Johannes Andersens nudanske Dylan

Det meste ender med at komme tilbage til en, siger den gamle karmalov, og den virker. I 1997 skrev samfundsforskeren Johannes Andersen fra Aalborg Universitet et essay med titlen ‘Dylan – 90′ernes patetiske ikon’. Der skældte han sin egen generations anmeldere ud for det, han kaldte en patetisk begejstring for en mand, der efterhånden brød sig så lidt om sine sange, at han ikke engang gad udtale teksterne ordentligt, og som i 90′erne nærmest spildte sit talent. Dylan var, skrev Andersen, “reduceret til noget, der mest af alt kunne minde om en mekanisk animeret trædukke. Uden sjæl.”

Nu har jeg så i nogle dage råspillet Johannes Andersens debutalbum, Natten er nær – Bob Dylan på dansk, som rummer ti både kongeniale og ajourførte gendigtninger af Dylan-sange.  Det lyder, som om Johannes og Bob har fundet hinanden igen. Jeg mindes Allan Olsens gamle udsagn om, at hvis Dylan ville bosætte sig i Danmark, ville han vælge Aalborg.

I samme essay kunne man også læse, at “Dylan mere end nogen anden var den originale fortolker af en ny virkelighedsdimension, som brød alle traditionelle forestillinger om eksempelvis livet og politikken, og i stedet åbnede for den enkeltes mere subjektive oplevelse af et liv i en broget hverdag.” Heldigvis har Johannes Andersen ladet både pegepind og studenterhue blive hjemme på katederet, inden han gik i produceren og multinstrumentalisten Nikolaj Heymans studie i Hjortdal.

Istedet har han medtaget fornyende og tit forrygende ord til sange så kendte, at man ikke troede det muligt at fravriste dem nyt. Men faktisk tager Johannes Andersen ejerskab til disse numre, lidt lige som Steffen Brandt gjorde det på dobbeltalbummet Baby Blue.

Andersen har ingen stor stemme, men han er i al sin tilbagelænede diskretion faktisk en god sanger, fuld af ulmende energi. Ingen Caruso, men det er Dylan jo heller ikke – eller Brandt for den sags skyld… Tonelejet rydder sin helt egen bane med Leonard Cohen, Tom Lunden, Sebastian (som også har fordansket Dylan) og Henrik Strube som hjørneflag og Olesen & Olesen som linjevogtere. På lægterne hepper Niels Skousen, men ikke Eik Skaløe.

Nikolaj Heyman forstår vekselvirkningen mellem det skramlede og det lyriske. Ene mand (assisteret af sangerens guitar) swinger han simpelthen fuldt så godt som Dylan turneband. Masser af åndehuller og undertoner. Og selvforstærkende ekkoer af både J.J. Cale og Ry Cooder.

Repertoiret er velvalgt og måske en smule mindre mainstream – hvis man kan bruge det udtryk om Dylan – end Brandts bud. Fra ‘Ballad of a thin Man’ over ‘This Wheels on Fire’ og ‘All Along The Watchtower’ til ‘Not Dark Yet’.

Lad mig her, hvor der er plads nok, komme med et par komparative eksempler:

Hos Andersen bliver ‘Ballad Of A Thin Man’ til ‘Balladen Om Den Tynde’ med førsteverset: “Du står midt i rummet og famler med din plan/du ser en er nøgen og spørger: Hvem er den mand?/du prøver og prøver, men det går over din forstand/hvordan du får ham ned fra din altan/du ved at noget sker nu, men du ved ikke, hvad det er/Gør du, Lone Schmidt…”

Brandt fastholder Mister Jones: “Du går ind ad en dør/til ingenmandsland/du ser dig selv i et spejl/og du spørger: Hvem er den mand?/Du prøver igen men du ved du ikke rigtigt kan/finde en forklaring/og der er lang vej hjem/for der er noget på færde/men du ved ikke hvad det er/Gør du, Mister Jones…”

Dylan-fans vil vide, at Poul Borum i sin tid fordanskede Dylan som den første. Hans udlægninger kan, trods en vis litterær patos, stadig synges, og det kunne have været sjovt at høre Johannes Andersen give ‘Trøstesløshedsvej’ (‘Desolation Row’). jeg hører i hvert fald hans stemme, når jeg genlæser Borums tekst. Andersen anno 2012 bruger ikke Borum, så hans udgave af ‘Rainy Day Women #12 & 35′ hedder ikke ‘Regnvejrsdamer nr. 12 og 35′, men ‘Alle Bliver Mobbet’, for Andersen synger selvfølgelig ikke om stening (som Borum). Til gengæld misser han så dobbelttydigheden.

Omvendt bliver Andersens tekster noget i sig selv; han løfter, som Brandt, Dylan ind i en nudansk virkelighed. F.eks. på ‘Ensom Med Et Rastløst Sind’ (‘Like A Rolling Stone’), hvor vi både præsenteres for tynde linselus, og ham, der har gået i gymnasium, men bluffede sig igennem og endte helt i top: “Det er nu du vil sande man kan falde når man er kommet op” (som det hedder med kærlig hilsen til Bifrost). På den led bliver Johannes Andersen samfundskritisk på samme udogmatiske, fascinerende undvigende facon som Dylan.

Denne cd må gerne snart efterfølges af et ‘rigtigt’ Johannes Andersen-album. I sine mest personlige øjeblikke, som på ‘Endnu Ikke Mørkt’, tør han nemlig det private på den der blotlagte måde, vi anmeldere ynder at rubricere som hudløs:

Skyggerne falder. Jeg er stadig her
Det er for varmt til at sove, kan lige så godt lade være
Jeg føler mere og mere, at jeg er hård inden i
Har masser af arv, men intet at give
Det kniber for mig at finde ud af, hvor jeg er
Det er endnu ikke mørkt, men natten er nær…

Sjældent har rådvildhed lydt så vedkommende, fortættet og mulighedsfyldt.  Og musikalsk. Swing it, magistern…

Johannes Andersen: Natten er nær. Producer: Nikolaj Heyman m. Johannes Andersen. JLA/Gateway Music.

PS: For nylig fik jeg med en vis forsinkelse tilsendt endnu en Dylan-fordanskning. Ole og Uno Wierøds Dylansk med Niels-Ole Poulin kom i 2005. Cd’en er produceret af svenske Dan Tillberg (som selv har begået en Dylan-plade – og en Stones-ditto for den sags skyld) og i sin tid udsendt på hans nu krakkede selskab. Ambitionsniveauet er noget mindre, betydningslagene derfor færre og sangene fremføres lige lovligt 1:1, men der er tale om i enhver forstand con amore-indspilninger med en indtrængende og slideunderstøttet Jan Toftlund-følsom udgave af ‘I Shall Be Released’ som højdepunkt. Jo, der er plads til mange i Dyland.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK