MIDT I EN BEATTID

Da Kim Carnes midt i maj 1981 påbegyndte i alt ni uger på toppen af Billboard’s Hot 100 med ørehængeren ‘Bette Davis Eyes’, blev hun af mange hørt som en Rod Stewart-efterlignende døgnflue. Det med inspirationen fra Stewart kunne hendes sexede sandpapirstemme ikke løbe fra, men faktisk havde Carnes allerede i 1972 indspillet sit debutalbum Rest on me.

Det blev efterfulgt af yderligere to lp’er med kernesund, høstakblond musik, der var mere country og folk end rock. Ikke meget skete for hende af den grund.

I 1979 skrev Carnes og hendes mand, Dave Ellingson, alle sangene på Gideon, en slags conceptalbum for Kenny Rogers, som de begge havde sunget med i New Christy Minstrels. Singlen fra den plade, ‘Don’t Fall In Love With A Dreamer’ var en duet med Kim Carnes, som hittede og gav Carnes’ karriere ny luft.

I mellemtiden havde hun af tekstforfatteren Donna Weiss fået tilsendt en sang, som denne havde skrevet sammen med Jackie DeShannon. Carnes kunne ikke helt høre potentialet, men syntes ‘Bette Davis Eyes’ lød som en honky-tonk musical på Broadway – man forstår hende godt. DeShannon havde indsunget den allerede i 1975.

Weiss blev dog ved med at løbe Carnes på dørene. Og da Carnes skiftede til produceren Val Garay for 1981-albummet Mistanken Identity, kunne han høre mulighederne i at skrue ned for Tin Pan Alley og op for det erotiske. Det kunne Carnes’ keyboardspiller Bill Cuomo også. Hans synthesizerspil var med til at gøre det til en helt anden sang.

Kim Carnes havde sit sidste Top 20-hit i 1985, hvor hun også sang med på ‘We Are The World’. Hun har siden nydt respekt som sangskriver på countrymarkedet. Og sporadisk udgivet cd’er, senest Chasin’ wild trains, som viser, at folk som Mary Chapin Carpenter og Sheryl Crow ikke er ude med tom smiger, når de fremhæver Kim Carnes som en inspiration, både som sanger og sangskriver.

Men ‘Bette Davis Eyes’ er og bliver hendes karrieres forbandelse og velsignelse.