Kan mann hedde Manfred?

Man kan ikke hedde Manfred Mann og så gå efter en popkarriere. Hvis alternativet var fødenavnet Manfred Lubowitz var det dog til at forstå, at den hvide apartheid-modstander tog sit kunstnerefternavn efter et af sine forbilleder, trommeslageren Shelly Manne, da han i 50’erne hjemme i Johannesburg vakte opsigt som vidunderbarn på orgel og klaver.

I dag fylder Manfred Mann 70, og selv om der er skruet ned for blusset, valfarter hengivne fans stadig til de ikke helt så hyppige koncerter.

Mann flyttede i 1961 til London for at kunne ånde friere. Han fandt sammen med slagtøjspilleren Mike Hugg og dannede en af de første fusionsgrupper, hvor Muddy Waters mødte Dave Brubeck og Miles Davis.

Med sangeren Paul Jones fik Manfred Mann en pladekontrakt. Han var en magtfuld bluesvokalist, der reducerede Mick Jagger til en affekteret rhythm ’n’ blues-efteraber. Mann og det band, der nu hed som ham, var musikteknisk bedre end konkurrenterne Rolling Stones og The Animals.

De havde kun tre problemer: De skrev ikke deres sange selv, de lignede det, de var – musiknørder med en kapelmester med Per Stig Møller-briller, og deres fotogene forsanger ville hellere være skuespiller. Og skulle senere blive det.

Gennembruddet kom i 1963, da Manfred Mann blev bedt om at lave kendingsmelodien til tv-programmet ’Ready, Steady, Go’. ’5-4-3-2-1’ blev et mindre hit, og hans adoptering af amerikanske soulpopsange som ’Sha-la-la’ og især hitlistetopperen ’Do-Wah-Diddy-Diddy’ blev fulgt af endnu mere poppede numre som ’Pretty Flamingo’, der tegnede tiden som lydspor til Swingin’ London. Bandets problem var, at Manns hjerte ikke helt var med i musikken.

Købte man gruppens lp’er måtte man for at nå ind til singlerne igennem højkompetente instrumentalnumre med masser af saxofon og vibrafon. Ikke ligefrem hitlisteføde.

Paul Jones forlod bandet i 1966, det samme gjorde Jack Bruce (til fordel for Cream) så Mann indforskrev sangeren Mike d’Abo. Og hittede modvilligt endnu mere med bl.a. ’Just Like A Woman, ’Semi-Detached Suburban Mr. James’ og ’Ha! Ha! Said The Clown’ og endnu en Dylan-sang, ’Mighty Quinn.’

Den musikalske skizofreni stoppede til dels, da Mann dannede Manfred Mann’s Earth Band, hvor der både blev plads til det virtuose og en tydeligere rockbetoning, ligesom Mann var en af de første, der betjente en moog-synthesizer, så den ikke lød som en elektronisk lirekasse.

I 1976 gav han en dengang ikke så kendt sangskriver et boost ved at indspille ’Blinded By The Light’, som for alvor gjorde branchen opmærksom på Bruce Springsteens hitpotentiale. Siden fik Mann glæde af en anden Springsteen-sang, ’Spirit In The Night,’ der endte på Top 40.

En række plader under etiketten Manfred Mann’s Earth Band fulgte gennem 80’erne og 90’erne uden stilistiske udsving, bortset fra ’Plains Music’ fra 1991, et album, hvor Mann opdaterer de nordamerikanske indianeres musik, længe før world music blev et brand.

De mange, der så ham og bandet i Århus og København tidligere på året oplevede en musiker, der ikke lader sig kue af konjunkturerne, men spiller sit helt eget spil, ikke mindst når han fortolker andres sange.

Foto: Sebastian Gerhard, 2009.