Janis blev aldrig society’s child

Øv, det er ikke fair. Unge i 60’erne havde idoler som Janis Ian. Nu må vi nøjes med Justin Bieber. Sådan lyder et hjertesuk under et YouTube-klip af en 16-årig Janis Ian, der i 1967 synger sit første, måske største og i hvert fald mest kontroversielle hit, ‘Society’s Child,’ en protestsang, som stak dybere end blokbogstaverne på en plakat.

I virkeligheden havde Janis Ian intet ønske om at blive idol. Hun ville bare ramme os på nogle ømme punkter og gjorde det følsomt og med kant.

I morgen fylder hun – mærkeligt nok – kun 60 efter en karriere, der har budt på såvel optimal opmærksomhed, selvvalgt eksil som comeback i en moden alder.

Ian, som er ud af den jødiske New Jersey-familie Fink, oplevede som barn, at hendes far blev skygget af FBI. Hun voksede op i et miljø, hvor hjertet i mere end forstand sad til venstre. Som hun senere sagde: »Mine forældre straffede mig aldrig for at sige sandheden. De straffede mig kun, når jeg løj.«

Som 12-årig skrev hun den forbløffende færdige ‘Hair of Spun Gold’, og hendes moderne folkemusik, iklædt en egen tone, der blev døbt barock, skaffede hende en indspilning for pladeselskabet Atlantic. Med Shangri Las- og Vanilla Fudge-produceren Shadow Morton bag pulten indsang hun i 1965 ‘Society’s Child’. Det er en sang om et forhold mellem en sort og hvid teenager, dømt til at forlise på en tid, hvor raceblanding absolut kun blev rost i Kennedy-generationens skåltaler. Alle andre steder var det tabu. En af tidens mest kontroversielle film, Guess who’s coming to dinner, handlede om netop det emne. Og kunne godt have haft Janis Ians sang som kendingsmelodi.

Atlantic, som havde slået sig op på sort musik, turde ikke at udsende singlen. En lille snes andre selskaber takkede nej, indtil Verve udgav den og hendes debutalbum i 1966. Den solgte dårligt, og Bibelbæltets radiostationer boykottede den. Det meste af et år gik. Så kom Ian med i Leonard Bernsteins tv-show ”Inside Pop – The Rock Revolution”. Hans blåstempling af sangen åbnede døren til gennembruddet.

Selv om pladerne faktisk blev sikrere og bedre, kunne Janis Ian ikke holde fast. »Jeg måtte de næste tre år høre på, at jeg kun blev spillet i radioen, fordi jeg var et barn. Så blev jeg 18 og måtte lære at håndtere at blive kaldt et forhenværende vidunderbarn,« har hun fortalt.

Janis Ian blev ved at skrive sange og hendes femte album rummede sangen ’Jesse’, som blev et stort hit for Roberta Flack samme år som Ian fik en Grammy for ‘At Seventeen’, en af de mest hudløse skildringer af følelelseslivet bag teenagemakeup’en:

I learned the truth at seventeen / That love was meant for beauty queens / And high school girls with clear skinned smiles / Who married young and then retired…

Sangen er siden indspillet af talrige andre, men Ian passede ikke så godt på sine penge. Hun forærede mange af dem væk, enten til venner eller til velgørenhed. Samtidig bød branchen hende mere og mere imod. Den aversion har hun holdt i live i klummer og blogs.

Hun sagde senere nej tak til en ny millionkontrakt. Og 80’erne tilbragte hun uden for rampelyset. Og ernærede sig ved at skrive hits for Bette Midler, Amy Grant og Nancy Griffith. Ian vendte tilbage i 1993 med albummet Breaking the silence på sit eget selskab Rude Girl Records. Samtidig sprang hun ud som lesbisk, og det er aldrig noget lille hop i den hykleriske amerikanske showbiz.

I 2008 udsendte Janis Ian selvbiografien Society’s child, hvor hun bl.a. beskrev sit fem år lange ægteskab med en voldelig mand. Hun er også debuteret som novelleforfatter.

Hun turnerer flittigt, men der er blevet længere mellem pladerne. I 2006 fik hun dog vist, at hun har sin bidske, ironiske humor intakt. Albummet hedder Folk is the new black.

Er der nogen, der har afvist at følge moden, er det Janis Ian. Hun lyder, som om hun ikke fortryder de omkostninger, hun har måttet betale for ikke at ville være ”society’s child”.

Pressefoto af Peter Cunningham fra sangerens hjemmeside.