James Taylor i Tivoli

Selvfølgelig kan man med nogen ret indvende, at det er ved at være længe siden, James Taylor har udsendt et egentligt studiealbum - October road i 2002 for nu at være helt præcis. Omvendt har han i sit bagkatalog så mange af den slags sange, andre ville give deres karriere eller bedstemor væk for for bare at have skrevet et par stykker af.

Det er meget svært at være kritikersmålig, når han så tilmed synger dem, så fortid og nutid bindes sammen. Min ledsagende hustru, som er for ung til at have været hippie, sagde bagefter, at for hende virkede de sange så friske som blev de til, mens han sang dem. Hun har ikke uret – det har hun sjældent – men for mig er hemmeligheden bag holdbarheden lige så meget, at han igen og igen afdækker nye betydningslag i sangene. Eller også bliver vi bare ældre.

Sange som ‘Something In The Way She Moves’, ‘Fire and Rain’, ‘Sweet Baby James’ og Carolina in my Mind’ er ultimativt tegn på, at Gud er sangskriver ved siden af alt det andet.

Taylor er lige fyldt 64, og hans stemmemæssige volumen er måske ikke, hvad den var. Til gengæld kompenserer han for naturens gang med en formidabel mikrofonteknik. Og hans timbre er helt intakt. Han lyder ganske enkelt godt. I virkeligheden en af de sorteste hvide soulsangere. Årene kan høres i hans smidige stemme. På den måde kommer han i samklang med sit publikum.

Man tager dog fejl, hvis man tror, at Tivolis Koncertsal kun var besat af livsnydende sølvræve. Der var dejligt mange meget yngre mennesker til stede. Endnu et tegn på, at nok er de bedste af Taylors sange skrevet i en tid, hvor stilheden ikke var noget, vi flygtede fra, men nød at fylde med følelser – de rummer også en egen melodisk tidløshed.

James Taylor var lidt mere stille, måske lidt trættere i det, men, som vanligt, også så venligt-distræt og underfundig som yndlingsgymnasielæreren, og mens han med årene mærkeligt nok har nedtonet sit eminente akustiske guitarspil, kan han stadig trylle på en elektrisk guitar. ‘Steamroller blues’ befinder sig et uefterligneligt sted mellem bodegarock og mild ironisering over bluessanger-manerer.

Bag sig havde han igen den navnkundige keyboardspiller Larry Goldings, som både mestrer sit flygel og sit lommeformaterede Hammond-orgel, Jimmy Johnson med et duvende, men aldrig sejlende basspil og som en ekstra attraktion selveste Steve Gadd.

Han illustrerede uimodsagt forskellen på at slå på trommer og spille trommer. Hans nærvær er af en slags, der ikke kan læres. Han er musikken,og han ved intuitivt, hvornår han skal skrue op og tone ned. Hans spil på så enkel en sang som ‘Country Road’ var ikke af denne verden. Og en del trommeslagere i salen tabte kæben, da Gadd demonstrerede, hvor ubesværet et lilletromme-roll kan laves. Han er noget så sjældent som en virtuos, der ikke også er en blærerøv.

På den led står han perfekt til James Taylor.

Tivoli var i den grad åben og ville ikke slippe Taylor og hans trio, og da de legede sig igennem ‘How Sweet It Is To Be Loved By You’ befandt denne anmelder sig i sidegangen, doing the watusi, fuld af tudbrølende taknemmelighed over, at der stadig findes den slags musik og musikere.

Come back more often, lød det fra en kvinde nede fra salen. Hun råbte på alles vegne.

James Taylor m. trio, Tivolis Koncertsal torsdag. Han giver også koncert mandag i Musikhuset i Århus. 

PR-foto lånt herfra.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK