Journalistisk klumpspil

I dagens Politiken skriver jeg om TV3+-programmet ‘Fodbold uden filter’. Her er en lidt længere version:

Fodboldsæsonen er startet, heppede medierne i weekenden. Det undrede fruen. Jamen, er der ikke sæson hele året, spurgte hun og havde ikke tal på de skæbnekampe og lokalbrag, jeg absolut har skullet sofaovervære på alle mulige og navnlig umulige tidspunkter. Så var det lettere, dengang man(d) kunne nøjes med at slumre ind til Derby-Wolves hver tipslørdag. Og alligevel bagefter var leveringsdygtig i et pålideligt kampreferat.

Flere kanaler, flere penge og flere kampe har givet sportsjournalister – og ikke mindst deres redaktører – ambitioner om at være andet end ’var det en hård kamp’-mikrofonholdere.

TV3+ stiller op med Carsten Werge og Per Frimann (som indirekte kostede os medvirken til OL i 1988) som spydspidserne, der mestrer det besynderlige dobbeltjob som referent og kommentator, der altid har været sportsjournalistikkens potentielle meniskskade. I flere sæsoner har kanalen også kørt det konfrontatoriske ’Fodbold uden filter’, oprindeligt med Werge som en vært, der både kunne lytte, spørge og blive lyttet til.

Han alternerer nu med Dan Engelsted. Han var engang den yngste danske divisionstræner, men i denne sammenhæng overbeviser hans taktiske evner ikke. Rundbordsdiskussioner kan være godt tv, men de skal styres for, om jeg så må sige, at komme i mål. Det formår Engelsted ikke. Han kunne med fordel gøre som FCK’s César Santin: Se op, før han sender bolden videre. Han staccato-spørger, måske fordi det skal virke dynamisk og truende. I stedet virker han i konstant tidnød.

Tid var der ellers nok af i søndagsdebatten om klumpspillet på direktionsgangen i Brøndby. Akkompagneret af melodramatiske pseudoklassiske toner lød det: Hele fodbold-Danmark er rystet. Hele?

I studiet stod Mr. Brøndby himself, Per Bjerregaard, den angivelige årsag til både stribefyringer af direktører og sportslig deroute. Det var sådan en diskussion, hvor fruen og andre føler sig uden for. For trods tiden eller måske på grund af den fik vi kun frem-og-tilbage-antydninger af krisens årsag. Lettere blev det ikke af Bjerregaards Mærsk-agtige fåmælthed – den mand har brug for en medierådgiver (som han vel at mærke lytter til – måske noget for Henrik Byager, som gav et signalement af klubbens krisehåndtering eller snarere mangel på samme) – men som seer var man prisgivet uden forhåndsviden.

Klubbens sjæl var truet, forstod man. Der er så meget, kvinder ikke forstår. Jeg melder mig i klubben. Programmet var i den grad loge-snak med filter.

Det bliver spændende at se programmet på søndag, når Brøndby har slået FCK …