Der er noget imposant, mildt krukket og uhyre selvbevidst over Katalogue, den retrospektive dobbelt-cd, Kashmir lige har udsendt. Fra den labert layoutede, generøse ‘download, go home’-indpakning over de indsigtsgivende Rune Skyum-Nielsen-orkestrerede interviews med gruppemedlemmerne til en lyd, der altid har virket for stor til Danmark.
De 32 numre på Katalogue er listet i en omvendt kronologi, så vi lægger ud med den nyeste sang, ‘Electrified Love’, et outtake fra deres seneste cd, og slutter med ‘Child of a Distant Cult’, en DR-liveproduktion fra finaleaftenen i DM i rock, 1993. Der lød Kashmir nærmest som Led Zeppelin på bluesafvænning. Det kom de over.
De senere år er en vis uniformering – eller skal vi bare kalde det stilsikkerhed – sat ind. Trespasssers og den Tony Visconti-producerede No Balance Palace er på hver sin måde konsolideringer af det udtryk, der fandt sin blivende form på 1999-gennembruddet The Good Life.
Kashmir er gruppen, som viste, at de unge på efterskole ikke spilder tiden på hash og guldbajere. Musikerne mødtes sådan et sted, ganske vist ikke i den dybe provins, men på Kastanievej på Frederiksberg. Debutalbummet fra 1994 varslede variationsrigdommen i gruppens udtryk. Kashmir gav fra start et løfte om, at dansk musik de år alligevel ikke skulle gå til i tegneseriepop eller samlebåndssoul. Og selv om de gik i skovmandsskjorter, fik fuldskæg og hørte grunge, var de ikke bare tendensefterplaprere.
I en tid, hvor produkttankegangen regerede (og regerer), var det slående at høre et band, der nok giver plads til det, der i mangel af bedre kaldes hits, men som i bedste 70’er-stil tager mediet alvorligt, ja, tør tænke i de sammenhænge, mediet er som skabt til, uden at det bliver til kunst med k som i krukket og kedelig.
Det er i lyden, Kashmir gør en forskel. Den er bred, afklaret og så tilbundsgående, at man faktisk risikerer at glemme sig selv, når man hører disse sange. Det er som at være i et lukket rum, som man kun kan forlade ved at bruge sangene som nøgle, men de er ikke lette at fravriste hemmeligheder. Man må glemme sig selv for at komme indenfor, og så pludselig husker man bedre, end man bryder sig om.
Åh, hvor man dog (gen)kender det. Hun er skredet. Man håber, det går over. Og man tør ikke sidde stille af frygt for, at det brønddybe sortsyn skal ramme en. Man er generøs på grænsen til det selvudslettende og ønsker hende alt godt derude i den virkelighed, der ikke længere er fælles. Sådan en tilstand gik Kashmir i kødet på i sangen ‘Miss You’ på ‘The Good Life, og året efter borede de rundt i såret.
De udgav en epilog til den plade, og ‘Miss You’ blev skrællet for al overflødig pynt. Nøgen og sårbar lyder Kasper Eistrup, når han synger om at rode med lukkede øjne i kærlighedens mudrede vande uden at vide, om han bliver bidt eller suget med ned.
Eistrup har, sammen med bassisten Mads Thunebjerg, trommeslageren m.m. Asger Engholm Techau og på det seneste keyboardspilleren (og filmkomponisten) Henrik Lindstrand, sat sig for at beskrive sorg, fravær, længsel og det stædigt blafrende lille lys i halvmørket som en klanglig totalitet.
I begyndelsen havde de måske lige lovligt travlt med at vise, hvor teknisk kompetente de er – den ungdom, den ungdom… Siden slappede de mere af, og det frembragte en musik af en vælde, lidelse og ulmende lidenskab, der er så udansk, at det altid har givet kunstnerisk mening, at Eistrup synger sit ubesværede engelsk. Katalogue rummer vignetten ‘Splittet Til Atomer’, skrevet til Det elektriske barometer. Den er ikke et argument for at dansk bør være hans naturlige sangsprog.
Den Joshua-producerede The Good Life er stadig min Kashmir-favorit. Uden at være goldt generationsfikseret, fremkalder den med ungdommens ret til uskyld og førstegangsoplevelser gamle lydbilleder og indrammer dem, som om de var nye. Ældre lyttere kan ikke undgå at høre Pink Floyd i det rocksymfoniske anslag med guitarkaskader, overraskende tempo og stemningsskift og menneskespillede trommer, der når hele vejen rundt, og for yngre lyttere er det til at høre, at R.E.M.’s melankoli, U2’s hang til det storladne og Nirvana’s abrupte rytmik er en aktiv del af trioens musikalske ordforråd. Ligesom nu afdøde Jeff Buckley.
Genhørt i et stræk på Katalogue virker bandets bærende sange som skåret ud af en og samme sang; som satser af en suite, uden at nogen af den grund skal forledes til at tro, vi har at gøre med et 70’er-forsinket konceptskrummel. Der er blot tale om en grundtone med så mange efter- og overklange, at de hver vil have deres spillerum.
Jeg vil ikke foregive, at jeg forstår alle sangene. Måske fordi Kasper Eistrup synger, som om han heller ikke gør det. Han er ikke den, der i blokbogstaver skilter med, hvordan han har det. Men han har det vist ikke altid lige godt. Den indre krise er hans egen, men renselsesprocessen vil han gerne dele, og den foregår gennem musikken, som er ladet med noget så paradoksalt som en spejlklar uigennemtrængelighed. Virkningen understreges af, at Eistrup tit synger dobbelt med sig selv – som en skygge med sit eget liv.
Og så kan han det der med, ligesom den oplagte inspiration David Bowie, at få versestumper til at blive siddende i hukommelsen som tændsatser. Som på ‘Mom’s In Love, Dad’s In Space’ om at flytte hjemmefra: »bring your soul, and your beach boys records, I can’t stand to have you here …« (Link til Youtube)
Eller en sang om ‘Graceland’ om at drømme sig væk i stedet for at gøre noget ved virkeligheden: »I wish I lived in Graceland, but I only had one day, a postcard from the main land is all I have today … yes, I tried with aspirin and a nice calm weekend, but my heart has left me here …«
Og sangerens hjerte er blevet en ensom og ensomhedssøgende vandrer, der ikke ser sig tilbage, når han forlader kæresten. De egentlige kærlighedssange er få, men stærke. Og de bedste er at finde på The Good Life: På ‘Miss You’ er kærligheden det mørke vand og den elskende den uberegnelige haj, der slår til, når den vejrer sårbarhed og hjerteblod. Og i ‘Kiss Me Goodbye’ bliver farvelkysset ophøjet til en slags password til fremtiden uden hende, uden ham.
Midt i den voluminøse lyd er der en stum realisme i Kashmirs musik. Ingen klynk og klagesang, men en til tider bundløs smerte, som beder om modstand, og får det. For disse sange synges med en livskraft, der giver pladen en unik balance mellem vemod og viljestyrke.
I en tid, hvor åndløsheden tilbedes som en halvgud, efterlader Kashmir denne lytter åndeløs af undren over, hvorfor der bruges så mange kræfter på at sælge sand i Sahara, når vi stadig kan producere musik med noget så modeurigtigt som sjæl og substans.
Kashmir ligger ikke i Langtbortistan, men lige om hjørnet. Du kan ikke gå forkert. Bare følg dit hjerte.
Kashmir: Katalogue. Columbia/Sony.
Bandets hjemmeside er et besøg værd.
Du kan også følge mig på Facebook. Se her.
