Helene Blum smelter foråret frem
Kommentarer slået fra
Kjørmes-Knud har i år nærmest bundet sin knude med dobbeltstik, overmåde hvast og hårdt. Vi nærmer os april, og selv om vintergækkerne nikker modigt med hovedet, er det svært at få øje på foråret i det, Sophus Claussen engang beskrev som ‘stormkolde marts’. Det gør han i digtet ‘I marts’, en koncis, men sansemættet, mesterligt beskrevet hyldest til elskov, svig, håb og forsoning, mødet mellem kulde og varme, både hjertets og vejrligets (se digtet her).
Digtet og sangeren Helene Blums intelligente, men alt andet end fortænkte tonsætning af ordene er det centrale nummer på Blums tredje album, Men med åbne øjne. Pladen kom i januar, men har en kvalitet, som ikke er sæsonafhængig.
Helene Blum ligner en af tidens moderne unge kvinder, en troubadur for caffelattegenerationen, men billedet snyder.
Sammen med sin mand, violinisten Harald Haugaard, har Blum skabt sit helt eget univers. For nemheds skyld kan vi forkorte det folkemusik, men der er ikke meget irsk striktrøje, merskumspibe eller hopsa over musikken, som søger det inderlige og tit finder det.
Ikke mindst fordi Helene Blums stemme er sådan en, der blødgør hårdheden og mistroen i enhver forhærdet rock ‘n’ roll-sjæl. Renhjertet er det mest dækkende ord, og selv om der somme tider går en smule mormor i de ellers ret forfinede arrangementer, er hun både som sanger og komponist istand til at udtrække en tidløs esssens, som er varmende og vederkvægende (undskyld sprogbruget, men det er sådan, man får det af at høre hende). (YouTube-link)
Helene Blum synger tekster af Pia Tafdrup, Klaus Lynggaard (den mærkeligt dragende ‘Isfuglens skrig’), Jeppe Aakjær, Poul Bruun (til Ib Nørholms musik) og – som albummets andet højdepunkt – en fortroldet, koglende udlægning af Mathilde Bondos musik til Jan Toftlunds ‘Syrenprinsessen’, milevidt fra Kim Larsens popudgave. Og spænder med sin indtagende stemme over flere generationer, temperamenter og traditioner. Hun gør teksterne til sine, hun bliver selv en digter, i toner.
Det er dansk musik, ubesmittet af tidens modernitetsjag, og det får den paradoksalt nok til at virke lyslevende og – moderne.
En plade, der også vil holde til næste marts. Og kunstnerisk et gennembrud så naturligt som det forår, der altid kommer til sidst.
PR-foto: Sigrid Nygaard.
Kollega CAPAC mente ved udgivelsen nogenlunde det samme.
About the author
Anmeldelser

Charles Bradley bløder stadig
No CommentDa Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60
No CommentFor mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]