Kald det ærlighed – for det er det

Kommentarer slået fra

Der er som bekendt ingen udsigt til akut mangel på danske musikere, men der er stadig langt mellem bøger om danske musikere og endnu længere mellem bøger skrevet af danske musikere. Lars Lilholt gør med sin netop udsendte selvbiografi, Drømme og dæmoner, sit for at forbedre statistikken.

Det er en god bog. Ikke fremragende, men god i al sin prunkløshed. Lilholt er ikke den store stilist, men han er en god fortæller, og han har en interessant og vedkommende historie at fortælle. En historie om at lære “at være til stede i sit eget liv og ikke bare være til stede, når lyset blev tændt på scenen.”

Vi følger ham gennem barndommens eventyrlige hverdage (fine tidsbilleder), hans liv som tilrøget hashhoved, kvindeforfører, psykiatrisk tilfælde og dumt svin (det ene førte til det andet og tilbage igen), det bevægende, underspillet smukke forhold til moderen og mormoren, og vi får et – måske lidt for reguleret – indblik i livet i hans forskellige bands, hvor man nok opdaterede middelaldermusik, men hvor alt ikke har været fryd og gammen. Broderen Kristian og han er f.eks. ikke alt for kompatible. Og de konflikter måtte han gerne have foldet ud. Gerne på bekostning af de sangcitater, der lidt for selvforelsket fylder for meget i bogen.

Omvendt er der faktisk en del klogskab i Lilholts betragninger over, hvorfor han endte med at spille den musik, han gjorde. Mellem tidløshed og tidstypiskhed.

Historien om hans all time hit, den kulturkanoniserede pensionsforsikring ‘Kald Det Kærlighed’, er i sig selv et hit, lidt på niveau med den historie om digtene i ‘Kærestesorg’, som Kristen Bjørnkjær for nylig beskrev i sin biografi.

I stedet for linjer fra ‘Kald Det Kærlighed’ vil jeg opfordre til at dvæle lidt ved det vers, der indleder bogen:

Vi lever i et eventyr
Livet kan man ikke styr’
Hud og hår og negle gror
Intet bliver som man tror
Over os danser galakserne
Under mine fødder er der jord
- vi mangler ord

Bogen kan med fordel også læses, hvis man har et ambivalent forhold til Lars Lilholt.

Jeg taler af erfaring.

Illustration: Bearbejdet udsnit af bogens forside (Foto: Camilla Utke Schiøler)

Bogen er udkommet på Lindhardt & Ringhof.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top