Kinks-klassiker fra 1967

2 Comments

Der kom ret mange gode, ja, somme tider skelsættende plader i 1967, men af en eller anden grund nævner man aldrig Something else by The Kinks i samme åndedrag.

The Kinks er i det hele taget en af de store, men glemte grupper. De var ikke sexsymboler nok. Og selv om de ved gud gjorde deres bedste for at te sig som rockstjerner, var de måske for almindelige, for ølands-engelske til at opnå samme klassikerstatus som The Beatles og Rolling Stones.

Something else by The Kinks var bandets femte lp, men den første uden Shel Talmy som producer. Brødrene Ray og Dave Davies var ved at forlade singleformatet, og der blev eksperimentet klangligt, men ikke så fjollet og tidsforankret som andre grupper på den tid, og altid med sans for, hvad de nye indspilningsmuligheder kunne tilføre melodierne.

Lige lidt hjalp det. ‘Waterloo Sunset’ blev et stort hit, fordi kærlighedserklæringen til London er en stor sang, og så var den skåret over det singleformat, som Kinks’ pladeselskab Pye elskede – de troede seriøst ikke albumformatet var kommet for at blive! Dave Davies-sangen ‘Death of a Clown’ blev et mindre hit. Albummet derimod solgte dårligt og i USA slet ikke, da det udkom der i starten af 1968.

Something else… blev remastereret i 1998. Og udsendt med bonusnumre, men denne fornyede udgivelse virker som den definitive. Deluxe-udgaven er led i den Kinks-serie, jeg tidligere har omtalt her på bloggen.

Dobbelt-cd’en rummer originalalbummet både i mono og stereo, samtidige singler samt en righoldighed af relevante BBC-optagelser og outtakes. Bl.a. ‘Sand In My Shoes’, som i virkeligheden er ‘Tin Solider Man’ med en helt anden tekst, men et blæserarrangement, der foregriber gruppens musikalske udvikling.

Og pladen åbenbarer sig som et fremragende album. Fuld af excentriske, ideosynkratiske og altid ørefængende melodier og hverdagsmundrette tekster.

Den tilbagelænede shuffle, ‘End of The Season’ er et mesterværk i sig selv, ‘Two Sisters’, der i virkeligheden handler om de to Kinks-brødre, har Nicky Hopkins på spinet. Dave Davies’ kærlighedssang ‘Love Me Till The Sun Shines’ ejer en Dylansk desperation, mens sange som ‘Lazy Old Sun’ og ‘Afternoon Tea’ formår både at hylde noget traditionelt og samtidig kritisere det ved små midler som ændringer i tonefaldet.

Og uden at skilte med det, hænger pladen sammen. I mine ører meget mere end den samtidige, men – ret skal være ret – langt mere klangligt dristige Sgt. Pepper.

Pladen blev indspillet over en lang periode fra foråret 1966 til juli 1967. Samtidig var gruppen ved at skrive og indspille sangene til Arthur (or the decline and fall of the British empire), pladen, der definitivt tog dem af singlehitlisterne og ind i konceptrocken.

Genhøret gør det klart, hvorfor The Kinks ikke slog igennem i USA. En ting var, at de siden 1964-65 af det amerikanske musikforbund var blevet forment adgang til de amerikanske scener på grund af deres adfærd. Noget andet og lige så hæmmende for gennemslagskraften over there var nok sangenes umiskendelige samfundskritiske britiskhed.

Den skruede Ray Davies ikke ned for i tiden, der kom. Snarere tværtimod.

I samme ombæring er albummets forgænger, Face to face, blevet genudgivet. Pladen er ikke så musikalsk interessant, men også den bliver behandlet med den respekt, der tilkommer The Kinks som et uomgængeligt stykke engelsk kultur.

You really got me…

Something else by The Kinks. Producer: Ray Davies. Universal, 2cd.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

2 Comments

  1. comment-avatar
    capac23. juni 2011 - 11:56

    Det er lidt sjovt med The Kinks. Jeg elskede deres hits dengang. Og det er et af de få bands, der er vokset og vokset i min bevidsthed, som årene er gået.
    Med hensyn til deres popularitet dengang, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om ikke pladecoveret også har spillet en lille rolle. I ’67 begyndte det jo rigtig at rykke med iøjnefaldende pladecovers, men Kinks Something Else er ikke just udtryk for æstetisk nyorientering…

  2. comment-avatar
    Peter Due Jensen24. juni 2011 - 00:50

    Jeg forstår ikke helt, hvorfor du mener, at Kinks er et glemt band. Selvom de aldrig har været, eller nogensinde bliver, lige så populære som Beatles, Stones og Who, omtales de altid med stor respekt, når talen falder på The British Invation-bands. Ray Davies er stadig aktiv og kunne sidste år spille for et fyldt Ledreborg Slotspark til DRs slotskoncert. Deres albums har, som du selv skriver, været genudgivet flere gange, og har aldrig været ude af handlen.
    De fik i øvrigt et stort gennembrud i USA i startfirserne, hvor de kunstnerisk skrabede bunden med albums som fx Low Budget og State of Confusion. Der cirkulerer for tiden atter rygter om, at de skal gendannes, men brødrene Davies skændes til stadighed, om hvem af dem der ikke vil.

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top