Kim Larsen remastered

Mens vi venter på det karriereopsamlende bokssæt, der da må komme en dag, har EMI i relativ ubemærkethed søsat et ret ambitiøst remastereret genudsendelsesprogram af de Kim Larsen-plader, der gennem tiden er blevet udsendt på Medley. Jeg har fået den første stak inden for døren.

Da pladerne oprindeligt blev overført til det dengang nymodens cd-medie var resultatet en lidt tarvelig, flad lyd, som man kun slap afsted med, fordi Larsens sange altid har transcenderet den forhåndenværende teknologi. En klanglig upshining har derfor længe været tiltrængt. Og det må man sige, at pladerne får. Og ikke kun ved at trykke loudness-knappen i bund. Musikken fremstår faktisk mere nærværende og pågående. Og dynamisk. Til gavn for især uptempo-numrene. Poetisk sarthed er et af Larsens kendetegn, og det betyder, at balladerne ikke altid kan holde til behandlingen.

I USA ville en kunstner af Larsens beskaffenhed have fået forsynet den enkelte genudgivelse med en lille booklet, der fortalte, hvordan pladen i sin tid var blevet til og hvordan den var blevet modtaget. Det har hovedpersonen imidlertid udtrykkeligt frabedt sig. Det kommer måske med bokssættet. Til gengæld fremstår cd’erne lækre i digipack-omslag og med tekster.

Jeg ved godt, at Midt Om Natten har danmarksrekord i antal solgte eksemplarer – sekshundredeognogletusinde, and still counting – og den slags cifre kan man vanskeligt argumentere mod. Jeg synes dog også ved genhøret, at pladen så langt fra er en af hans bedste. Den virker for sporadisk, med for meget fyldstof. Til gengæld er sange som ‘Susan Himmelblå’ og ‘Papirklip’ jo af den slags, andre ville forære en hel karriere væk for at have skrevet.

Omvendt er Yummi Yummi fra 1988 overraskende holdbar. Den er på sin vis lige så stilforvirret som Midt om natten, men har mere humor, og så er de enkelte sange stærkere med ‘De Smukke Unge Mennesker’ og ‘Østerbro Svømmehal’ som stjernestunder. Og ‘Fochbecker Chaussee’ er et godt eksempel på Larsens evne til at eviggøre en erindringsskitse. En ekstra bonus er, at remastereringen gør 80′er-lyden en ekstra tjeneste. Der er tryk seksten på.

Den Rugsted-Kreutzfeldt-producerede Hvem kan sige nej til en engel er alt for undervurderet. Det er en plade, der emmer af spilleglæde og noget, vi så siden erfarede var nyforelskelse. Et meget charmerende album og Larsen havde ikke lydt så godt siden Poul Bruun producerede Forklædt som voksen i 1986.

Selv om 1996-albummet med Kjukken er et lille roots-mesterværk, er det i mine ører Forklædt som voksen (snarere end Midt om natten), der fremkalder det mest vellignende billede af Kim Larsen.

Dengang, i midten af 80’erne – tiåret, der mere og mere ligner vores tid – fyldte Larsen mediebilledet næsten helt ud. De år virkede han som en gavflabet protest mod tidens grasserende smartness. Han spiste sgu ikke sushi, men marinerede sild. Og drak kolonihavesnaps til. Kørte ikke i offroader, men i bulet Citroen – cabriolet ganske vist, men alligevel…

Og for sine »multimangemillioner« kæmpede Kim og konsorter i det stille for at samfundet kunne blive blødt som en krop; en undtagelse i de år, hvor man gerne skulle bære alt som et logo på trøjen. Kim Larsen fulgte ikke moden. Han var sin egen mode. Og på Forklædt Som Voksen skiftede den danske sang køn. Den var ikke længere en ung, blond pige, men en kortbukset lømmel, som sang simple sange om det simple liv, om familiesammenhold, elverpiger og drenge- og strengelege. Og hele landet sang med.

Det er stadig et åbent spørgsmål, om det Danmark, Kim Larsen besynger, nogensinde har eksisteret. Det lyder som en blanding af Morten Korch, Rifbjergs barndomserindringer og Jan-bøgerne. Givet er det, at 80’erne ikke så sådan ud. Men lige så sikkert er det, at sangenes styrke netop ligger i, at de ikke længes efter dét, der var engang, men forholder sig til det, som om den verden og det samfund eksisterer. Om ikke andet så i erindringen, og uden den var vi ikke hele mennesker. Så Forklædt Som Voksen forsøger at forholde sig til nutiden på fortidens præmisser. Det sære er, at fortiden vinder. Og ikke kun fordi nostalgi er mageligere end realisme. Det kan godt være, at Larsens sange er holdt i et gammelmodigt mæle, men de bliver ikke gammeldags af den grund. De udspiller sig i et landskab af kronisk uskyld, men glemmer ikke omverdenen. Når den ikke bliver så påtrængende, er det fordi Larsens personer hellere ser på sig selv og hinanden end på fjernsynet, som ofte taber til fordel for en tur i den bøgelyse skov. De få gange, hvor Larsen kommenterer samfundsudviklingen, sker det med barnets stille H.C. Andersen-agtige undren:

De kloge de siger at enden er nær at dommedag den kommer
vi står og kigger på blomsterne som vi plukked i sommer

I den retning er Forklædt Som Voksen sårbar over for beskyldninger om at være urealistisk midt i en realistisk tid, men den, der kun hører det, hører kun det halve. Pladen har også et uudsagt, jeg havde nær skrevet politisk, budskab om at finde tilbage til de tabte værdier. Dermed ikke sagt, at Larsen er så enfoldig at tro, at de kommer tilbage, bare man savner dem nok. I titelsangen, måske hans bedste melodi overhovedet, ser han sin barndom som »et lyn gennem skyen«, men ved også, at »når først du har sagt farvel, så ka du ikke komme tilbage igen«:

Jeg ved det for jeg kørte forbi forleden dag forklædt som voksen fremmedgjort umyndiggjort totalt anonym og forvokset
Alle dem som jeg kendte var væk måske er de taget til stranden eller også er det bare mig der er blevet en anden

Samtlige femten sange på pladen benytter sig af samme instant on-teknik som 80’ernes fjernsyn var begyndt at blive udstyret med. Man er som lytter på fra første takt. Og sangene er så smittefarlige som en influenza, men de går vel at mærke ikke over af sig selv. Faktisk stopper de ikke, bare fordi man stopper sin cd-afspiller eller computer eller iPod. På den måde ligner de de børneremser og revy-evergreens, de ofte tager afsæt fra. Larsen har aldrig været bange for det banale og indlysende. Som sangskriver fremhæver han ikke sig selv på bekostning af sine sange. På den måde bliver selv den melodiske vignet til noget i sig selv.

Larsen har aldrig omgivet sig med musikalske bodybuildere, men hans daværende band, Bellami, havde i stedet hjertet med hele vejen. Og bassisten Henning Pold kunne man godt have sendt til Motown og risikere ikke at få retur. Selv rytmebokse, sequensere og synthesizere kan de få til at swinge. Og så som en kontrast salige Thomas Grues pigtrådsagtige temaguitar. Ikke som anakronisme, men som en diskret påmindelse om sammenhæng i en historieløs tid. Den gamle skolelærer vifter med den imaginære pegepind. Og glemmer ikke sin egen fortid. Der er underfundige hentydninger til de tidligste Gasolin-sange og solodebuten Værsgo.

Ud over de landeplager, der for længst er blevet Giro 413-klassikere, rummer pladen en håndfuld sange serveret af en rundhåndet poetisk sjæl. F.eks. ’Natten Er Blid’ om det saligt-smertende ved at nære længsler uden navn. Og ’Hjerter Dame’, en yndefuld pas-de-deux til den eneste ene:

Vi sætter fodspor begge to
på Dronning Louises Bro
imellem tusinde andre
om lidt er de visket væk
men du og jeg går stadig hånd i hånd med hverandre

– hør det sprog. Det synger! Aarestrup på indre Nørrebro.

Jo, disse genudgivelser er i de bedste stunder genopdagelser, der gør det umuligt ikke at blive lun på Larsen. Igenigen.

Den næsten fornærmende prisbillige genudsendelsesserie er koordineret af Thomas Hemdorff og Jørgen Bo Behrensdorff har remastereret. Se mere her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK