I øjenhøjde med Bob som ung

Kommentarer slået fra

Jeg har tilbragt de seneste dage i enrum med den unge Bob Dylan. Vi har haft os en god givende snak om at være ung, fuld af protest og poesi, og er undervejs kommet ind på det der med at blive ældre uden at føle sig gammel.

Anledningen er de to nye cd-sæt, The Original Mono Recordings, med mandens otte første studiealbums, samt niende afsnit af føljetonen, The Bootleg Series, som denne gang går helt tilbage til Dylans tidligste demoindspilninger, de blandt Dylanologer så legendariske The Witmark Demos.

De otte cd’er er en åbenbaring. En musikalsk monolit i mono. Det var jo sådan de sange oprindeligt blev indspillet, sådan de var tænkt, sådan vi hørte dem første gang, hvor vi selv fremmanede stereoeffekten i hjernen, hjertet og hvor Dylans melodier nu ellers satte sig med modhager.

Især Another Side Of Bob Dylan har godt af tilbagespolingen til det rene og rensede udtryk. Dylan er så tæt på, at man kan røre ved ham på samme måde, som han rører ved lytteren. Pladen kom i 1964. Og rummer den ene klassiker efter den anden i en næsten naturstridig ophobning. Fra ‘All I Really Wanbt To Do’ og ‘Chimes of Freedom’ over ‘To Ramona’ og ‘My Back Pages’ til ‘It Ain’t Me Babe’.

Hvem skulle efter det lidt blege debutalbum have troet, at han to år senere selvantændte som den nye stjerne på folkemusikfirmamentet? Den plade er ærefrygtindgydende. Eller ‘awesome’ som mine døtre sikkert ville sige.

Det samme siger jeg om den nærmest skulpturelle monoudgave af Highway 61 Revisited, albummet, der blev Dylans definitive farvel til det selvgode, gensidigt rygklappende og i virkeligheden forstemmende fordomsfulde og dermed reaktionære folkemusikmiljø i New York.

Da Dylan i 1960 ankom til The Big Apple med falsk Oklahoma-accent (fordi det var der, hans idol Woody Guthrie kom fra) var folkemusikken en kommerciel magtfaktor, som samtidig satte den politiske dagsorden på venstrefløjen. Dylan blev omfavnet og omklamret. Alligevel forblev han ret upåvirket af det.

Det kan høres på demoindspilningerne som ‘bare’ er ham, hans akustiske guitar og hans forhåbninger. Og så sange andre ville give hele deres karriere for at have skrevet bare en af. Ikke mindst den underskønne ‘Tomorrow Is A Long Time’ i en hudløs, sorgfuld førsteudgave.

Om pladerne er investeringen værd? Don’t think twice…

Bonusinfo: Monobokssættet er generøst lækkert layoutet med cd-omslag i lp-kartontykkelse, og Greil Marcus skriver begavet rundt om musikken. Og købet af den fysiske boks giver adgang til gratis download af hele herligheden (inkl. singlen ‘Positively 4th Street’).

I det nye nummer af Mojo er der et spændende tema om tiden omkring Dylans debut og hans transformation fra Robert til Bob.

Foto: Douglas Gilbert fra indlægsarket på Witmark-cd’en.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top