Kent og det poptimistiske sortsyn

Kommentarer slået fra

Det har alt for længe for danske rocktekstforfattere været tabu at beskæftige sig med det, der engang blev kaldt samfundet. Navlehøjden er med få undtagelser det foretrukne udsigtspunkt, når verden skal anskues. Meget sært al den stund vi aldrig før har haft så meget brug for at få sat ord på paradokserne og mulighederne. Nemmere gør danske kunstnere det heller ikke for sig selv ved at synge på engelsk.

Jeg kan anbefale dem at lytte til en række af deres kollegaer på den anden side af sundet. Ikke mindst Kent, kvartetten, der for 16 år siden satte Eskilstuna på rocklandkortet, og siden har skabt deres helt eget grænseland mellem pop, så skamløst som kun svenskerne tør skrive og synge den, og så en uforfærdet rock, der kun accepterer himlen som en begrænsning.

Jag är inte rädd för mörkret er det tiende studiealbum siden 1995-debuten. Og så fuldbragt, at det er umuligt at gemme konklusionen til sidst i anmeldelsen.

Der er skruet ned for elektronikken, og op for det intrikate guitar-synthesizersammenspil. Lyden er stadion-grandios uden at blive buldrende. Jocke Berg er stadig den svensktoppede visesanger, der er gået forkert i svensk rock og alligevel ikke føler sig spor hjemløs. Til gengæld er han ikke vild med verden, men da det er den eneste, han har, går det ikke at fare vild i den. Det handler, som han synger, om at være bange for alt og beredt på resten. Og han synger lige sådan.

Den indledende, næsten syv minutter lange ’999’ er et bjergtagende, sonisk akkumulerende monument. Ingen andre på disse breddegrader lyder sådan.

Det er en sang, der ikke bare handler om eksistens. Den er eksistens og elektricitet. Og noget så unikt som civilisationskritik, man kan danse til: »Alla våra ideal kommer från ett rosa åttiotal … det är bare en vag känsla av att någonting gått förlaret, at vi slösat vår bästa tid på missunnsamhet. Längra har vi inte kommit…«

Man kan sagtens indvende, at en del af pladens øvrige melodier mest er begavede halehæng til den sang, men omvendt er der jo ingen, der bebrejder solen, at den står op med forskelligt lys hver morgen. Og numre som ’Ruta 1’, ’Låt Dom Komma’ og ’Färgar På Natten’ besynger på hver deres måde modet til at møde lyset uanset hvor blændende det virker. Komme igen. Til den anden side. Om til mørket, der kan give klarsyn. Uden at der er noget psykedelisk hokus pokus involveret. Bare mod til at leve livet. Trods alt. Det må være det, man kalder et poptimistisk sortsyn – for nu at parafrasere en dansk sanger.

Jeg kunne citere Kents sange herfra og til næste finanslovsfremlæggelse, og er sikker på, at de vil have større indflydelse på folks liv end alverdens cifre og tabeller. Det er sange fra et menneske til os andre på jagt efter menneskelighed. På jagt efter meningen med livet.

Kan man forlange mere af kunsten? Ordet ’rock’ er ikke nok her.

Kent: Jag är inte rädd för mörkret. Producere: Kent & Stefan Boman. Universal/Sonet.

Anmeldelsen stod først at læse på Geiger.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top