Han er ingen cliffhanger

DET LIGNER en tanke, men er selvfølgelig skæbnens grusomme tilfældighed, at Cliff Richard i morgen fylder 70 år, mens John Lennon lige kunne være blevet 70. I virkeligheden tilhørte de ikke så forskellige verdener. Til at begynde med.

John og Cliff drømte begge om at blive den nye Elvis, mens den rigtige af slagsen sprang soldat. Cliff var bare tidligere ude. Han hittede med ’Move It’ i 1958, hvor Lennon lige havde mødt Paul McCartney.

De følgende år lykkedes det faktisk Cliff Richard med fødenavnet Harry Rodger Web at blive den engelske Elvis i en grad, så en regulær popkrig brød ud: Er du til Elvis eller Cliff, lød spørgsmålet, der skulle skille rødder fra tøsedrenge. Det blev få sæsoner senere til, om man var til Stones eller Beatles.

Selv om brylcreme-lokken hang oprørsk ned i panden og rivaliseringen med Elvis ikke blev underspillet, var den fotogene Cliff klassens pæne dreng og svigermors drøm. Og så mindede han englænderne om dengang, deres land levede op til navnet Storbritannien. Han var nemlig vokset op i den største kronkoloni, Indien.

Inspireret af Elvis, men også af Rick Nelson og Tommy Steele, markerede Cliff sig med sødmefyldte, moderat rytmiske sange som ’The Young Ones’, ’Talk To Him’ og den billedfremkaldende filmmelodi ’Summer Holiday’, og blev, som et af få samtidige popidoler, ikke skyllet væk af Beatles-bølgen. Herhjemme lyttede Otto Brandenburg og en ung Jørgen Olsen og Jørgen de Mylius til ham. Og Johnny Reimar opkaldte sit band, The Cliffters, efter ham.

GRUNDEN forekommer mere og mere indlysende. Mens jeg skriver dette, hører jeg en af Cliff Richards (lidt for) mange opsamlingsplader. Det er sikkert anmelderpolitisk ukorrekt, men hans musikalitet og timing er slående, ikke så få af sangene (som han, ligesom Elvis, ikke selv skrev) ejer en popmusikalsk tidløshed, og især i de unge år lyder hans stemme som en forelskelse.

Uanset hvor meget Lennon-McCartney hævdede, at de mest lyttede til sort soul, da de begyndte at skrive sammen, så må Cliff og hans backingband The Shadows have været på grammofonen hjemme i Liverpool. ’Do You Want To Know A Secret’ og ’P.S. I Love You’ kunne være Cliff-numre.

Jeg kan godt undvære ’Congratulations’, den for mange moralske melodi grand prix-vinder i 1966, og ’Power To The People’ skurrer også urent. Cliff Richard har aldrig været agitator. F.eks. har han aldrig undskyldt sin gudstro, men heller aldrig udskreget den. Han går stille med dørene. Også med sine seksuelle præferencer, den retlinede karrieres eneste cliffhanger. I sin selvbiografi fra 2008 er han tæt på at springe ud som homoseksuel, men gjorde det ikke. Til tabloidpressens fortrydelse.

KUNSTNERISK fik Cliff Richard en renæssance i 70’erne med de kontemporære ’We Don’t Talk Anymore’, ’Miss You Nights’, ’Devil Woman’ og albummet I’m Nearly Famous. Ligesom han åbnede nye døre som musicalstjerne, bl.a. i Dave Clarks ’Time’ i 1986. ’Kun’ hans fans syntes om hans rolle som ’Heathcliff’ i 1996-musicalen af samme navn. Kritikerne kaldte hans præstation »living dull« – et ikke alt for smigrende ordspil på et af hans tidlige hits.

I morgen markerer han så fødselsdagen ved at udsende Bold as brass, et blæserakkompagneret album af swing- og bluesstandarder. En af dem er den gamle Bing Crosby- og Andrew Sisters-sang, ’Ac-Cent-Tchu-Ate the Positive’.

Få har i deres liv i den grad efterlevet den titel som Sir Cliff Richard.

Illustration: Ukrediteret pr-foto, fundet her. Et af de mange billeder, man i min barndom kunne få i tyggegummipakninger.