Ikke kun en hound dog

I en tid, hvor løftebrud bliver relative, kan man tage sig i at ønske, at politikere (og journalister) var dyr. Dyr svigter ikke. De er uforbeholdne i deres kærlighed eller hvad det nu er, vi mennesker bilder os ind, at de umælende kræ føler.

Hunden er menneskets bedste ven. Det er hamsteren også. For slet ikke at tale om katten, ja, sågar rotten og papegøjen. Og en del af dem kommer i himlen på Amager. I Dyrenes Mindegrave, som skildres i ’Hundekirkegården’, en ny DR1-dokumentar af Per Wennick.

Wennick trænger sig aldrig på, men giver tid, rum og tillid. Han bruger ikke kameraet som løftet pegefinger, men som en seismograf. Han hverken omklamrer eller kloger sig på de medvirkendes motiver.

Det forhindrer ham ikke i at mene noget, men han gør det subtilt. I ’Hundekirkegården’ er pointen, at hovedpersonerne ikke er de døde kæledyr, men deres ejere og disses følelser. Her bliver gode dyr aldrig rådne.

Han tager os med på en rejse fra vugge til krukke. Gennem en verden, hvor sentimentalitet ikke er et skældsord, men hvor voksne mennesker i ramme alvor hulkende beder Fadervor foran en gravsten med inskriptionen ’Tak for et forrygende venskab’. Eller bryder sammen hos dyrlægen, når katten får den sidste sprøjte.

Dyrene var bipersoner i forhold til hende, der aldrig fik et knus af sin mor og ikke selv gav sine børn et, men sov i arm med sin hund. Eller hende, der lever på mindet om abbesineren Zeus, der spiste med ved bordet og til sin fødselsdag fik et gavekort, så den kunne købe alle de rejer den ville. Eller pensionisten, der ikke har haft en kæreste, for ’hvis jeg ikke har noget, har jeg ikke noget at miste’ – et motto, han ikke har fulgt i forhold til sine dyr.

Hovedpersonen var Marianne, stedets graver. Hendes liv kunne have fyldt et helt program, tidligt præget som det var af overgreb, voldtægt og alkoholisme. Nu sad hun i en skurvogn, omgivet af batteridrevne plysdyr. Mærket, men livsklog og djærv, for »man kan godt være glad, selv om man er født pessimist.«

Alt i alt ualmindeligt almindelige mennesker med følelser, der forekommer dem så naturlige som overprisningen af kattemad. Eneste mislyd (undskyld) var, da Lise Nørgaard lidt for tilfældigt skulle se Matadorhunden Kviks sidste hvilested. Da virkede den ellers ret uimponerede graveren noget starstruck og benovet over berømtheden, der »ikke går ind for dødskult,« men samtidig citerede sin mormor for, at »man skal ikke omgås mennesker, der ikke kan lide hunde. For så skal nok være noget andet i vejen med dem også.«

Uden en dokumentarist som Per Wennick ville vi seere i endnu højere grad være overladt til at spise os tomt mætte i kager og jordbær for sjov.

Denne anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken.

Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR @