k.d. lang vil høres – og bliver det

Fornyelse har aldrig rimet naturligt på country. Nok er genren blevet moderniseret og opdateret den seneste snes år i en grad, som den ikke er blevet det i de foregående tredive, men når det kommer til stykket er og bliver country country. Med ’k’ som i konservativt (men ikke nødvendigvis reaktionært) og konserverende, og i en ustadig verden til fals for hastigt skiftende modeluner, er det vel ikke det værste.

Af og til bliver countryfans dog usikre på sig selv og de livsværdier, der gemmer sig under Stetson-hatten.

Som da canadiske Kathryn Dawn Lang arriverede midt i 80’erne. k.d. lang lød som country og så alligevel slet ikke, for hvordan var det, hun så ud? En androgyn mellemting af en, der var klædt ud som cowgirl og så en lidt for voldsomt stylet luksuspunker. Omvendt var der ingen tvivl hos dem, der hørte albummet Shadowland, hendes respektfyldte, men ikke knæfaldende hyldest til Patsy Cline.

Det kunne godt være, hun ikke lignede denne verdens Dolly’er eller Loretta’er, men med en timing som Billie Holiday, en bluesaccent som Janis Joplin og en popcharme som Linda Ronstadt lød lang, som om hun var kommet for at blive.

Med albummet Absolute Torch And Twang satte hun sig solidt i sadlen som sangerinden i den ny country. Neotraditionalist blev lang kaldt. Og hun blev bestemt ikke mindre kontemporær af at springe ud som lesbisk.

Siden har hun finskåret sin egen niche. Og i store stræk fulgt sin egen vej. Hun er i mangt og meget lige så meget jazzsanger som countrycrooner, og Sing it loud, hendes første album med eget band stort set siden debut-cd’en i 1984, bekræfter det signalement.

Det er hendes tolvte studiealbum. Og et af hendes bedste. Medvirkende årsag er et nyt, vitalt orkester, The Siss Boom Bang, ledet af multiinstrumentalisten Joe Pisapia med en fortid i Boston-bandet Guster.

Jeg har aldrig tænkt på, hvor godt banjo står til mellotron, men sammensætningen bliver en tydeliggørelse af den symbiose mellem tradition og innovation, der altid har været en kunstnerisk betræbelse for k.d. lang.

På skrift virker den slags meget tænksomt og kalkuleret. Sådan lyder det ikke i virkeligheden.

I en tid, hvor musikalsk fragmentering er sat i system, er det en lise at høre en cd, der ikke er et nummer for langt, og hvor de enkelte sange belyser hinanden.

Sangene om en kærlighed, der både brænder på tungen og i hjertet, synges af lang som gjaldt de livet. De er både ret ortodokse i deres greb, men samtidig meget organiske, som opstår de, mens hun synger med denne distinkte alt-stemme, der mestrer jodlen og swing lige ubesværet.

Lang er blid, men aldrig føjelig. Hun er lidenskabelig, sårbar og fast besluttet på ikke at give sig hen i den selvmedlidende melankoli, der altid er en risiko, både som menneske og som countrysanger: »Sorrow nevermore« er en sangtitel og et livsmotto.

På ‘Habit of mind’ synger hun: »I’ve lost my edge, it’s left the building like Elvis, I guess…« Den må hun længere ud på landet med. Enhver sang på albummet modsiger hende.

k.d. lang & The Siss Boom Bang: Sing it out loud! Nonesuch/Warner.

Denne anmeldelse kunne første gang læses på www.geiger.dk