Hyldemor genopgravet

De store danske pladeselskaber bliver bebrejdet, at de kerer sig så lidt om deres egen fortid og forsømmer den kulturhistoriske forpligtelse, de havde så travlt med at fremhæve dengang de skulle have punktafgiften afskaffet.

Ret skal være ret. Genudgivelsesfrekvensen er hævet de senere år, og det er på den led svært at klandre selskaberne, når de nu omsider lader sig indhente af fortiden. Omvendt har fortiden det tit med at ende som en overvurderet størrelse, hvor man skulle have været der for at helt at fatte dybden og skønheden.

Sony genudgiver på fredag Hyldemor-albummet Glem det hele fra 1978. Fredagen er dagen før Hyldemor-sangeren og sangskriveren Hans Vindings fødsels- og dødsdag i hhv. 1948 og 1999.

Jeg er jævnaldrende med Vinding, men syntes faktisk allerede han lød sært forældet midt i 70′erne. Med Furekåben udgav han i 1970 et stykke lokal hippiemytologi med albummet Prinsesseværelset – det med håndkolorerede unikaomslag, men det er og bliver en folkemindemusikalsk parentes.

Stilen og anslaget er noget mere mainstreamrocket på Glem det hele, i sin tid udgivet af multinationale CBS  og med den senere branchemogul og Nordisk Film-direktør, Michael Ritto, som producer.

Da pladen i sin tid udkom, nogenlunde samtidig med det første Sods-album, Shit & Chanels tredje, Sebastians Brecht-plade og Pære Punk-antologien, gemte jeg den et par måneder og anmeldte den så sammen med Bifrost-pladen Læn Dem ikke ud.

Anmeldelsen faldt ud i Vindings favør; nok så meget fordi jeg med datidig indbildskhed brugte ham til at begå et ikke helt retfærdigt karaktermord på Tom Lundén som tekstforfatter. Men sammenhængen mellem de to består også i dag. At høre titelsangen på Glem det hele er at høre en af de bedste Bifrost-sange, Bifrost aldrig skrev. Lundén medvirker på klaver og synger kor sammen med Ida Kleman til denne Jefferson Airplane-lydende hyldest om at leve her og nu, selv om ulvene og slangerne indkredser dig. Her som på resten af pladen er den ragarockende guitarist John Teglgaard i storform – han burde have været med i The Byrds. Og Burnin’-medstifteren, Steen Claësson, er en af de få, der kunne få en violin til at fylde lige så meget som et Hammond-orgel. Claësson kan improvisere uden at syre til i det rene flip.

Som sanger (samt ikke mindst som allegorisk fabulerende, lidt for rimelskende tekstforfatter med en børnehaverørende tro på sandheden i det banale) var Hans Vinding inspireret af Eik Skaløs inspiration af Bob Dylan – for nu at sige det så sødt som en weekendhippie, og Dissings ‘Nøgne øjne’ og de tidlige Sebastian-plader må også have roteret flittigt i de kollektiver, Vinding frekventerede på sin vej. ‘Desolation Row’, Blood on the tracks, ‘I Shall Be Released’ og Niels Skousens sange (‘Tusind år’) er det karbonpapir, pladens numre er skrevet på.

Når man fratrækker de lidt komiske og alt for tidsforankrede fraseringer besidder Vindings stemme alligevel en gennembrændende dynamik, som ikke lader en uberørt. Man kan formelig høre ham, der endte med at dø af alkoholisme, slås med syner og dæmoner og kæmpe for at holde paranoiaen fra døren. Originalitet er nok for stort et ord, men der er et helt menneske til stede, vibrerende og sårbart.

Genudgivelsen er eksemplarisk med bonusnummer, sangtekster og en booklet (der i omfang næsten virker mere passende til et bokssæt). Torben Holleufer har i sin journalistisk detailrige tekst måske lidt for travlt med at kanonisere Vinding ligesom lidt mindre skamros og mere tillid til lytternes egne vurderingsevner ikke ville have skadet, men engagementet gør ham ære. At kalde pladen “et af danskrockens mesterværker” er i mine ører dog lige lovlig rundhåndet.

Glem det hele er en plade, tiden havde glemt allerede da den udkom. Her, 35 år senere, minder den mig om, at der altid er noget glemt at genopfriske ved at gå tilbage i tiden.

Det kan man måske med fordel gøre, når de overlevende medlemmer af bandet, John Teglgaard, Claësson og trommeslageren Jens Breum, træder op på Vindings gamle hjemmebane, Christiania, og sammen med udvalgte venner ved en såkaldt HYLDest-koncert på lørdag på Loppen genopliver Vindings sangkatalog. (Eksternt link)

Hyldemor: Glem det hele. Producer: Michael Ritto. Projektleder: Peter Sørensen. Koordination: Charlotte Paludan. Remaster: Flemming Rasmussen. Cover (gammelt og nyt): Peder Bundgaard. Columbia/Sony.

PS: I årene efter udgivelsen turnerede Hyldemor landet tyndt med den semilegendariske Ole ‘Lyd’ Rasmussen som lydmand. De optagelser udkom som to live-cd’er på Karma i 2000 og 2001, og er medrivende vidnesbyrd om, at Hyldemor ikke kun var Hans Vinding. Faktisk ville det have klædt Sony-genudgivelsen med en ekstra cd med et udvalg af disse ‘som-at-være-der-selv’ optagelser.

Foto: Peder Bundgaard 1978