Helt i Kasi-Jespers ånd

Kommentarer slået fra

Hvordan lægger man beslag på en lille time af TV2’s sendeflade i den bedste sendetid? Det var et af de mange spørgsmål, der ikke blev stillet Jesper ”Kasi” Nielsen i tirsdagens program Gadedrengen fra Vestegnen.

Pandora-milliardæren og klubejeren er en god rags to riches-historie, og han gør ikke selv noget for at gøre den dårligere. Ordet “vestegnsdreng” var hyppigt forekommende i de 50 minutter.

Jesper Nielsen ynder at fremstille sig selv som en forvokset drengerøv, der kun kører i dyre biler og bor på Mallorca for at kammeraterne kan nyde godt af det. En brugtvognshandlerjovial Don Ø uden slips, som lagde ud som tankstationejer, gik konkurs, lærte »at leve på en sten« for så via dygtig håndtering af salget af andres smykker at blive i stand til at forvandle sin barndoms håndboldklub til det, han selv kalder produktet AG København.

Opskriften på succesen forblev en hemmelighed. Det nærmeste, vi kom, var, da Jesper Nielsen betroede os, at det gjaldt om at få folk til at flytte sig for en i den rigtige retning – her må han også have tænkt på TV2’s sportsredaktion, der stod bag programmet. Og klart spillede på udebane.

Sjældent har man nemlig set en mand få så meget medløb i en hørm af floskler i stil med »seks år efter at have ramt bunden af livet, er han tilbage på solsiden af tilværelsen.«

Uimodsagt slap Jesper Nielsen fra at beskylde Jyske Bank for at have begået økonomisk »mordforsøg« på ham og hans familie, Ekstra Bladet havde givet ham »knæspark« og Brøndbys ledelse lukrerede på hans storsind. Med andre ord: En forfulgt uskyldighed med de bedste intentioner.

Ingen vidner var indkaldt til at nuancere (selv)billedet. For slet ikke at tale om at få nogen til at diskutere, om det nu ubetinget gavner håndbold at blive til cirkus.

Som bekendt er det ikke tilladt TV2 at sende reklamebreaks i programmerne. Den regel omgik man så ved at sende et program, der var en lang reklame. Ret smart – og helt i Kasi-Jespers ånd.

Pressefoto: Claus Bech/TV2/Danmark ©

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top