Kinks 40 år i Muswell Hill

2 Comments

FOTOGRAFIET PÅ omslaget er taget på familien Davies’ hjemmebane, The Archway Tavern, stampubben i Muswell Hill, den nordlige Londonforstad, som danner bagtæppet for Muswell Hillbillies, Ray Davies’ smertefyldte, desillusionerede, men smukke hyldest til sin baggrund i et arbejderklassemiljø af den slags, der nu kun findes på film. Pladen udkom i denne måned for 40 år siden, men får mærkeligt nok ikke den jubilæumsoverhaling, der ellers bliver andre klassikere til del. Også i Kinks-kataloget.

Det socialrealistisk kommenterende med sarkastisk brod var ikke fremmed for Ray Davies. Efter at han og broderen Dave med The Kinks havde udtømt tre akkorders-rocken med en guitaristisk vildskab, der siden fik grupper som Sex Pistols til at ligne uvorne børnehavebørn, blev bandet forment adgang til amerikanske koncertsale i fire år. I stedet vendte Ray Davies blikket indad, mod englænderne og det, der var tilbage af identitetsfølelse i den tidligere verdensbesidder. Storbritannien.

Drøj humor, sleben kynisme og besk sarkasme prægede 1969-udgivelser som The Village Green Preservation Society og Arthur (or The Decline and Fall of the British Empire), uden at Ray glemte, hvad radiolyttere kan lide. Alle disse ingredienser er også til stede på Muswell Hillbillies, men de er tilsat en hel flaske bitter sarkasme.

Ray Davies ved godt, hvem han holder med, så syren hældes ikke ud over hans personer, men over de omstændigheder, de er bragt i. Der er ingen nåde, når Davies fremkalder sit samfundsbillede:

 

This is the age of machinery
A mechanical nightmare
the wonderful world of technology
napalm hydrogen bombs biologigal warfare

Her er ingen postmoderne konsensusoverbærenhed. Livet er noget lort, og der er ingen til at tørre dig bagi, er budskabet i åbningssangen ’20th Century Man’, som helst ikke vil være, hvor han er – på skideren: »Ain’t got no ambition, I’m just desillusioned. I’m a twentieth century man, but I don’t wanna be here …«

Vor anti-helt er ikke alene. Allerede i næste sang får han følge af næste skæbne, ham, der lider af ’Acute Schizophrenia Paranoia Blues’, som det hedder i den effektive radikalisering af Eddie Cochrans ’Summertime Blues’. Her er det ikke kun ulykkelig kærlighed, der gør trist, men mangel på mod til at være ærlig, der gør skør. Og hele tiden sunget af Ray Davies på den der ubestemmelige facon. Holder han af, holder han med, holder han os bare hen? Det giver sangene en ekstra dimension hinsides de socialrealistiske case stories, de ellers let kunne reduceres til.

DE, DER befolker hans sange, har al mulig grund til oprør; trængte som de er af et velfærdssamfund, der kun er gearet til dem, der har overskud, men det oprørende og dobbelt troværdige ved sangskæbnerne er netop, at de finder sig i det, der sker. Som manden på ’Holiday’, der af en eller anden grund er sendt på ferie. Er han blevet fyret, er han på rekreation, er han blevet senil? Under alle omstændigheder nyder han det, fordi han skal, selv om havet er forurenet, og den stilhed, han nyder, er dødens stilhed. Det er en enestående god sang.

Ikke mindst fordi den lyder som en glemt sang fra en familiefilm fra 40’erne, komplet med George Formby-banjo og skifflerytme. Idyl og livsløgn synger om kap, men ikke så højt, at de forstyrrer roen.

I en tid, hvor Kinks’ samtidige, med Rolling Stones og de stilbeslægtede The Who i spidsen, skruede op og trådte pedalen i bund og levede rocklivet helt ud over kanten, fremstår Musswell Hillbillies som et memento om, at tiden også kan gå for stærkt. ’Indbyggerne’ i Ray Davies’ sange har deres egen tidsfornemmelse. Det er den eneste måde, hvor på de kan bevare værdigheden. De drømmer sig uden for tid og sted. Enten ved at drikke sig fra hus og hjem, vid og sans som på ’Alcohol’, en sang, der i sin groteske alvor virkede slående i en tid, hvor misbrug ellers nærmest var revolutionært – det skulle bare være lidt mere sværmerisk end sprut. Men alkohol og afternoon tea kan ikke holde virkeligheden ude. Der må stærkere billeder til. Og drømmen om det forjættede land er livseliksir for mange af Ray Davies’ personer.

 

All life we work but work is bore
if
life’s for living what’s living for
s
he lives in a house that’s near decay built for the industrial revolution but in her dreams she is far away
in Oklahoma, USA

 

som det hedder i sangen af samme navn. Og på titelsangen kommer Davies så tæt på et livsmotto, som han kan: Home is where the heart is, uanset hvor hjertet slår:

Cos’ I’m a Muswell Hillbilly
but my heart lies in West Virginia though my hills are not green
I have seen them in my dreams take me back to those Black Hills That I have never seen

SOM ET ekstra raffinement på en plade, hvor det rå og tilsyneladende impulsive blot får sangenes upolerede poesi til at fremtræde endnu tydeligere, skifter The Kinks klangbund undervejs. Først befinder vi os i et tidsatypisk ingenmandsland mellem syret dixieland og vaudeville, og siden træder slideguitarerne i karakter på en countryficeret rock, der nedstammer fra Hank Williams. Unplugged 20 år for tidligt.

Eller for sent, for Muswell Hillbillies er en plade uden for tiden. Helt skæv i forhold til luftguitarkapløbet på den britiske scene, og alt for realistisk til at kunne ride med på singer-songwriterbølgen. En sand udstødt. Og sejliver.

Pladen genudkom som cd med bonusskæringer og fine liner notes i 1998 på Konk Records/BMG.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

2 Comments

  1. comment-avatar
    Per Grunnet7. november 2011 - 21:52

    En helt fantastisk plade. Dengang overvejede man, om den uhørt helstøbte plade var et resultat af, at Kinks havde forladt Pye Records og skiftet til RCA, hvor der muligvis var højere til loftet.
    Der kom en række “concept-albums” – med de to “Preservation Act”-udgivelser, “Soap Opera” og “Schoolboys in Disgrace” som de mest markante, omend Kinks vel aldrig før eller siden har lavet noget så helstøbt som “Muswell Hillbillies”.
    Hvis man har lyst til at lave lidt rock-arkæologi for at få noget baggrund for “Muswell Hillbillies”, kan man starte med Ray Davies’ “The Storyteller”, som kunne opleves live i bl.a. Glassalen i Tivoli for nogle år siden, og som også fås på cd (i hvert fald kan man låne den på biblioteket).

  2. comment-avatar
    CAPAC » Ray Davies9. november 2011 - 12:23

    [...] fyrreåret for udsendelsen af klassikeren og hovedværket Mushwell Hillbillies drager sangskriver Ray Davies på turne med et nyt [...]

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top