Kinks i kink size kvalitet

The Kinks rimede på hærværk. Intet stolesæde kunne vide sig sikkert, når brødrene Ray og Dave Davies spillede op til bal. Og det gjorde de ret tit i Danmark, hvor vi tog dem til os med en helt anden hjertevarme end f.eks. Rolling Stones.

Mick Jagger insisterede jo på at være stjerne fra første gang, vi så ham, så om nogen nærhed blev der aldrig tale. Anderledes med Kinks. De lød som mange gjorde hjemme i garagen eller ungdomsklubben (eller troede de gjorde!). Og det var den uskolethed og primitive spilleglæde, der fik os til at glemme os selv og vores koldkrigsopdragelse. Identifikationsfaktoren var høj, men vi var ikke sociologer. Bare teenagere.

Koncerten i Tivolis Koncertsal i april 1965 glemmer jeg aldrig. Kinks nåede ikke at være på scenen i mange minutter, før begejstrede piger i nederdele prøvede at rive Ray Davies ned i gulvhøjde. Tivoli-kontrollørerne blev taget på sengen, koncerten blev afbrudt, tæppet gled for og en meget ung Jørgen Mylius prøvede at få os til at køle ned. Forgæves. Kinks handlede jo om det modsatte, men faktisk kom der nogenlunde ro på. Indtil politiet ud af intet entrede salen med trukne stave. Så blev der skruet op for løjerne.

Bagefter kunne Carsten Grolin i Ekstra Bladet fortælle, at “politi provokerede pigtråds-optøjer”. Den lokale indsatsleder blev spurgt, hvorfor betjentene tog affære på et tidspunkt, hvor uroen syntes at være gået i sig selv igen. Han udtalte de mindeværdige ord: “Da jeg kom ind i salen efter at have siddet i foyeren, var der ganske vist forholdsvis ro, men jeg kunne se, at det hele bagte op, og tog karakter af ustyrlighed…”

Karakteren af ustyrlighed kan man få bekræftet på de tre deluxe-indpakkede cd-udgaver af bandets tre første lp’er, som netop er udsendt. Det har de ganske vist været før, i 1998, men nu med endnu flere bonusspor, gode, spøjst illustrerede booklets og en lyd, der får musikken til at stå om muligt endnu mere knivskart end i erindringen.

Kinks var et band, ikke solister. Dave Davies’ tidlige guitarsoloer var en ynk, men blev model for flere generationer af punkmusikere. Og i Mick Avory havde bandet en sej trommeslager, der lod andre om at blære sig.

At genhøre disse korte, frenetiske to-akkorders statements er som at høre et blueprint for hele den danske pigtrådsepoke – Shanes, Nameloosers, Les Rivals, Lions… Alle spillede Kinks-sange, og Kinks havde selv fundet sangene i dunkelt belyste hjørner af sort amerikansk musik. Bo Diddley og Don Covay introducerede de os for. Og sange som ‘Nagging Woman’, ‘Stop Your Sobbing’ og ‘Bald Headed Woman’ kunne enhver teenagefyr finde trøst og indbildt erfaring i. For slet ikke at tale om hende der ‘Beautiful Delilah’…

Sideløbende med lp’erne kom melodisk mere og mere velformede singler som ‘All Day And All Of The Night’, ‘Set Me Free’ og ‘Tired of Waiting For You’, og siden Ray Davies begyndte at give britisk rock en særlig socialrealistisk accent med sange som ‘A Well Respected Man’ og ‘Dedicated Follower of Fashion.’

Og nej, Jimmy Page spillede ikke soloen på ‘You Really Got Me’. Det gjorde broder Dave, og han var så nervøs, at man i hovedtelefonerne kan høre ham snerre “fuck off”, da storebror Ray prøver at indgyde ham mod, før han – uafvidende – skal til at skrive rockhistorie med denne personlige variant af ‘Louie Louie’.

Sådan et band var – og er – The Kinks. Efter at have hørt disse cd’er fristes jeg over evne til at spørge – med The Kinks: “Where have all the good times gone?”

Kinks, The Kink Kontroversy, Kinda Kinks. Alle Universal Music