John Barleycorn døde ikke

1 Comment

Der var fortid i luften i 1970. I hvert fald i beatmusikken. Man så folkemusikken som symbol på det oprindelige og det ukorrumperede. Herhjemme begyndte folk som Niels Skousen at genopdage ridderviserne. Og i England var der med grupper som Pentangle og Fairport Convention tale om en veritabel folkemusikbølge, der skyllede ind over de bare hippietæer. Ikke uden påvirkning fra Dylans John Wesley Harding.

Denne søgen tilbage i tiden inspirerede også Stevie Winwood. Efter at have været orgelspillende og syngende vidunderbarn i Spencer Davis Group, forgrundsfigur og formidabel guitarist i Traffic og medstifter af den kortlivede supergruppe Blind Faith befandt han sig ved en korsvej.

En tur på landet havde kastet en række nye kompositioner af sig. Hans første soloalbum aftegnede sig. Sådan skulle det ikke gå. Istedet blev soloindspilningerne i Morgan Studios i efteråret 1969 starten på albummet John Barleycorn Must Die, der samtidig blev et uventet comeback for Traffic, nu uden Dave Mason, kilden til intern rivalisering og uro og årsagen til, at gruppen fik tilnavnet ‘traffic jam’ i britiske popblade.

John Barleycorn Must Die er nu genudsendt i deluxe-indpakning. Med originalalbummet remastereret og det meste af en i sin tid skrinlagt live-lp. Plus gode noter, der kaster ekstra lys over en musik, der ellers kan tale for sig selv.

Rygraden på pladen er titelnummeret, en adaption af en gammel britisk folkemelodi, som fås både i den originale soloversion og den senere genindspilning. Chris Wood havde lige hørt en version af sangen med The Watersons og spillede den for Winwood.

Det er i virkeligheden en sang om alkohol, med John Barleycorn som selve inkarnationen af alkoholismen. Stevie Winwood synger den som et ekko af svundne tider, gådefuld og dragende, ikke mindst på grund af Woods tværfløjte (som må have inspireret Knud Bjørnø i Skousen & Ingemann).

De andre sange viser Winwoods store styrke som soul- og blues-musiker. Ikke på den slaviske facon, men som den, der tolker den tradition ind i nutiden. De Band-beslægtede  ‘Stranger To Himself’ og ‘Freedom Rider’ er rent ud forrygende, både som melodier og som afsæt for Winwoods multiinstrumentale ekvilibrisme, som altid ved, hvordan den skal stoppe. Hans Hammond-orgelspil var stildannende. Og hans medkomponist Jim Capaldi er og bliver en af de mest levende trommeslagere i rocken.

Anden halvdel af albummet er som sagt en række liveindspilninger, der til fulde demonstrerer bandets kvaliteter og musikalske vision og i virkeligheden uforløste potentiale. Siden gik der både verdensmusik og småjazz i gruppen, men dette er deres øjeblik.

Jeg ved godt, at John Barleycorn Must Die så sent som i 1999 blev genudsendt, med bonustracks. Den udgave bliver inde i højttalerne og fortiden sammenlignet med denne opdatering.

Traffic: John Barleycorn Must Die. Producere: Chris Blackwell & Stevie Winwood. Genudgivelsesproducer: Joe Black. Island/Universal. 2cd.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

  1. comment-avatar
    Chopstick9. marts 2011 - 16:40

    Stevie Windwood er Kasper Winding (læg mærke til navneligheden) uden provinsielt navlepilleri, begge båret frem af et uomtvistelig talent for siden at havne i forventningens gabestok. Den ene i stand til løbende at genopfinde sig selv, den anden tilfreds med at være medie-darling.

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top