I eksil på Main Street 40 år senere

2 Comments

I denne uge er det 40 år siden The Rolling Stones udgav dobbeltalbummet Exile on Main Street. Af gammel vane røg den hurtigt til tops på hitlisterne, men lige så hurtigt ned ad dem igen, for musikken lød ikke som noget Stones tidligere – eller senere – har udgivet:

Få nulevende rockkunstnere er blevet beskrevet så udførligt som The Rolling Stones, og endnu færre har udtalt sig så lidet analyserende om deres eget livsværk. Okay, Mick Jagger har kloget sig et par gange eller tre og sagt noget om at videreføre arven fra den sorte musik, gøre den hvid uden at gøre den farve- og harmløs og den slags, og i sin selvbiografi giver Keith Richards et par nogenlunde ædruelige bud, men udregner man kvadratroden af alle artiklerne, står en 1995-udtalelse fra Charlie Watts i virkeligheden tilbage som noget af det mest dækkende.

Han blev i anledning af gruppens 117. verdensturne spurgt om, hvorfor han dog blev ved. »Jeg har opgivet at forstå det. Jeg ved virkelig ikke, hvorfor det er så tiltrækkende, men jeg bliver vældig godt betalt,« svarede han og knipsede lidt fnuller væk fra Armani-turtleneck’en.

Selvfølgelig er der en god portion krukkeri i det citat, men der er den sandhed i det, at Rolling Stones altid har været langt mere intuition end intellekt. Instinktet, fornemmelsen, det uudsagte, det mellem linjerne, musikken – det er det, der har fået det til at blive ved at rulle for verdens somme tider sejeste og i det mindste altid mest sejlivede rockorkester. Og stadig gør det med den ’vi skylder-ikke- nogen-noget’-selvbevidsthed, som aldrig har forladt dem – en udstråling, der gennem årene, alt efter dagsformen, har virket øretæveindbydende, floskuløs, ja, ufrivillig selvparodisk eller helt selvfølgelig.

Det er rigtigt, som Keith Richards har formuleret det, at Stones for den generation, der voksede op i 60’erne, »er som solen og månen og den luft, man indånder«. Stones har altid været der, men var gruppen blevet ved med kun at nære minder for sine jævnaldrende, kunne de mageligt have nøjedes med at spille på 70’er-nostalgifestivalen i Esbjerg. Når det ikke endte sådan, skyldes det i sidste ende noget så simpelt som respekten for og ydmygheden over for musikken – et faktum, der ofte har det med at blive glemt, når Jagger har mest travlt med at dyrke sin verdensberømmelse og den kvindetække, der tilsyneladende ikke tager af med alderen.

Den respekt, den ydmyghed, denne ikke-skolelæreragtige historiske forståelse for ordløse sammenhænge gør, at Stones til hver en tid vil kunne spille i et tilrøget klublokale, så der bliver højt til loftet. Og på samme måde kan gruppen på en god aften forvandle et fodboldstadion til en dampende dagligstue. De har med andre ord altid haft formatet til at rive sig selv ned fra piedestalen; så at sige skrue sig tilbage til nulpunktet for at genfinde, hvad det end var, der i 1965-66 fik The Beatles til at ligne konfirmander i forhold til Jagger & co’s usammenlignelige blanding af arbejderklassebrøsighed og boheme-skødesløshed, som forargede og foruroligede middelklasse-englændere og gav deres døtre forbudte, sjaskvåde drømme.

ATTITUDEN var altid anderledes, mere provokerende, mere uforskammet direkte, men musikalsk var Stones bare en mørkere side af den samme inspiration, der tjente som brændstof for The Beatles – amerikansk rhythm & blues og det, der senere udviklede sig til soul. Den amerikanske kritiker, Paul Evans, har forsøgt sig med en afsløring af hemmeligheden bag holdbarheden ved bandet: »Rolling Stones bekræfter fire grundlæggende sandheder om rock ’n’ roll: Attitude er – næsten – alting; rockens oprindelige kilder, sort musik og country, forbliver også dens mest frugtbare; Chuck Berrys rytmeguitar er selve essensen af rockens drivkraft; og rocksangtekster er mest suggestive, når det er lige før, de er utydelige.«

Han må have tænkt på Exile On Main Street, bandets eneste dobbeltalbum, som nærmest kom som en antidosis i foråret 1972 oven på det succesfulde, fuldtonende udspil Sticky Fingers. Exile … er en nedskrivning af udenværkerne, af mytologien og en opskrivning af essensen – rock som den sidste rest af ægthed midt i al den depraverede dekadence, der åd rockens ny-rige op indefra først i 70’erne. Pladen varer 67 minutter, og hvert sekund lyder som om døren af og til bliver sparket op til et øvelokale, hvor kaos og kakofoni er Gud.

Grundsporene er optaget som døgnlange jamsessions i den fugtige kælder i Villa Nellcote, Keith Richards’ franske eksil og skattely i Villefranche-sur-mer, og han styrer pladen uden samtidig at gøre forsøg på at styre sin brandert. Medens Anita Pallenberg var højgravid, var Richards langt ude i et selvforstærkende blandningsmisbrug, men da Jagger kun kiggede forbi af og til i en pause i jetset-plejen, var resten op til Richards, der – næsten – fik Jack Daniels til at rime på disciplin. Den relativt nye guitarist Mick Taylor får noget nær frit spil og misbruger ikke tilliden – hør bare Robert Johnson-sangen ‘Stop Breaking Down’.

Når det lyder tumultuarisk, er det, fordi det er, hvad det var. Gæstelisten virkede endeløs, og ingen kan længere huske, hvem der præcist spillede hvad, men de potente blæsere Bobby Keys og Jim Price og pianisten Nicky Hopkins er fuldgyldigt med overalt i musikken. Og stoisk uberørte spiller både Charlie Watts og Bill Wyman noget af deres mest jordforbindende på en plade, der genopdager udgangspunktet, grundstenene i rock & roll – guitarer, trommer og bas og så endnu flere guitarer, strømførende linket op til bevidstheden om, at paradis ligner en honky tonk beverding i Sydstaterne, og at Gud er neger, men meget tolerant over for hvide, bare de har lært at spille slideguitar og tælle til tolv imens.

KUN EN pæn håndfuld af pladens 18 sange er vel fuldbårne. De fleste er skitser, henkastede indfald, det, en grafiker ville karakterisere som roughs, en betegnelse, der får sin bogstavelige betydning igen på dette album. På den led er der alt for mange sange, men der er dage, hvor jeg har det sådan med pladen, at jo flere af dem, man hører, jo flere af samme slags ønsker man, der var.

Ingen har rocket lytterens og deres egen røv så meget i laser som Stones på ‘Rocks Off’, og få har lydt så sårbare som Stones på ‘Torn and Frayed’, eller så trompeterende livsglade som på quasi-gospel-sangen ‘Shine A Light’, eller så forelskede som på ‘Loving Cup’ med linjer, der afspejler arbejdsmiljøet under indspilningerne: »Give me a little drink from your loving cup. Just one drink and I’ll fall down drunk.«

Og så er det efterhånden overflødigt at nævne en klassiker som ‘Tumblin’ Dice’, der ikke bare reddede pladen fra at begå kommercielt selvmord, men fik Jagger til at sætte ny rekord i kvindeforagt og samtidig besynge kvinden som »my partner in crime« i en sang, der er så vild og angrebslysten som kærligheden, når den kommer over en med samme tilfældighed som et terningkast.

Det er Stones, som vi kender dem fra ‘Get Off Of My Cloud’ og ’19th Nervous Breakdown’. Eller som Charlie Watts også sagde i et 1995-interview: »Rolling Stones er en gruppe individer, som bliver til Rolling Stones, når de samles. Der sker noget omkring os, sker noget med os. Det sker, når vi spiller. Enten magi eller katastrofe …« Den sommer i Sydfrankrig var det lige tæt på begge dele.

Da Exile On Main Street udkom, blev den betragtet som en rodebutik. Det er den stadig, og en for stor en af slagsen, men der er masser af fund at gøre på hylderne, og det, der lød som en lagerrealisation, har med årene taget form som en af de plader, der i ét hug, uden fodnoter, kan forklare, hvad rock egentlig er for en ustyrlig, uforklarlig størrelse.

Rolling Stones: Exile On Main Street. Producere: Jimmy Miller m. The Glimmer Twins Cover: Robert Frank & John Van Hamersveld. Rolling Stones Records, 1972. Albummet er blevet genudgivet en del gange. Mest udtømmende i 2010.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

2 Comments

  1. comment-avatar
    Jens11. maj 2012 - 15:43

    Og mærkværdigvis, eller måske netop derfor, ligger ‘Exile on main street’ faktisk på plads nr. 7 på Rolling Stones (bladet altså) liste 500 greatest albums of all times.

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top