Jamen, er det ikke helt vildt?

Kan to millioner mennesker tage fejl? Sagtens. Omvendt er der altid et massepublikum til den rørende middelmådighed. Det er nemlig den, vi nu om dage efter alt at dømme har det tryggest med, fordi vi kan spejle os i den uden at risikere, at nogen afkræver os andet end automatisk applaus. I det lys, og kun det, er X-Factor interessant.

Jeg er ikke psykolog, så jeg ved ikke, hvad der forvandler halvdelen af nationen til 13-årige piger. Det må man til gengæld lade DR, at de ved alt om. Lokalt set betyder størrelse tilsyneladende alt, når man i globalt perspektiv er en mediemus. I hvert fald har jeg ikke tal på de gange, hvor det blev nævnt, at dette var historiens største X-Factor-finale.

Cecil B. DeMille kunne ikke have iscenesat X-Factor-finalen i  Parken bedre. Det var massesuggererende grandiost, men også patetisk. Samt tåkrummende deprimerende midt i al denne jubel.

Nu om dage er det ikke nok, at noget er flot, næh, det er, som den åbenbart mikrofonløse værtinde Signe Muusmann råbte: “Overdrevent flot”. Og så spurgte hun ellers ad nauseum deltagerne om ikke bare, de synes, det er for vildt det her? Når hun da ikke rablede ufortøvet videre om den rejse, det havde været at komme så langt som til Parken. Går der da ikke busser lige til døren?

Samme Signe (og den åh, så inderligt patroniserende Pernille Rosendahl) læser tilsyneladende ikke Dagbladet Information. I dagens udgave skriver Rune Lykkeberg nemlig: “Det værste er skamridningen af rejsemetaforen. Hver eneste seance mellen dommer og deltager udråbes til en enormt udviklende dannelsesrejse. Hvis bare de har været sammen et kvarter, så skal der snakkes tyve minutter om den ‘rejse, vi har været på sammen’. Alle momenter bliver til udflugter og ethvert samvær til en rejse. Nu er sæsonen slut, vi vil gerne hjem, og vi vil aldrig mere med på de rejser.”

Man troede det umuligt, men alene introen til aftenens finaleshow satte ny DR-rekord i svulmende selvfedme. “Når en ny stjerne fødes, følger vi alle med,” forkyndte radioteaterstemmen, som skulle vi til at overvære Jesu genkomst, men da det jo først er i næste weekend, dèt show genopføres, måtte det være noget andet og større. Med andre ord: Tre wannabees, som metodisk, af folk, der ved bedre, er blevet bildt ind, at de med deres auto-tunede kopinumre har noget originalt og blivende at tilbyde.

Dommerne drak champagne undervejs. Formodentlig for at have noget at skylle den dårlige smag ned med.

Vinderen ser ud som Søren Sko, men hedder Thomas. Til hans ros skal siges, at han ligner en tvivler.

Taberen blev os alle.