Helmig lige til at pakke ud til jul

NATURLIGVIS er dette bokssæt timet til julesalget, og naturligvis går det direkte ind på Hitlistens førsteplads i dag. Men så holder markedskynismen og forudsigeligheden også op.

Past Forward er et stilfuldt indpakket overflødighedshorn af Thomas Helmigs musik gennem 25 år. De tre hitspækkede cd’er giver et dækkende tværsnit af hans katalog.

Hørt med stetoskop er der selvfølgelig forskel på den krølhårede ungersvend, der troskyldigt ønskede ‘fed, fed lykke til alle’, og så ægtemanden og faderen, hvis hjerte stadig længes. Fælles for dem begge er en stemme, der kan smelte et isbjerg.

Hemmeligheden kommer Lars Daneskov tæt på at afsløre i sine forelskede liner-notes: “Thomas Helmig har altid gjort tingene helt. Hvor andre, der var kommet til at skrive en ballade som ‘Malaga’, ville være bange for, at den blev for sukret og for svulstig, lukker Helmig uden rødmen op for alle haner med strygere, så ikke et øje er tørt og ingen kleenex. Hvor andre ville være rædselsslagne for at blive stemplet som banale og som alt, alt for meget, synger Helmig rask væk om både røde kjoler, fed lykke og ulykkelige hjerter…”

Det påfaldende ved at høre sangene kronologisk hulter til bulter er, i hvor høj grad Helmig vokalt virkede færdigudviklet, allerede da han udsendte sit andet album. Resten har været et strammere greb om sangskrivningen og en raffinering af udtrykket, som så er blevet udfyldt med den erfaring, livet nu engang giver. Eller som titlen lød på hans første danske opsamlingsalbum lød, Årene går.

Jeg kan godt læse, at det lyder lidt som om Helmig har stået i stampe. Det har han bestemt ikke, men han har altid været hjertetro mod sit udgangspunkt, som hele tiden har været at forkorte afstanden mellem Egå og Detroit. Når man hører ham, kommer man til at tænke på dengang Bob Dylan kaldte Smokey Robinson Amerikas største digter og på, hvor meget ret, Dylan havde.

Den dobbeltsprogede, men aldrig tvetungede Thomas Helmig deler sin poetiske mundrethed med både Smokey Robinson, Emil Aarestrup og Kim Larsen. Samme sproglige enkelhed, somme tider pakket ind i en patos, der aldrig bliver parodisk, fordi den kommer og går, fra hjerte til hjerte. Og så har Helmig hele tiden ambitionen om at gøre sjælen til et proppet dansegulv, men altid med plads i de dårligst belyste hjørner til en sjæler.

ENHVER, DER har overværet en Helmig-koncert, ved, hvad jeg mener. De få stakler, der har det til gode, kan få en appetitvækkende smagsprøve på den koncert-dvd, der fuldender bokssættet og i mangt og meget er dets største hit. Det er en optagelse fra i år i Den Fynske Landsby i Odense. Den er eventyrligt god.

Ikke mindst fordi producerne Jacob Arent Jürs og Pierre Beckmann ikke kun fokuserer på Helmig og hans seje, spillelystne band. De sande stjerner på dvd’en er nemlig kvinderne blandt publikum, og det vil stort set sige alle tilskuere. På tværs af generationer og uddannelse. Mine fordomme spottede både damefrisører, studerende og mellemledere.

Billederne bugner af en hengivenhed, en kærlighed, en ustoppelig flirt med ham, spirrevippen i læderbukserne. En forelskelse, men også i sig selv, og i selve forelskelsen. Det er rent ud rørende at overvære.

Jeg siger ikke: Hvem der bare hed Helmig… Jeg siger: Hvem der bare var kvinde og vild med Helmig…

Når alt dette er sagt, og det kan ikke siges for tit, skal også med, at det virker for sølle, at man har undladt at tids- og stedfæste de enkelte numre. Jeg ved også godt, at musikken lyder, som om den spiller sig selv, men det havde klædt projektet at kreditere de medvirkende musikere undervejs – Helmig er godt nok solist, men har også altid set sig selv som forsanger i et band. Derimod giver det mening, at teksterne ikke er aftrykt.

Dem kan Danmark jo udenad.

Thomas Helmig. Past Forward. Sony Music.

Jeg kan ikke nære mig for at linke til min første Helmig-reportage. Den stod i tidsskriftet MM i 1986.