Da Kim Carnes midt i maj 1981 påbegyndte i alt ni uger på toppen af Billboard’s Hot 100 med ørehængeren ‘Bette Davis Eyes’, blev hun af mange hørt som en Rod Stewart-efterlignende døgnflue. Det med inspirationen fra Stewart kunne hendes sexede sandpapirstemme ikke løbe fra, men faktisk havde Carnes allerede i 1972 indspillet sit debutalbum Rest on me.
Det blev efterfulgt af yderligere to lp’er med kernesund, høstakblond musik, der var mere country og folk end rock. Ikke meget skete for hende af den grund.
I 1979 skrev Carnes og hendes mand, Dave Ellingson, alle sangene på Gideon, en slags conceptalbum for Kenny Rogers, som de begge havde sunget med i New Christy Minstrels. Singlen fra den plade, ‘Don’t Fall In Love With A Dreamer’ var en duet med Kim Carnes, som hittede og gav Carnes’ karriere ny luft.
I mellemtiden havde hun af tekstforfatteren Donna Weiss fået tilsendt en sang, som denne havde skrevet sammen med Jackie DeShannon. Carnes kunne ikke helt høre potentialet, men syntes ‘Bette Davis Eyes’ lød som en honky-tonk musical på Broadway – man forstår hende godt. DeShannon havde indsunget den allerede i 1975.
Weiss blev dog ved med at løbe Carnes på dørene. Og da Carnes skiftede til produceren Val Garay for 1981-albummet Mistanken Identity, kunne han høre mulighederne i at skrue ned for Tin Pan Alley og op for det erotiske. Det kunne Carnes’ keyboardspiller Bill Cuomo også. Hans synthesizerspil var med til at gøre det til en helt anden sang.
Kim Carnes havde sit sidste Top 20-hit i 1985, hvor hun også sang med på ‘We Are The World’. Hun har siden nydt respekt som sangskriver på countrymarkedet. Og sporadisk udgivet cd’er, senest Chasin’ wild trains, som viser, at folk som Mary Chapin Carpenter og Sheryl Crow ikke er ude med tom smiger, når de fremhæver Kim Carnes som en inspiration, både som sanger og sangskriver.
Men ‘Bette Davis Eyes’ er og bliver hendes karrieres forbandelse og velsignelse.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
[...] år er det i øvrigt 30 år siden, Kim Carnes hittede med sin udgave af “Bette Davies’ Eyes”, skrevet af DeShannon og med tekst af Donna [...]