Kate Bush dekonstrueret

Det er ikke længere nogen hemmelighed, at Kate Bush har skabt en genre, som ikke kan kaldes andet end – Kate Bush. Det stod sådan set allerede regnbueklart, da hendes vandrelystne sopran midt i en ABBA-ficeret popverden sang ‘Wuthering Heights’ til tops på hitlisterne i 1978.

Sangen handlede som al pop om hjerte og smerte, med sårbar hilsen til Emily Brontë, men den lød ikke som noget andet og gik rent ind som smagsprøve på det stadig frapperende originale debutalbum The Kick Inside – og det var netop dét, hun gav bevidstheden: et fløjlsblødt, men alligevel uhyre præcist spark.

Siden har hun holdt pladeudgivelser, interviews og turneer på så minimalt niveau, at det i sig selv omgiver hende med en aura af eksklusivitet. Den ville dog bare være en Greta Garbo-agtig gimmick, hvis ikke musikken altid har været værd at vente på.

Det sidste Kate Bush-album, Ariel, kom i 2005, og før det var tolv års pause efter The Red Shoes. Og tilsyneladende har den nu 52-årige Bush det med sine sange lige som mig – man finder nyt i dem, hver gang man hører dem. I hvert fald er hendes seneste udspil, Director’s Cut, en slags tilbagevenden til syv sange fra The Red Shoes og fire fra The Sensual World.

Nu skulle man så tro, at der er tale om en radikal omskrivning af de gamle sange. Det er der ikke. Snarere har vi at gøre med en varsom dekonstruktion.

Kate Bush var en af de første, der fandt ud af at anvende Fairlight-maskinen, så den ikke uniformerede, men udvidede udtrykket. På samme måde forstår hun midt i den digitale guldalder at holde fast i musikken som organisme.

Der er på denne fornyede plade blevet klippeklistret, som hun selv antyder på pressebilledet, men det er gjort med stor musikalitet og smag. De eksisterende grundspor er blevet brugt, der er skruet op og ned, udeladt elementer, tilføjet andre, alt sammen for at rette op på de fejl, de utydeligheder og den tidbundethed, som originalversioner naturligt nok rummer. Men som hun siger til Mojo: “Det er vigtigt, at der er fejl, det er en del af det at være menneske … omvendt har jeg altid i mit baghoved haft rumsterende den tanke, at netop disse to album kunne have været blevet bedre.”

Kun få af sangene er dog blevet afgørende bedre. Bedst er titelsangen til The Sensual World, som nu hedder ‘Flower of Mountain’ og er af disse sansemættede påkaldelser af sorg og savn, som Bush virker som sat i verden for at forløse. Og kom så ikke og sig, at James Joyce ikke kan lyde sexet. Til gengæld er det lidt uforståeligt, at sangens oprindelige refræn er udeladt: “just being alive/it can really hurt”.

Andre nytolkninger er ‘Song of Solomon’ og den filmiske ‘Top of the City’, hvor hun understreger sit egentlige særpræg: Hun ønsker at få mig som lytter til at være instruktør af min egen fantasi.

Derimod er nyudgaven af ‘Rubberband Girl’ en forringelse. Uden blæsere og med en grimmere lyd. Mere konventionel, simpelthen. En ting, der giver mislyd på denne plade, fordi Bush af en eller anden grund har valgt at lade den teknisk dygtige, men i denne sammehæng alt for 9-17-agtige Steve Gadd nyindspille trommesporet på bekostning af Bushs kongeniale trommeslager Stuart Elliott.

På samme måde har alderen eller hvad der nu er lagt sordin på hendes stemme. Hun slipper ikke længere sig selv sommerfugleflagrende løs, men omvendt lyder hun som om hun til fulde ved, hvad sorg er.

Nye Kate Bush-lyttere kan ikke starte her. Dertil er Director’s Cut i sig selv for nørdet. Og med for mange indforståede mellemregninger. Men ifører man sig spenderebukserne fås pladen også som en collector’s edition med tiltrængte remastereringer af The Sensual World og The Red Shoes. Og igen: Som produkt er det en udgivelse, der gør downloading til grin.

Og så er der musik nok til et helt liv at gå på opdagelse og fare vild i. Forført og fascineret.

Kate Bush er en af musikkens sjældne sommerfugle, og hun lader sig ikke placere under låg på en nål.

Et af numrene fra The Sensual World hedder ‘Walk Straight Down The Middle’. Hun har altid gjort præcis det modsatte.

Kate Bush: Director’s Cut. Fish People/EMI. 3cd.