John Barleycorn døde ikke

Der var fortid i luften i 1970. I hvert fald i beatmusikken. Man så folkemusikken som symbol på det oprindelige og det ukorrumperede. Herhjemme begyndte folk som Niels Skousen at genopdage ridderviserne. Og i England var der med grupper som Pentangle og Fairport Convention tale om en veritabel folkemusikbølge, der skyllede ind over de bare hippietæer. Ikke uden påvirkning fra Dylans John Wesley Harding.

Denne søgen tilbage i tiden inspirerede også Stevie Winwood. Efter at have været orgelspillende og syngende vidunderbarn i Spencer Davis Group, forgrundsfigur og formidabel guitarist i Traffic og medstifter af den kortlivede supergruppe Blind Faith befandt han sig ved en korsvej.

En tur på landet havde kastet en række nye kompositioner af sig. Hans første soloalbum aftegnede sig. Sådan skulle det ikke gå. Istedet blev soloindspilningerne i Morgan Studios i efteråret 1969 starten på albummet John Barleycorn Must Die, der samtidig blev et uventet comeback for Traffic, nu uden Dave Mason, kilden til intern rivalisering og uro og årsagen til, at gruppen fik tilnavnet ‘traffic jam’ i britiske popblade.

John Barleycorn Must Die er nu genudsendt i deluxe-indpakning. Med originalalbummet remastereret og det meste af en i sin tid skrinlagt live-lp. Plus gode noter, der kaster ekstra lys over en musik, der ellers kan tale for sig selv.

Rygraden på pladen er titelnummeret, en adaption af en gammel britisk folkemelodi, som fås både i den originale soloversion og den senere genindspilning. Chris Wood havde lige hørt en version af sangen med The Watersons og spillede den for Winwood.

Det er i virkeligheden en sang om alkohol, med John Barleycorn som selve inkarnationen af alkoholismen. Stevie Winwood synger den som et ekko af svundne tider, gådefuld og dragende, ikke mindst på grund af Woods tværfløjte (som må have inspireret Knud Bjørnø i Skousen & Ingemann).

De andre sange viser Winwoods store styrke som soul- og blues-musiker. Ikke på den slaviske facon, men som den, der tolker den tradition ind i nutiden. De Band-beslægtede  ‘Stranger To Himself’ og ‘Freedom Rider’ er rent ud forrygende, både som melodier og som afsæt for Winwoods multiinstrumentale ekvilibrisme, som altid ved, hvordan den skal stoppe. Hans Hammond-orgelspil var stildannende. Og hans medkomponist Jim Capaldi er og bliver en af de mest levende trommeslagere i rocken.

Anden halvdel af albummet er som sagt en række liveindspilninger, der til fulde demonstrerer bandets kvaliteter og musikalske vision og i virkeligheden uforløste potentiale. Siden gik der både verdensmusik og småjazz i gruppen, men dette er deres øjeblik.

Jeg ved godt, at John Barleycorn Must Die så sent som i 1999 blev genudsendt, med bonustracks. Den udgave bliver inde i højttalerne og fortiden sammenlignet med denne opdatering.

Traffic: John Barleycorn Must Die. Producere: Chris Blackwell & Stevie Winwood. Genudgivelsesproducer: Joe Black. Island/Universal. 2cd.