Svensk rock har så meget vi ikke har, og meget af den når, trods den korte afstand, aldrig herover. Tag nu et band som Eldkvarn. Trods en levetid på fyrre år, over en snes plader, medrivende koncerter og en forbløffende kvalitativ konsistens og uantastelig integritet er det vist så som så med kendskabet til Eldkvarn her til lands.
En nylig dobbelt opsamlings-cd, Stans bästa band, er en god introduktion til bandet, der startede i arbejderbyen Norrköping med brødrene Per Plura og Carla Jonsson og bassisten Tony Thorén. Den baggage (og ballast) tog de med sig, da de flyttede til Stockholm i 1972. De debuterede under den brillante navn Piska Mig Hårdt to år senere med et primitivt, småpunket album, der nok knyttede an til tidens musikbevægelse omkring MNW, men i 1976 skiftede de navn og har siden ikke haft brug for politiske krykker.
Deres tredje album som Eldkvarn, Pojkar pojkar pojkar, hyldede og kritiserede den indre drengerøv, og er med lån og inspiration fra svensk folketramp, Hoola Bandoola Band, The Clash, The Band, Patti Smith, Ulf Lundell, Bruce Springsteen, Bob Dylan og Cornelis Vreeswijk stadig en slags blueprint for gruppens musik. Der blev passwordene offentliggjort og de har virket siden.
Plura Jonsson er i dag en institution i svensk rock og synger og skriver de fleste af sangene. Han er lyslevende; en voksen mand, der aldrig har glemt, hvordan det var at være ung, men som ikke vil være ung med de unge. Han synger mere energisk end mange unge sangere. Og formår stadig at forlene blandingen af outlaw-romantik og storbyrealisme med stor troværdighed:
Vi hade så mycket att dö för
och så litet at leve för
vi hängde på oss guitarerne
vårt blod flöt under fullmånen
Jag skrek bakom mikrofonen
kom utt, kom utt, kom utt ikväll…
anråber han på ‘Karusellkvällarne’. Og på sangen ‘Blues för Bodil Malmsten’ hylder han det kammeratskab og skæbnefællesskab, der gennemsyrer alle Eldkvarn-sange:
Vi i bandet har blivit män nu
nån slags edsvurna bröder
må ni alltid va omkring mig
låt oss spela för döden…
Selv om tilhængere af både Michael Falch og Allan Olsen altså ikke går forgæves her, har vi herhjemme ikke et band som Eldkvarn. Måske fordi vi ikke har den store traditionsbevidsthed og de lange afstande, der gør det påkrævet at betone nærheden og nødvendigheden af udsyn med lige stor kraft.
Den dobbelthed legemliggør Plura Jonsson og Eldkvarn.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Må jeg i al stilhed anbefale “Sånger från Nedergården”, fra 1994. Der er ganske få up-temponumre, men heldigvis også nogle helt utrolig smukke og lavmælte numre. Vi bor selv ved sø,skov og saltvand (det er jo hele tre ting), og på en eller anden måde virker denne musik mere intens og varm i disse omgivelser. spændende at høre om den nye samlede boks…Det er lige før jeg glæder mig til efteråret!
Torben29. april 2011 - 10:11
@arne schiøtt: Tak for anbefalingen.
Bjarne Nielsen30. april 2011 - 10:18
Dejligt at læse dansk artikel om Eldkvarn og nikker anerkendende til din vurdering af et kvalitets konsistent band med kreativ intigritet og forsat højt ambitionsniveau. Imponerende efter så mange år på vejen og et musikalsk grundfundament som et stadigt solidt forankret afsæt i den nutidige udgave af “stans bästa band”. “Sångar från Nedergården” er et dejligt album. Kan også anbefale deres “mässa” trilogi, 3 albums optaget live unplugged i Annedalskyrkan udgavet af Zebra Art Records. Den seneste Kärlekens väg (via Amore), indspillet og udgivet 2010. Plura synger noget af sin bedste og bandet bakker organisk op på fornemmeste vis. En tilbagevendende tradition er Eldkvarns optrædener hvert år i oktober i det hyggelige Victoria Teatern i Malmø. I år spiller de fra den 5 til 8. oktober. Kan varmt anbefales, da bandet live er en oplevelse.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
Ja, Torben, lad os slå nogle slag for svenskerne…
I dette tilfælde rene seksere:-)
Må jeg i al stilhed anbefale “Sånger från Nedergården”, fra 1994. Der er ganske få up-temponumre, men heldigvis også nogle helt utrolig smukke og lavmælte numre. Vi bor selv ved sø,skov og saltvand (det er jo hele tre ting), og på en eller anden måde virker denne musik mere intens og varm i disse omgivelser. spændende at høre om den nye samlede boks…Det er lige før jeg glæder mig til efteråret!
@arne schiøtt: Tak for anbefalingen.
Dejligt at læse dansk artikel om Eldkvarn og nikker anerkendende til din vurdering af et kvalitets konsistent band med kreativ intigritet og forsat højt ambitionsniveau. Imponerende efter så mange år på vejen og et musikalsk grundfundament som et stadigt solidt forankret afsæt i den nutidige udgave af “stans bästa band”. “Sångar från Nedergården” er et dejligt album. Kan også anbefale deres “mässa” trilogi, 3 albums optaget live unplugged i Annedalskyrkan udgavet af Zebra Art Records. Den seneste Kärlekens väg (via Amore), indspillet og udgivet 2010. Plura synger noget af sin bedste og bandet bakker organisk op på fornemmeste vis. En tilbagevendende tradition er Eldkvarns optrædener hvert år i oktober i det hyggelige Victoria Teatern i Malmø. I år spiller de fra den 5 til 8. oktober. Kan varmt anbefales, da bandet live er en oplevelse.