Grethes glemte greatest hits

Cd’en lå der, lige så undseligt, på et bord midt i Bogforums mylder og falbød sig selv til en pris, der på forhånd lignede en fornærmelse mod indholdet. 100 kroner fattigere og ikke så lidt rigere er jeg blevet af at høre den cd, entusiasten, teologen og radiojournalisten Søren E. Jensen i samarbejde med guitaristen Johnny Stage, har kompileret med titlen Regnvejrsdivaen. Den ukendte Grethe Ingmann – jazzindspilninger fra 1955-59, udgivet af Forlaget Vandkunsten.

Sammen med Klaus Lynggaard har Søren E. Jensen uegennyttigt og fortjenstfuldt gjort sig til leder af Grethe Ingmann-lobbyen. I sit måske lige lovlig selvretfærdige, men gribende og informative booklet-essay lægger Søren E. Jensen da heller ikke skjul på sit ærinde. Han er ude på at gengive Grethe Ingmann hendes rette plads i musikhistorien, ikke bare den danske, men den internationale. Vi provinsrøvhuller vidste ikke, hvilket talent hun i virkeligheden var, og vi, det danske folk, tillod hende at spilde det på bedstsælgende popbanaliteter.

Den påstand kan diskuteres, men det kan ikke diskuteres, at denne cd med gemte, glemte og hidtil ukendte indspilninger fører overvældende bevis for Grethe Ingmanns kvaliteter som (jazz)fortolker, lige på kanten til pop – grænsedragningerne var ikke så strikte dengang.

Den ufaglærte pige fra det ludfattige Amager-miljø viste sig at være en naturbegavelse. Sammen med Jørgen Ingmann, middelklassedrengen fra Bellahøj, skabte hun en distinkt stil, der osede af klasse. Hun skyede sentimentaliteten (før hun besteg blokvognen og der skulle smør på klemmerne) og sang indlevet og fuld af den sorg, der altid går hånd i hånd med glæden.

Cd’ens 20 numre tager hende fra en hidtil uudgiven dokumentation af tiden med Jørgen Grauengaards Orkester over et udvalg af de tidligste grammofonindspilninger til fem, så godt som glemte DR-live-optagelser, hvor Jørgen Ingmann brillerer på gribebrættet, og Grethe Ingmann lyder som det hun var, ung og livsbegærlig, men forrygende sikker i intonationer og fraseringer og allerede med det strejf af blues, som varsler de triste tider, der skulle komme.

Hør hende fortolke Sam Cooke’s ‘You send me’ som ‘Du har mig’, ‘Lonesome Town’ og Grauengaards lille country-stiløvelse, ‘Hvorfor skal det være forbi?’, som hun ophøjer til en ægthed, der ikke blegner sammenlignet med Patsy Cline, en af de sangerinder, Grethe Ingmann for mig at høre er mere i naturlig slægt med, end de jazzvokalister, der ellers plejer at blive nævnt.

“Vi håber, De har hygget Dem i selskab med Grethe og Jørgen Ingmann,” lyder den høflige statsradiofoniske røst til sidst.

Jo tak, og mere til.

Søren E. Jensen er også manden bag sidste års cd, Jørgen Ingmann og digterne, udgivet af samme forlag. Det er godt gået, men flovt, at de samme selskaber, som spandt guld på Grethe & Jørgen Ingmann, stadig skylder os det ultimative bokssæt, parret for længst var blevet til del, hvis de havde været englændere eller amerikanere.