Janis Joplins eneste etter
Janis Joplin havde været død et halvt år, da hun for første og eneste gang toppede den amerikanske Hot 100. Det skete i to uger for præcis 40 år siden. Sangen, ‘Me and Bobby McGee’, skrevet af den lovende unge sangskriver Kris Kristofferson, viste sig at holde længere end hans og Joplins fling i foråret 1970 – den periode, Joplin-biografen Myra Friedman senere døbte ‘the great Tequila bash’ ….
Ordene er, vist nok, skrevet om og til hende, men billedfremkaldes af Janis Joplin som en hel novellefilm. Og viser en mere country-følsom side af sangeren, der ellers havde gjort sig mest bemærket med en Southern Comfort-opspædet bluesrøst, der til fulde illustrerer, hvad hun mente, da hun engang besvarede et spørgsmål om det sunde og fremtidssikrede i hendes livsstil: “Måske holder jeg ikke så længe som andre sangere, men jeg tror, man kan spolere nuet ved at bekymre sig for meget om i morgen…”
Hun blev fundet død på Landmark Motel i Hollywood om aftenen den 4. oktober 1970. Dødsårsag: Overdosis af heroin.
Ikke alt hun indsang blev til guld, men hun genantændte faklen fra Bessie Smith og førte blues-sangen ind i en ny tid. Og for mange af hendes samtidige ‘søstre’ var hun mere end det.
I den fine booklet til 1993-bokssættet forklarer Ellen Willis Joplin-effekten i sit kloge essay: “I årene efter Janis’ død kunne jeg i lange stræk ikke bære at lytte til hendes musik; der var ingen steder jeg kunne gå hen med de følelser, hun vakte…” og så sammenligner hun Joplin med både Madonna og Thelma & Louise-figurerne, og sammenfatter Janis Joplin’s budskab til verden som: “Don’t turn your back on love”.
Det behøver man ikke være kvinde for at blive berørt af. Og Janis Joplin sang aldrig mere indlevet (her i en demoversion) om kærligheden og dens omkostninger end i balladen om ‘Me and Bobby McGee.’
