You are here: Home / Kritik / Musik / Jon Lord – en heavy klassiker
Jon Lord – en heavy klassiker
9. juni 2011 // Kommentarer slået fra
Der har altid været noget dubiøst over en rockmusiker, der har teknikken i orden. Anmeldere mistænker ham for ikke at have sjælen med, og hvis han hælder i retning af den klassiske musik, bliver han beskyldt for at være for vulgær i sin brug af tonesproget.
Den dobbeltild blev Jon Lord, som fylder 70 i dag, udsat for fra det øjeblik, han trykkede sit Hammond C3-orgel i bund. Efter i bl.a. Artwoods at have skabt sig et navn som musikernes musiker i Londons blues-miljø i 60’erne, dannede Lord i 1968 Deep Purple. Sammen med guitaristen Ritchie Blackmore blev Lord solist i det stildannende band.
I modsætning til så mange andre lod Lord sig ikke friste af tidens nymodens synthesizere. Han blev ved sit orgel, som han vel at mærke ikke betjente, som var det et klaver i forklædning. Et tidligt højdepunkt og en genremilepæl var 1970-albummet In rock og nummeret ‘Child In Time’. Lord står også bag riffet til en heavyrock-klassiker som ‘Smoke on The Water’. Og nævner selv noget overraskende gruppens Live in Japan som sit yndlings-Deep Purple album.
Inden da havde han for Deep Purple skrevet ‘Concerto for group and orchestra’. Udskældt af de klassiske smagsdommere, elsket af publikum. Stykket står i dag som et hovedværk, der satte tonen for de mange, uskrømtet romantiske orkesterværker, han efter rockårene med Deep Purple og Whitesnake har brugt tiden på. Med stadig stigende anerkendelse til følge.
I 2006 indspillede han således i Odense med det stedlige symfoniorkester, dirigeret af Paul Mann, to suiter. Det resulterede i endnu en plade – for EMI Classics. Hvad ellers? Og at dømme efter turlisten har han ingen planer om at sætte orglet i garage foreløbig.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
