Herfra hvor Allan Olsen står

Vi er som bekendt alle jyder for Vorherre. Derimod er det gået i glemmebogen, at Johan Herman Wessel, ophavsmanden til udtrykket, faktisk beklagede det. Han skrev, at “vi desværre er alle Jyder for vor Herre.” Det der med desværre vil Allan Olsen ikke bejae. Ingen er mere jyde end ham. Nordjyde. Og dét er Olsen med en stigende protagonistisk insisteren, som set herovre fra Danmarks største jyske by af og til kan virke træls, ekskluderende og selvretfærdig.

Lige nu er han således igang med noget, han kalder en verdensturne i Vendsyssel. På repertoiret er sangene fra hans nye album Jøwt. Det rummer ti oplevelsesmættede og tankefrisættende sange, sunget på vendelbomål (men bookletgengivet på dansk), om det at være jyde og menneske så man som menneske tager sig i at ønske sig at være jyde. Igen, for det ligger jo i vore aner og erfaringsbaner, det der med det jyske.

Som en rigtig køwenhavneranmelder har jeg naturligvis gjort mig umage for at finde noget at bebrejde Olsen og hans plade. Jeg har intet fundet.

Navne som Sønderskov, Bindslev, Tolne, Harken og Rimmerby Strand er for længst blevet del af Olsens mytologiske landskab, men et særligt et af slagsen, der blander digt og støvregnende hverdagsvirkelighed til noget, der bliver til temperatur- og humørmålinger af et Danmark, der ikke kan genkende sig selv som udkant, men dog har det tryggest med tiden “inden Bay City Rollers kom frem”, som det hed i en gammel Olsen-sang.

Musikalsk trækker Olsen med samme naturlighed, som han trækker vejret, fortsat på Bob Dylan, John Prine, The Band, Ry Cooder, bomuldsblues af irsk aftapning og den åndsbeslægtede Niels Hausgaard og så naturligvis sig selv, akkompagneret af folk som Gæst Vincent og Jane Clark, der spiller så autentisk, at hendes instrument burde hedde fiol og ikke violin.

Olsen er novellefortæller, fuld af både stille humor og en ærlig ømhed, der ikke hænger nogen ud, men fortæller tingene, som de er, som de opleves og som de gennemleves. Fordi der ikke er andet at gøre.

Det hele handler om at tage de knubs, der kommer undervejs, men ellers gøre sig umage med at nå helskindet frem, som det hedder i den indledende ‘Hjørringvej’, denne musikalske roadmovies trailer om at køre i bil med sin mor lillejuleaften gennem et landskab, fuld af lige dele minder og en affolkethed, som det tiltagende snefog ikke kan skjule.

Men der er liv (og lidenskaber) derude på de vindblæste vidder, hvor “vi altid har haft det nordiske køkken til at vokse op af markerne.” F.eks. i ‘Det blo’ hus’ om et af de usolgte Låsby-Svendsen-huse, som nu bebos af en slovener og nogle kvindfolk. Bordellet med “fis-lys i vinduerne” betyder, at “nu lufter konerne hundene på den sene aftentur”, mens mændene sidder derhjemme og drømmer sig til en tur i Det blå hus. I sangen ‘Hai fæk skyllen’ portrætteres en af de koner, der ikke har nogen hund at gå tur med, men venter ængsteligt på, at manden kommer hjem. Og måske giver hendes kind et klem, men oftest det der er værre. Socialrealisme, der lader os selv om at lægge en og en sammen, så det bliver mere end tre.

Ensomheden er et livsvilkår, og får det bedste frem i enspænderen Allan Olsen. Bedst i ‘Pigen mæ’ det sulsot-soet hoer’ om ham, der for sent får taget sig sammen og pludselig er Shell-tanken nedlagt til fordel for en selvbetjenings-Jet, og borte har taget pigen i butikken, som får ham til at rime byld på kirsebærfyld. Og lige så hjertegribende er ‘Swer’je’, sangen om ham, der tror, han skal dø eller også skal han. Under alle omstændigheder er det en skam at skulle bort nu, hvor han lige har fyldt sin fryser op. Til gengæld lover han sig selv at rejse til Sverige, hvis han alligevel vågner næste måned. Efter alle disse år på flyvesand må det være på tide at lægge sig til hvile på klippegrund.

Og så er pladen selvfølgelig et overflødighedshorn af ideosynkraten Olsens citatvenlige vers. Lige fra “jeg har stemt på dem, der snakker og jeg har snakket mer’ end dem” (i den vidunderligt barndomsenkle ‘Lille ørred) over forklaringen på, hvorfor de ikke var så meget for The Beatles – “men da ham og Yoko Ono blev snuppet ved Fjerritslev to på én knallert, syntes vi godt om Beatles alligevel…” – til den afsluttende, Teddy Edelmann/Peter Belli-agtige ‘Lad min regning stå’, som advarer småmisantropisk mod et land, hvor “de så småt har fået bugt med urentabel dårskab og med urentabel snak, dér hvor ingen mer’ hedder Poul og den sidste sjuft er væk…”

Samme usentimentale hjemstavnshyldest høres også i den værtshusswingende ‘Hjemstavn’ om hvornår man ved, at man er hjemme. Det er for eksempel, når folk går i “byen en hel lørdag nat med en ti kroner på lommen og kommer hjem med de otte” men også når de gamle “kan huske at alting var bedre dengang folk var fattige og sled sig fordærvede”. I baggrunden gnægger Hausgaard småkommentarer i bedste bluesstil, og toppen er, da han til slut spørger sangeren om ikke der er noget med, at ham Olsen selv er flyttet fra egnen.

Det er han måske, men den lever i ham hver dag, i hvert vers, i hver en fiber af hans sangskriversjæl, og har ikke gjort det så forløsende siden 1998-albummet ‘Sange for rygere’.

‘Jøwt’ er en plade uden filter, og med en god, ulmende glød.

Jøwt. Producere. Gæst Vincent og Allan Olsen. Cover: Henrik Siegel. Zoobaba.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK