og indspille med de lokale, læs: sorte, musikere. Det skulle han aldrig have gjort.

Han fik ørerne i den politiske maskine, og det overvejende hvide meningspoliti gjorde anskrig. Dels overtrådte Simon en international sanktioneret boykot. Dels udnyttede han de sorte musikere. De sorte sydafrikanske musikere havde nu svært ved at se, hvori udnyttelsen bestod. De blev betalt for deres arbejde, en del af dem blev tilmed medkomponister på sangene på Graceland, som endte med at blive advokat og plakatsøjle for sydafrikansk musik, og vokalensemblet Ladysmith Black Mambazo, blandt pladens førstestemmer, blev et verdensnavn derefter.

Med næsten et års forsinkelse udsender Sony nu en ekstravagant, elaboreret 25 års jubilæumsudgave af GracelandUdover standard-cd’en udgives fire øvrige jubilæumsversioner, bl.a. 2cd+2dvd som udover det remasterede originale album indeholder dokumentarfilmen Under African Skies, den originale og medrivende ‘African Concert’ fra Zimbabwe 1987, tre originale musikvideoer og den ikoniske ‘Saturday Night Live’-performance af ‘Diamonds On The Soles Of Her Shoes’. Bokssættet indeholder også ‘The Story of Graceland’, fortalt af komponisten selv, samt kopier af en original Graceland-plakat og en deluxe 80-siders bog, der byder på hidtil usete fotos og interviews med Paul Simon.  Alt i alt en kvalitativ dimensionsudvidelse af den oprindelige plade.

Først og sidst står musikken stadig tilbage, uindpakket som endnu et eksempel på, at politikken sjældent kan hamle op med virkeligheden, som her udfolder sig i svajende og fejende firefjerdedelstakt, så selv bænkevarmere kommer i selvsving. Og sange, der gør op med indtrykket af Paul Simon som den der meget New York’er-intellektuelle sangskriver med de kloge ord og de underspillede pointer. Det ene billede udløser det næste på sangene, og teksterne former sig som små snapshots; linjer og vendinger, man husker, mens man glemmer dét, der kom før og efter, sådan som det ofte er, for hvem lever i helheder?

Til gengæld er musikken i den grad sammenhængende. En uafsluttet globetrotterrejse i musikken som vores fælles sprog. Og i den retning i tråd med Simons tidligere sange, fra den peruvianske folkemusik på ‘El Condor Pasa’ over reggaerytmerne på ‘Mother And Child Reunion’ til dansemusikken på Graceland, som er af den slags, der overfløddigør analytikere. Men Simon ville ikke være Simon, hvis ikke der var pop af den slags, der både gør hitlisterne sjovere og lytteren klogere på livet. ‘You Can Call Me Al’ er og bliver et hit med juju-guitaristen Chikapa ’Ray’ Phiris delikate spil som ledetråd også her. I den anden ende af spektret er titelnummeret en svimlende enkel sang om at tage på pilgrimsrejse til mausolæet for den eneste konge, USA har haft, Elvis Presley.

Med sig har sangeren sin søn, sit knuste hjerte og et ønske om at blive tilgivet. For alt det, han ikke har gjort godt nok. Og indledningsverset favner både hverdag og det, der er langt større, mere uudsagt:

The Missisippi Delta was shining Like a national guitar
I am following the river
Down the highway

Through the cradle of the civil war I’m going to Graceland
Graceland
Memphis, Tennessee

I’m going to Graceland
Poorboys and pilgrims with families And we are going to Graceland
My travelling companion is nine years old
He is the child of my first marriage But I’ve reason to believe
We both will be received
In Graceland

Bortset fra, at Simon jo kan noget med at få ordene til at synge, så får denne sang om at finde ind i rytmen i selve hjertet i amerikansk rockmytologi en åbenbarende dimension ved i den grad at lyde så alt andet end amerikansk, at dét netop minder om den korte afstand mellem afrikansk og amerikansk musik. Og det gik op for Paul Simon undervejs i processen, at de sydafrikanske vokalvirtuoser som The Gaza Sisters og Ladysmith Black Mambazo i virkeligheden er nære slægtninge til de doowop-grupper, han voksede op til hjemme i Queens.

Bevisførelsen er tydeligst på ‘Homeless’, et åndeløst flot a cappella-nummer, hvor Simon og Ladysmith-lederen Joseph Shabalala digter videre på hinandens ord. Zulu og amerikansk bliver et og samme sprog, et og samme pulsslag. Og pladens afsluttende sange med henholdsvis zydeco-legenden Alton Rubin alias Rockin’ Dopsie og Los Angeles-mexicanerne Los Lobos får Paul Simons pointe helt hjem: At rejse ud er at rejse ind i sig selv. Hvis man husker at få nysgerrigheden ud af kufferten. Det skulle der mere end FN til at forhindre.

PS: At debatten omkring Graceland og udbytningen af de sorte musikere ikke sådan lige lagde sig, oplevede Simon i 1987, hvor han på en pressekonference blev spurgt, om ikke han fandt det upassende at opkalde en plade med afrikanere og afrikansk inspireret musik efter en slaveejers hus. Så stilfærdigt, som det var ham muligt, fortalte Simon, at Graceland nok lå i Sydstaterne, men at det var bygget i 1939 af en rig kiropraktor, som opkaldte det efter sin kone … 

 20. juli optræder Paul Simon i Herning.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top